LA: Mindre til bandit-regeringer, mere til vækst

Når vi støder på regeringer, der bevidst og med åbne øjne krænker fundamentale menneskerettigheder, skal det omgående føre til konsekvenser for den statslige bistand. Stikket skal trækkes.

Mette Bock
Udenrigs- og udviklingsordfører, LA

Af Mette Bock
Udenrigsordfører, Liberal Alliance

Tilliden til anvendelsen af den danske udviklingsbistand svinder. Hvorfor? Fordi det ikke lader sig forklare eller forsvare, at den danske regering støtter bandit-regeringer, der kriminaliserer homoseksualitet eller lovliggør, at piger på ni år bliver gift. Så enkelt er det.

Skal tilliden genopbygges, skal vi være mere konsekvente. Trække stikket for den statslige støtte til bandit-regeringerne og i stedet satse på at investere i økonomisk vækst. Den direkte støtte til de berørte i de pågældende lande må herefter løftes af ngo'er, ellers kommer vi til at legitimere overgrebene.

Hvor er konsekvenserne?
Hvad kan vi ellers gøre? Vi kan i langt højere grad satse på at understøtte vækst og investeringer, der kommer både modtagerlandene og danske virksomheder til gavn.

Når vi ved, at der bliver færre fattige lande og flere mellemindkomstlande, må vi naturligvis prioritere anderledes. Det ved danskerne godt. Og når der ikke tydeligere skiftes kurs, er konsekvensen naturligvis, at tilliden siver.

Det er umuligt at forklare, at det kun får meget få konsekvenser, når Uganda gennemfører lovgivning, der kriminaliserer homoseksualitet. Skal vi virkelig være så naive at tro på det, når politikere i Uganda forsikrer udviklingsminister Mogens Jensen (S) om, at lovene sandelig ikke vil føre til forfølgelse og kriminalisering af homoseksuelle? Det forekommer absurd.

Tilsvarende omkring den aktuelle sag i Irak, hvor man forbereder at legalisere ægteskab med piger helt ned til ni år samtidig med, at kvinders retsstilling skal svækkes betydelig på flere områder. Har vi hørt regeringen og udviklingsministeren klart tilkendegive, at det vil få alvorlige konsekvenser for relationen mellem Danmark og Irak? Nej.

Når vi støder på regeringer, der bevidst og med åbne øjne krænker fundamentale menneskerettigheder, skal det omgående føre til konsekvenser for den statslige bistand. Stikket skal trækkes.

Sats på vækst
Til gengæld er der ikke noget problem i, at ngo'erne fortsat virker i forhold til lokale civilsamfundsorganisationer og mennesker, der er berørt af krænkelserne, og som derfor har brug for støtte og hjælp.

En sådan arbejdsdeling er til at forstå. Når vi samtidig ændrer kurs i retning af større satsning på økonomisk vækst og fjernelse af barrierer for de spirende økonomier, så de lettere kan afsætte deres varer på et verdensmarked, hvor protektionismen bekæmpes, vil det blive tydeligt, at den danske stat ikke støtter regeringer, der begår helt uacceptable overgreb på deres egne borgere.

Men gerne væksten i et lokalt erhvervsliv, der kan skabe nye arbejdspladser og dermed bedre økonomi til, at landene selv kan finansiere sundhed, uddannelse og omsorg på sigt.

Der er med andre ord akut behov for kursændringer og klare signaler, hvis tilliden til anvendelsen af den statslige udviklingsbistand ikke fortsat skal sive.