Forsker op til NATO-topmøde: Trump gør fred i Afghanistan mere utopisk

DEBAT: Når NATO's regeringschefer mødes til topmøde i Bruxelles, vil diskussionen om Afghanistan handle mest om, hvordan de transatlantiske bånd styrkes. Taberen her vil igen være Afghanistan, skriver seniorforsker fra DIIS Louise Riis Andersen.

Af Louise Riis Andersen
Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

USA og dets allierede i Europa ser forskelligt på krigen i Afghanistan. Det har de altid gjort. Med Trump i det Hvide Hus er der udsigt til, at denne kløft vokser. I det aktuelle transatlantiske klima er der dog ingen appetit på at adressere det problem – heller ikke selvom der efter 16 års forsøg på at opbygge en effektiv og legitim afghansk stat i stigende grad er brug for at gentænke fundamentet for Vestens samlede engagement i landet.

På NATO's mini-topmøde 25. maj vil diskussionen om Afghanistan derfor handle mere om, hvordan det transatlantiske bånd kan styrkes, end om hvad der giver mening ’on the ground’. Taberen vil være Afghanistan, hvor udsigten til snarlig fred synes mere og mere utopisk.

Amerikansk styrkelse af tilstedeværelse
”Den glemte krig” i Afghanistan er på vej tilbage på den amerikanske – og dermed også NATO’s og Danmarks – dagsorden. I hvert fald militært. USA er i fuld gang med at forberede en styrkelse af sin militære tilstedeværelse – formentlig i størrelsesordenen 3-5.000 yderligere soldater oveni de nuværende cirka 8.000 – og den amerikanske forsvarsminister, Mattis, har for nyligt bedt en række NATO-lande, herunder Danmark, om at sende flere soldater til landet.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) sagde i den forbindelse, at det vil Danmark gerne, fordi: ”Det, at vi deltager, er ret vigtigt, for hvis man tænker til ende, at Afghanistan skulle bryde sammen, så ville vi jo sende millioner af mennesker på flugt. Og de vil også komme til Europa, så det er ret vigtigt at stabilisere forholdene”.

Mangler en sammenhængende vision for indsats
Erfaringerne fra NATO's langvarige engagement i landet og det forhold, at der allerede er flere millioner afghanere på flugt, peger dog ikke på, at en isoleret styrkelse af det militære engagement vil kunne bringe den 16 år lange krig til afslutning. Hverken USA, NATO eller for den sags skyld den afghanske regering har endnu fundet en måde at omsætte taktiske militære resultater på slagmarken til strategiske politiske sejre, der kan fastholdes på langt sigt. Der mangler stadig en sammenhængende vision for USA's og NATO's indsats i landet: hvorfor er vi der, og hvad skal der til for, at vi kan sige at have opfyldt vores mål?

De spørgsmål presser sig i stigende grad på i den amerikanske debat. Kommentatorer og eksperter argumenterer på forskellig vis for, at det er nødvendigt at gå tilbage til ’basics’ og for eksempel afklare forholdet mellem støtten til den afghanske centralregering, kampen mod terror og USA's reelle interesser i begge dele. Andre understreger, at der er brug for at zoome ud og i langt højere grad indtænke de geopolitiske aspekter af konflikten. Ruslands, Irans og Kinas øgede økonomiske engagement i Afghanistan og deres direkte eller indirekte støtte til oprørs- og terrorgrupper i landet gør det i stigende grad vanskeligt både at stabilisere Afghanistan og fastholde en amerikanske militær tilstedeværelse, lyder argumentet.

Bekræfte det transatlantiske bånd og overbevise Trump
I Europa er den debat mindre udtalt. Politikere og analytikere har rigeligt med udenrigs- og sikkerhedspolitiske problemer at kaste sig over – også uden at genåbne diskussionen om, hvorfor og hvordan krigen i Afghanistan hænger sammen med Europas sikkerhed. Og det til trods for, at forskellen på den amerikanske og den europæiske forståelse af nytteværdien af militær magt efter valget af Trump er mere udtalt end nogensinde.

Men måske netop derfor skal man ikke forvente, at indsatsen i Afghanistan blive drøftet særligt indgående på det forestående NATO-regeringschefsmøde i Bruxelles. Formålet med mødet er at bekræfte det transatlantiske bånd og overbevise Trump om, at NATO fortsat er relevant og nyttig – også i kampen mod terror. At rejse principielle spørgsmål om NATO’s mandat i Afghanistan og balancen mellem militære og diplomatiske indsatser er derfor ikke ’hjælpsomt’ på nuværende tidspunkt. I hvert fald ikke, hvis man ønsker at drøftelserne skal munde ud i en mere sammenhængende og mere politisk styret tilgang til stabilisering i Afghanistan.

Kapacitetsopbygning eller deltagelse i kamphandlinger
Set i det lys er det meget forståeligt, at NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, eksplicit har understreget, at de aktuelle overvejelser alene sigter på en styrkelse af NATO’s igangværende træning af den afghanske hær – ikke på at få NATO til igen at sende egentlige kamptropper til Afghanistan. Europæerne foretrækker at hjælpe gennem ’kapacitetsopbygning’ af regeringstropperne, fremfor selv at deltage i kamphandlinger.

Fra amerikansk side er man mere optaget af at sikre, at regeringen ikke taber terræn, og USA er derfor igen begyndt for at supplere den omfattende luftstøtte, de længe har ydet den afghanske hær i kampen mod både oprørsstyrkerne i Taliban og terrorgrupper som Al Qaeda og i stigende grad Islamisk Stat med ’boots on the ground’. Efter et par års fravær er der således igen amerikanske marinesoldater i Helmand-provinsen.

