IBIS vil have dialog om virksomhedernes rolle

Af Vagn Berthelsen
Generalsekretær i IBIS

Debatten på Altinget.dk kan give indtryk af at handle om, man er for eller imod ’vækst’ i ulandene. Det gør den ikke!

Debatten handler om, hvordan vi skaber vækst i ulandene, hvilken vækst, udviklingsbistandens rolle samt om de interessekonflikter, den dagsorden kan indeholde i forhold til Danmarks eksportinteresser.

Det har siden bistandens begyndelse været en del af målsætningen at skabe økonomisk vækst i ulandene. Alle er fortalere for dette, fordi der bliver nødt til at være en større kage at dele i fattige ulande.

Til gengæld er det vigtigt, om vi mener vækst i al almindelighed, eller om vi mener grøn og såkaldt inklusiv vækst, forstået som en vækst, der også skaber jobs og kommer flere til gode.

Danmarks bistandsstrategi har klart taget stilling for den grønne vækst, som er en af de fire søjler i strategien – som i øvrigt blev vedtaget af et enigt Folketing. Det inklusive er straks sværere.

Bag nogle gange imponerende vækstrater gemmer sig den sørgelige virkelighed, at de fattige er ligeså fattige som før.

Vagn Berthelsen
Generalsekretær i IBIS

Konteksten er afgørende
Alle er nok ’for’, men realiteten i en lang række ulande viser, at ’jobless growth’ snarere er normen end undtagelsen. Bag nogle gange imponerende vækstrater gemmer sig den sørgelige virkelighed, at de fattige er ligeså fattige som før.

Udviklingsbistanden skal ikke gøre det, som markedet selv kan. Men udviklingsbistanden kan på en lang række punkter være afgørende for at skabe bedre forudsætninger for investeringer, vækst og jobskabelse – ved at sikre gode bank og kreditsystemer, bedre bureaukratier, retssystemet, uddannelse af en ordentlig kvalitet, udvikling af produkter, ny teknologi, bedre produktivitet – you name it. Og med bistanden kan vi arbejde for at udvikle netop de sektorer, som har det største potentiale for at være grønne og inklusive.

Alt det handler om at kende konteksten og i dialog med myndighederne arbejde for at skabe og udnytte de muligheder, som gavner det enkelte uland. I den forbindelse er det givet, at danske virksomheder kan have en positiv rolle, og at dette bør opmuntres.

Interessekonflikter
Men incitamenterne er vigtige, tidligere tiders dyre fejltagelser skal undgås, og vi skal erkende, at der kan være interessekonflikter.

Det sidste først. Danmark har helt legitime handels- og eksportinteresser, som skal varetages. Men disse kan være i direkte modsætning til ulandenes interesser, for eksempel når danske eller EU støtteordninger giver de danske/europæiske virksomheder bedre vilkår end ulandenes virksomheder, som ellers kunne være konkurrencedygtige indenfor for eksempel landbrugsproduktion.

Forhandlingerne mellem EU og AU viser, hvor tornebelagt den sti kan være. Eller hvis valget i et projekt står mellem at købe danske varer frem for at købe eller producere tilsvarende produkter lokalt eller regionalt, fordi det kan skabe synergi i landet.

Returprocent som parameter
Incitamenterne er ligeså vigtige. I ’gamle dage’ garanterede den danske stat via eksportkreditter for ulandenes betaling af de varer, som danske virksomheder afsatte. Det betød i realiteten, at de danske virksomheder helt ukritisk kunne sælge så meget som muligt uden at skelne til behov eller betalingsevne. Det eventyr betød en gæld, der over årtier ophobede sig, og som har betydet, at milliardbeløb er gået og fortsat går fra ulandsbistanden til den danske statskasse.

Penge, der tages fra ulandskassen, skal bruges på at fremme ulandenes interesser. Der bør formuleres nogle fornuftige principper, så at vi ikke gentager tidligere tiders fejltagelser, herunder vender tilbage til at betragte Danmarks fordele målt i en ’returprocent’ som et afgørende parameter – ’returprocenten tur retur’ for nu at sige det populært.

Vi bør samtidig opmuntre en fremadrettet dialog om danske virksomheders rolle i udviklingsbistanden med fokus på potentielle synergier for, hvordan marked og bistand kan spille sammen til gavn for udvikling og fattigdomsbekæmpelse.