Debat

Enhedslisten: Stop den uacceptable hamstring af vacciner

WHO's leder advarede os fra starten: Ingen er sikre, før alle er sikre. Vaccineulighed rammer os som en boomerang, skriver Christian Juhl (EL).

En sundhedsmedarbejder taler til sine kollegaer, inden de skal modtage en covid-19-vacciner under Covax-vaccineprogrammet. Kenya, marts, 2021.
En sundhedsmedarbejder taler til sine kollegaer, inden de skal modtage en covid-19-vacciner under Covax-vaccineprogrammet. Kenya, marts, 2021.Foto: Monicah Mwangi/Reuters/Ritzau Scanpix
Christian Juhl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vaccinemulighederne i verden er uhyre forskellige. Vi har i Danmark sikret vaccinering af en meget stor del af vores befolkning. Vi er langt med tredje stik og er begyndt at tale om fjerde stik. Samtidig har meget få fået det første stik i verdens allerfattigste lande.

WHO's leder advarede os fra starten af pandemien: Ingen er sikre, før alle er sikre. Det har vi for alvor lært de sidste måneder, hvor omikron-varianten med stor hast har spredt sig fra lande med lav vaccine til lande som Danmark. Virus kender ingen grænser. Vaccineuligheden har ramt os som en boomerang.

Temadebat

Hvordan bør Danmark forholde sig til vaccineulighed?

Hvad bør Danmark gøre for at mindske vaccineulighed? Skal Danmark donere flere vacciner til udviklingslande? Bør det internationale Covax-samarbejde udvides? Og skal vaccinepatenterne suspenderes?

Altinget Udvikling har inviteret en række aktører med tilknytning til emnet til at forholde sig til ovennævnte spørgsmål.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du meget velkommen til at sende din henvendelse til debatansvarlig Pernille Tørslev på [email protected] og aftale nærmere.

Styrk Covax-samarbejdet
Vi skal styrke Covax-samarbejdet, som FN har igangsat for at hjælpe verdens fattigste. Der er brug for mange flere penge til vaccine, men også til at sikre den nødvendige kapacitet til transport af vacciner, nedkøling undervejs og personale, der kan gennemføre vaccinationen.

Der er stor forskel på Afrikas fattigste landes sundhedssystemer og Danmarks robuste sundhedssystem. Jeg glæder mig over, at en af de grundige organisationer inden for vacciner i tredjeverdenslande, GAVI, har fået tildelt en del af denne opgave.

Stop hamstring
For det andet skal verdens rigeste lande stoppe den uacceptable hamstring, de har stået bag. Vi bør frasige os de bestillinger, som vi har lavet og sikre, at de går til verdens fattigste.

Vi skal naturligvis være klar til at sikre de vacciner til verdens fattigste, som ikke er så følsomme over for høje temperaturer som de, der kræver meget hård nedkøling under transport og opbevaring.

Ophæv patenterne
For det tredje skal vi ophæve patenterne på vacciner til verdens fattigste. Det kan vi gøre med god samvittighed. Det er rige landes statslige forskningsinstitutioner, der i overvejende grad har stået for forskningen og udvikling af vacciner, hvorefter denne viden er givet til private firmaer, der har sat produktionen i værk.

Profit er tilsyneladende vigtigere end sundhed

Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Det er ganske uhyrligt, hvor store summer medicinalindustrien tjener på produktionen. De bør bidrage med billigere vaccine. Det er ufatteligt, at pandemien nu har hærget i næsten to år, uden at der har kunnet opnås en aftale om at suspendere patenterne. Profit er tilsyneladende vigtigere end sundhed.

Fælles forskning og produktion
For det fjerde skal vi oven på pandemien styrke den sundhedsmæssige forskning på tværs af grænserne, så vi er bedre rustet til en kommende situation. Jeg har i Nordisk Råd foreslået, at vi går sammen om fælles forskning og etablerer en fælles nordisk produktionskapacitet, helst i offentlig regi.

Denne pandemi har afsløret, at markedet ikke har kunnet levere de mængder af vaccine, som vi har haft brug for. Forslaget er indtil videre blevet ved snakken, fordi borgerlige politikere ikke ønsker at røre ved private virksomheders mulighed for at tjene penge på en pandemi.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00