Røde Kors: Tre grunde til at opbakningen til ulandsbistand daler

Af Anders Ladekarl
Generalsekretær i Røde Kors

”Bare vi fortæller alle succeshistorierne om vores arbejde ude i verden, så vil flere danskere elske tanken om, at deres skattepenge går til udviklingsprojekter i den fattigere del af verden.”

En medicin, der er foreskrevet lige så længe, jeg kan huske, men har den måske skabt resistens? Vi fortæller og fortæller – ja, vi bruger sågar nogle af de selvsamme skattekroner på at lave Verdens Bedste Nyheder, der har som sit eneste formål at fortælle historierne om, hvor meget bedre det går derude.

Alligevel er støtten til udviklingsbistanden vigende, og lysten til at gå på barrikaderne stort set fraværende. Det er ikke første gang, vi taler om det – men diskussionen er altid værd at tage, for uden folkelig opbakning vil den danske rolle i udviklingsarbejdet langsomt blive mindre. Sådan fungerer nu engang demokratiet.

Her er tre fordomsfrie bud på forklaringsmodeller – de kan ikke alle tre være hundrede procent korrekte eller gælde for alle, som den opmærksomme læser hurtigt vil opdage. Men de kan måske hver for sig eller til sammen rumme en del af forklaringen og dermed give inspiration til, hvordan vi skal gøre fremadrettet, hvis vi vil styrke opbakningen.

For lidt fokus på det humanitære
Lad os begynde med mulig forklaring nummer 1: Verden er i en alt for alvorlig tilstand til, at vi skal bruge vores knappe ressourcer på udvikling. Vi skal have fokus på det humanitære.

Det værste vi kan gøre, er at tro, at vi bare kan blive ved med at gøre som vi plejer. Det har allerede vist sig ikke rigtigt at virke.

Anders Ladekarl
Generalsekretær i Røde Kors

Selv om det utvivlsomt er korrekt, at vi har bidraget til at bekæmpe fattigdom og skabe bedre liv mange steder i verden, så har vi samtidig i disse år en uhørt stor mængde konflikter og katastrofer, der kræver umiddelbar humanitær intervention.

Bare et enkelt kig i dagens aviser efterlader indtrykket af, at katastrofer har ramt eller truer millioner af mennesker. Og sådan forholder det sig jo faktisk. Flere mennesker er på flugt, flere mennesker er fanget i konflikter eller truet på livet af fødevaremangel, vandmangel og lignende forhold, som man kunne antage, at danskerne forlanger, at vi først bruger deres penge på.

Det er, når alt kommer til alt de mennesker, som er i den dybeste nød, som kalder på den stærkeste følelse af barmhjertighed. Måske skal vi derfor bruge flere penge på at hjælpe disse mennesker og som konsekvens af dette også bruge flere kræfter på at fortælle deres historier og gøre dem til en tydeligere modtager af danskernes hjælp.

Hænger vi fast?
Hvilket bringer os til mulig forklaring på den vigende støtte til udviklingsarbejdet nummer 2: Vi forsømmer at berette, hvordan en del udviklingsmidler faktisk bruges til at forhindre katastrofer eller i hvert fald at mildne effekten af dem.

Katastrofeforebyggelse fylder faktisk mere og mere af vores arbejde ude i verden – og med meget god grund. Erfaringerne viser, at det arbejde vi gør, inden katastrofen indtræffer, kan gøre en kæmpe forskel for de mennesker der rammes. Det kan være varslingssystemer i forhold flodbølger og oversvømmelse, det kan være uddannelse, som gør befolkningsgrupper bedre i stand til at modstå jordskælv eller bedre til at hjælpe hinanden efter jordskælvet har fundet sted. Det er jo ikke sådan, at vi aldrig snakker om dette i vores dialog med omverdenen, men det fylder måske for lidt. Måske hænger vi fast i – og bekræfter dermed også befolkningen i – at udviklingsbistand i dag er det samme som for 10, 20 eller 30 år siden. Og det er den jo ikke – vel?

Forkert kommunikation 
Det bringer os til den tredje mulige grund til, at opbakningen til den danske udviklingsbistand er vigende, nemlig at forsøgene på at vise alle de positive resultater af indsatsen er slået fejl og er blevet til en boomerang. Ja, det er beslægtet med forklaringsmodel nummer 1, men med den væsentlige nuance, at vi måske konstruerer problemet ved at kommunikere forkert.

For det første er der en åbenlys diskrepans mellem det, man kan læse i avisen, og det som vi siger med ’Verdens Bedste Nyheder’. For det andet kan det forekomme besynderligt for den almindelige dansker, at vi bruger så mange kræfter på at fortælle, hvor godt det går, når de samtidig kan læse overalt – herunder på vores egne kanaler – hvor skidt det går.

Der er selvfølgelig den fjerde mulighed, at tallene bare afspejler, hvad danskerne mener om udviklingsbistand, i hvilket tilfælde vi dels kan glæde os over, at der stadig er flertal for udviklingsbistand i en eller anden form, dels kan konstatere, at en fremskrivning af kurven vil ændre på dette faktum inden for en kort årrække – og simpel logik vil herefter føre til en reduktion eller afvikling af bistanden.

Sandheden ligger sandsynligvis begravet et eller andet sted i og imellem ovenstående pointer. Det værste, vi kan gøre, er at tro, at vi bare kan blive ved med at gøre, som vi plejer. Det har allerede vist sig ikke rigtigt at virke.