Ruste sig til endnu et par år i den uendelige krig
Blandt amerikanske kommentatorer, analytikere og eksperter er der udbredt skepsis over, at flere udenlandske soldater i landet – til kamp eller træning – vil kunne bringe den mere end 16 år lange krig til afslutning. Det retoriske spørgsmål, de stiller, er, hvorfor 3-5.000 soldater i 2017 skulle kunne opnå det, som 130.000 soldater ikke kunne tilbage i 2009/10, da præsident Obama indledte en omfattende ’surge’ for at bane vejen for tilbagetrækning af de udenlandske tropper.

Det interessante er, at den skepsis tilsyneladende deles af de politiske beslutningstagere og det officielle system. De amerikanske efterretningstjenester vurderer, at der er meget stor sandsynlighed for, at den politiske og sikkerhedsmæssige situation i landet – selv med øget militær støtte fra USA og NATO – vil forværres frem mod udgangen af 2018. Der er ikke længere nogen, der taler om eller forventer, at USA og/eller NATO kan trække sig ud af Afghanistan. Tværtimod synes det som om, man mest af alt er i færd med at ruste sig til at tage endnu et par år i den tilsyneladende ”uendelige krig” i Afghanistan. Ikke fordi de er specielt begejstrede for det, men fordi de angiveligt ikke kan se nogen anden udvej, hvis det totale sammenbrud skal undgås.

Krigen i Afghanistan til kritisk revision
I den bedste af alle verdener ville det forestående møde mellem NATO's stats- og regeringschefer være en oplagt anledning til at tage krigen i Afghanistan op til kritisk revision og spørge, hvad der skal til for at vende den nuværende situation på en måde, der langt om længe kan bane vejen for en varig fred i det krigsplagede Afghanistan.

Sidste år gennemførte DIIS et større studie af erfaringerne fra de første 14 års krig i Afghanistan. Blandt de væsentligste budskaber var behovet for at lægge langt mere vægt og fokus på arbejdet med at skabe politiske løsninger. I moderne asymmetriske konflikter kan varig fred kun skabes gennem politiske processer, ikke ved hjælp af forskellige kombinationer af udviklingsbistand og militære indsatser.

Samtidig viste erfaringerne også, at den omfattende militarisering af det internationale samfunds indsats gjorde det vanskeligt at opnå de langsigtede resultater, der var bred enighed om var nødvendige for at skabe en bæredygtig fred. Der var på begge sider af Atlanten og både blandt civile og militære aktører overraskende bred enighed om, at det med et pænt ord var ’uhensigtsmæssigt’, at balancen mellem de civile og de militære grene af det internationale engagement i 2001-2014 var så skæv, som den var. Diplomaterne og udviklingsarbejderne følte sig vedholdende kørt ud på et sidespor i forhold til den militære planlægning og nødvendighed. Og soldaterne savnede på sin side civile rådgivere, der kunne hjælpe dem med alle de stadigt mere udviklingsprægede opgaver, de blev pålagt fra politisk hold.

Afghanistans befolkning som taberen
Som bekendt lever vi ikke i den bedste af alle verdener. Den kyniske, men nøgterne vurdering er formentligt, at selvom situationen ’on the ground’ måtte tilsige en langt mere politisk styret og begrundet vision for USA's og NATO’s militære engagement i Afghanistan, er mødet i Bruxelles ikke det rette tid og sted at rejse den diskussion. Mødet vil være Trumps første deltagelse i et multilateralt forum, og det forlyder, at NATO-sekretariatet febrilsk søger at sikre sig, at de europæiske regeringschefer kun holder meget korte to til tre minutters indlæg for ikke at trætte Trump eller fremprovokere hans vrede.

I stedet for at sætte spørgsmålstegn ved grundlæggende forudsætninger – for eksempel om det stadig giver mening at lægge hovedvægten på den militære støtte til regeringen i Kabul, eller om tiden er inde til at satse mere på diplomati og forhandlinger med ikke bare Taliban, men også Rusland, Iran og Kina – vil eventuelle europæiske indlæg derfor nok nøjes med at fremhæve deres vilje til at sende flere soldater til NATO’s træningsmission. Set i forhold til NATO’s fremtid og ønsket om at fastholde USA’s engagement i NATO kan det give god mening, men det betyder også, at hensynet til det transatlantiske bånd som så mange gang før trumfer hensynet til freden i Afghanistan. Taberen er Afghanistans befolkning.

Forrige artikel V: Ulandsbistand er i Danmarks egen interesse V: Ulandsbistand er i Danmarks egen interesse Næste artikel Poul Due Jensens Fond: Ildsjæle skal droppe praktisk hjælp til vandprojekter Poul Due Jensens Fond: Ildsjæle skal droppe praktisk hjælp til vandprojekter
  • Anmeld

    Knut Gotfredsen · frivillig

    Bravo DIIS

    Artiklen bør være pligtlæsning for alle de relevante ministre: Krigsminister Claus Hjort, udviklingsminister Ulla Tørnæs og interneringsminister Inger Støjberg. Vi sidder her i et lille land og hælder penge ud i alle retninger.

  • Anmeld

    Ib Christensen · fhv. MEP & MF

    Tal USA til fornuft

    Der er ingen undskyldning for at forlænge det militære engagement i Afghanistan. Der må fredsforhandlinger i gang mellem Taliban og den afghanske regering, det kommer der ikke, hvis NATO bliver ved med at sende tropper til landet.