Bistandskriterier bør sikre både bistand og klimastøtte

Af Henrik Stubkjær
Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

I den aktuelle debat om bistandskriterierne (DAC) er det vigtigt at gøre opmærksom på, at Danmark, sammen med resten af verden, har skrevet under på at finansiere til de store omkostninger, der følger af klimaforandringerne.

 De penge, som rige lande registrerer som officiel "klimafinansiering", tages i de fleste tilfælde - også i Danmark - fra de almindelige udviklingsbudgetter.

Henrik Stubkjær
Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

Det er vigtigt at understrege, at klimaforandringerne skaber nye, ”additionale” udfordringer for ulandene.

Majoriteten af ulande har meget små udslip, og dermed også et meget lille ansvar for de klimaforandringer, som de paradoksalt nok oplever konsekvenserne af i størst omfang. Tørke, oversvømmelser og storme raserer gode udviklingsprojekter, hvilket gør det svært at skabe bæredygtige løsninger.

Klimaforandringerne rammer skævt, og derfor har de rige lande også anerkendt deres større ansvar. I FN-regi har man derfor skrevet under på, at den klimastøtte, som de rige lande giver til ulande, skal være ”additional” til den eksisterende udviklingsbistand.

Et af de store spørgsmål i de internationale klimaforhandlinger er spørgsmålet om penge. Hvem skal betale den hurtigt voksende klimaregning?

Grænsen mellem klima- og udviklingsopgaver
Klimaforandringerne skaber to udfordringer. Til at begynde med skal alle lande stille om til en grøn udvikling, bygget på vedvarende energi og grønne løsninger. Det koster penge. Men da den globale temperatur allerede er på vej op, handler det i lige så høj grad om tilpasning til de klimaforandringer, der alligevel vil ske. Denne tilpasning leder til øgede omkostninger for udvikling.

Debatten om additionalitet handler oftest om, hvilke opgaver som er klimarelaterede. Det er en svær debat, da mange aktiviteter overlapper, og kan defineres som både klima- og udviklingsbistand. Hvordan kan man for eksempel vurdere, om finansieringen af en ny brønd skyldes klimaforandringer, eller blot et generelt behov for mere vand som følge af en voksende befolkning? Dette er en udfordring, men ikke selve pointen i debatten.

Tager fra udviklingsbudgettet
Debatten om "additionalitet" kommer af ulandenes bekymring for, at et øget fokus på klima vil betyde færre penge til traditionelle udviklingsopgaver. Vil der blive mindre penge til sundhed, uddannelse og demokrati for at give plads til vindmøller, diger og kloakering?

Ulandenes bekymring er desværre blevet til virkelighed. De penge, som rige lande registrerer som officiel "klimafinansiering", tages i de fleste tilfælde - også i Danmark - fra de almindelige udviklingsbudgetter. Det er dermed svært at gennemskue, om det er ulandene selv, der betaler for det nye fokus, ved at få færre penge i udviklingsbistand.

Tydelige DAC-kategorier
Det centrale er derfor at dokumentere, hvorvidt klimapengene er additionale i forhold til den traditionelle udviklingsbistand og de generelle bistandsforpligtelser, som de rige lande har skrevet under på.

Det er relevant, at der ikke bygges vindmøller i Mexico for penge, der burde gå til hospitaler i Sudan. Om en brønd bliver bygget af klimapenge eller almindelig bistand er mindre relevant.

Og her kan nye bistandskriterier, de såkaldte DAC-regler, gøre en forskel. Hvis der kommer en tydelig DAC-kategori for den klimafinansiering, som de rige lande skal indrapportere til FN som en del af de internationale klimaaftaler, så er det muligt at gennemskue, om klimapengene er additionale, eller om de tages fra de fra de øvrige bistandsmidler. DAC-reglerne har således potentialet til at skabe den transparens, som vi i dag mangler.