IBIS: Fire centrale udfordringer for regeringen

Af Vagn Berthelsen
Generalsekretær i IBIS

Lad mig pege på fire centrale udfordringer for den nye regering og udviklingspolitikken.

Den første udfordring for regeringen bliver at gennemføre en omfattende nedskæring på en måde, man kan være bekendt. Det betyder, at man skal overholde indgåede aftaler, og at man skal følge retningslinjerne for at udfase på forsvarlig vis. Det bliver ikke nødvendigvis nemt, da nedskæringen skal have effekt allerede i 2015, og da også asyludgifterne i højere grad skal betales af ulandsbistanden. Hvis man samtidig vil prioritere den humanitære indsats endnu højere, bliver det mere end svært at gøre forsvarligt.

En ny udviklingspolitik?
Den anden udfordring bliver, om vi skal have en ny udviklingspolitik? Og hvis ja, hvad skal der stå i den, og hvilken proces skal føre frem til den. Den nuværende udviklingspolitik er vedtaget énstemmigt i Folketinget, hvilket lå den daværende udviklingsminister meget på sinde, fordi udviklingsbistanden har brug for en langsigtet strategi, hvis midlerne skal anvendes godt.

Når man skal argumentere for en nedskæring, bliver det meget let til en fortælling om, at ’det nytter jo ikke alligevel, nu har vi givet bistand i årtier, og de kan stadig ikke klare sig selv’.

Vagn Berthelsen
Generalsekretær i IBIS

Lars Løkke Rasmussen luftede under valgkampen en tanke om at få en enkelt person til at gennemgå hele komplekset for at formulere en bedre sammenhæng mellem udviklings-, sikkerheds-, handels- og vist klimapolitikken. Alle aktører synes, at den type diskussioner er vigtige at tage løbende. Og (næsten) alle, der har ytret sig i debatten, har været skeptiske over for ideen om at lade én super-person stå for dette.

Jeg hører til koret af skeptikere, dels fordi ingen enkeltperson har den nødvendige, samlede ekspertise, dels fordi vi har så stærkt behov for bred politisk opbakning til de store linjer i udviklingspolitikken. Så jeg argumenterer for, at opgaven tilrettelægges med en bredere sammensætning fx i form af en kommission og en proces, der sikrer seriøs debat og seriøs involvering af de mennesker, som ved noget om sagerne. Og jeg argumenterer for, at kommissoriet bliver fokuseret, bl.a. på nedenstående tredje udfordring

Særligt fokus på Afghanistan
Den tredje udfordring bør være at diskutere indsatsen i de svage og kaotiske lande og med særlig fokus på indsatsen i Afghanistan. Alle er enige om, at meningsfyldte indsatser i sådanne lande er utrolig vigtige for at begrænse de menneskelige lidelser, for at få landene på fode igen, så de kan klare sig selv, og for at undgå, at konflikterne breder sig regionalt. Det er også særdeles dyre og risikobetonede indsatser, og resultaterne kan diskuteres, både fordi de underliggende konflikter er dybt komplekse, og fordi stormagterne ofte har politiske dagsordener, som dikterer, hvad der kan gøres og ikke gøres.

Mange spørgsmål fortjener diskussion og erfaringsopsamling: Hvordan tilrettelægge en intelligent indsats, der bygger på et godt kendskab til den lokale virkelighed? Hvordan sikres en fleksibel overgang mellem en humanitær indsats og en mere genopbyggende indsats? Hvilke aktører er bedst egnede til at udfylde hvilke roller? Hvordan kan humanitære aktører undgå at blive set som partiske i kølvandet på krigssituationer?

En fælles fortælling
Den fjerde udfordring, jeg vil nævne, er regeringens ansvar for den fælles fortælling om udviklingsbistanden. Den folkelige støtte til ulandsbistanden er fortsat stor, men den er dalende. Det er der flere grunde til, men jeg tror, det har stor betydning, hvordan politikerne omtaler indsatsen. Når man skal argumentere for en nedskæring, bliver det meget let til en fortælling om, at ’det nytter jo ikke alligevel, nu har vi givet bistand i årtier, og de kan stadig ikke klare sig selv’.

Som bekendt er ulandsbistand en mindre del af den samlede udviklingspolitik, og andre faktorer, ikke mindst vores handelspolitik, har stor betydning for, hvornår ulandene kan klare sig selv. Men udviklingsbistanden er ikke desto mindre utrolig vigtig, både i sig selv og som katalysator for andre investeringer. Dén fortælling har regeringen et ansvar for at kommunikere klart og utvetydigt.