Gjerskov: Ulandsbistanden virker, og det skal danskerne vide

Af Mette Gjerskov (S),
Fhv. minister, udviklingsordfører

Danskernes opbakning til udviklingsbistanden har ikke ændret sig nævneværdigt i de seneste par år. Så er alt jo godt, kunne man hævde. Men den stabilitet er skræmmende, for opbakningen er alt for lav.

Sølle 60 procent ifølge Wilke. Hvad sker der for os? Hvad sker der for danskerne? Er vi blevet en flok egotrippere, der vender ryggen til verden, koncentrerer os om vores egne curlingbørn og ignorerer mennesker i nød?

Jeg tror det ikke. Wilkes undersøgelse viser nemlig også, at flere går ind for mere udviklingsbistand. Det er jo i sig selv imponerende, når den politiske debat alene handler om nedskæringer – og stort set ikke om alt det, der virker. Når vi glemmer at tale om det helt basale: at hjælpe mennesker til et bedre liv og et håb om en fremtid i deres eget land. 

Lad os lige huske på en ting: Udviklingsbistand virker!

Men hvor mange danskere ved, at det lykkedes os at halvere den ekstreme fattigdom i verden? Halvere! At vi med FN's årtusindmål sikrer, at 18.000 færre børn dør hver dag. At 2,6 milliarder mennesker nu har adgang til rent drikkevand? Det er udviklingsbistand, der virker.

Selvom regeringen har skåret helt uhyggelig hårdt i udviklingsbistanden, så bruger vi stadig mange penge på den konto.

Mette Gjerskov (S)
Fhv. minister, udviklingsordfører

Det, vi ser på tv, er håbløshed. Både nødhjælp til krigsflygtninge i Mellemøsten og udviklingsbistand, så mennesker i Afrika kan brødføde sig selv, har det til fælles, at det virker håbløst. Danskerne har set det så mange gange før. Til sidst slår de ud med armene og siger: hvad nytter det alligevel. Meget forståeligt. Men det nytter. Det ved vi – og det glade budskab skal udbredes til mange flere.

Men det er svært, for de færreste har været der selv. De færreste kender nogle, der har været der. De færreste har hørt budskabet fra troværdige vidner. Det budskab, der siger, at det virker, vi gør en forskel. Det er prisen for, at vores udviklingsarbejde er professionaliseret.

Flere skal ud og se virkeligheden
Jeg kan huske en historie fra krigen i eks-Jugoslavien. En mand – her fra Danmark – blev så frustreret over, at de sultede og led, at han indsamlede rugbrød. Planen var så, at han ville fylde sin lille trailer med rugbrød og selv køre det derned og aflevere det.

En smuk tanke. Men vi var nogle i den mere professionelle bistandsverden, der også rystede på hovedet. Skønne spildte kræfter. Rugbrødet ville mugne, og han ville aldrig nå frem. Og endnu værre: nødhjælpskonvojer stod allerede i kø med de rigtige papirer, tilladelser og stempler for at komme ind og hjælpe, mens bureaukratiet langsommeliggjorde arbejdet katastrofalt.

Vi så for os, hvordan den lille trailer med gammelt rugbrød ville skabe endnu mere ventetid for de professionelle ved grænser og check-points.

Men engagementet fra rugbrøds-manden – det kan vi være med til at genskabe. Og forsøge at dirigere i en retning, hvor hjælpen batter noget. Derfor skal vi have flere ikke-professionelle ud og se virkeligheden. Se de mennesker i øjnene, som har brug for vores hjælp.

Forstå den virkelighed, der får mennesker til at blive flygtninge. Får mennesker til at sætte deres egne og børnenes liv i fare ved at stige ombord i en plimsoller i Middelhavet.

Se undertrykkelsen af kvinder, der bliver udsat for omskæring, voldtægt, tæv og undertrykkelse. Og forstå, at hvis disse kvinder skal bidrage til deres lands fremtid, så må de have frihed. Oplysning. Lægehjælp. Undervisning.

Flere danskere skal se, hvad det er for et kæmpe arbejde, vi gør. Og komme hjem og fortælle om det – godt som skidt. Det var derfor, at vi i vores regering lavede programmet ’Volontør i Verden’. Danskerne skal ud i verden og se arbejdet.

Danskerne skal vide, hvad vi gør
Og så må vi ikke mindst sikre, at de organisationer, som rent faktisk arbejder derude, får en chance for at fortælle om det herhjemme. Vi er nødt til at tillade, at flere penge bruges til information herhjemme. Så danskerne kan forholde sig til det.

Selvom regeringen har skåret helt uhyggelig hårdt i udviklingsbistanden, så bruger vi stadig mange penge på den konto. Og der er brug for en demokratisk debat om, hvordan vi bruger pengene bedst.

Forudsætningen for det hele er, at danskerne i langt højere grad skal vide, hvad vi gør. For vi gør en forskel. En livsvigtig forskel, og det føles rigtig godt nede i maven. Den følelse vil jeg gerne dele med flere.