Tørnæs: Der skal tænkes ud af boksen

DEBAT: Der er brug for at give oplysningen om Danmarks indsats i verden et markant løft. Derfor inviterer jeg samtlige aktører til dialog om fremtidens formidling af udviklingsarbejdet, skriver Ulla Tørnæs (V).

Af Ulla Tørnæs (V)
Minister for udviklingssamarbejde

Mit mål som minister for udviklingssamarbejde er naturligvis, at så mange danskere som muligt bakker op om og interesserer sig for vores indsats ude i verden.

Den folkelige forankring er ganske enkelt afgørende for, at vi årligt kan investere omkring 15 milliarder skattekroner i bæredygtig vækst og udvikling uden for Danmarks grænser.

Derfor er debatten om danskernes kendskab og opbakning til bistanden vigtig. Og derfor vil jeg gerne benytte mit indlæg til at invitere debattørerne og resten af miljøet til et dialogmøde om fremtidens formidling af udviklingssamarbejdet. Det vender jeg tilbage til.

Enighed om forpligtelse til at hjælpe
I debatten er der med udgangspunkt i Wilke-rapporten om danskernes holdning til udviklingssamarbejdet blevet luftet mange bekymringer. Men jeg må bare sige, at jeg ser grundlæggende optimistisk på målingen.

Jeg hæfter mig ved, at der fortsat er 60 procent af danskerne, der bakker op om bistanden.

Jeg hæfter mig også ved, at der er enighed om, at vi er moralsk forpligtede til at hjælpe (det ligger dybt i danskernes dna). Og ikke mindst hæfter jeg mig ved, at udviklingsbistanden ifølge danskerne kan begrænse antallet af flygtninge og skabe større stabilitet i verden.

Den kobling er vigtig. Det er essensen af de 17 verdensmål med fokus på, at problemer med og løsninger på klimaudfordringer, migration og flygtninge hænger sammen og vedrører os alle. Wilke-målingen viser, at 12 procent af befolkningen kender verdensmålene. Det er slet ikke så dårligt i betragtning af, at målene endnu ikke er fyldt to år. Men det er ikke godt nok. Og vi har alle et ansvar for at udbrede kendskabet til verdensmålene og gøre dem til en synlig ramme for vores indsatser.

Mere og bedre kommunikation omkring vores arbejde
Det er opløftende – som flere andre debattører bemærker – at der er flere unge end ældre, der kender verdensmålene. De unge er også mere realistiske i deres vurdering af, hvordan det står til i verden. Wilke-målingen viser, at der for eksempel er langt flere blandt de unge, som ved, at der er blevet færre fattige i verden de sidste 25 år.

Men vi har stadig en stor udfordring foran os i forhold til, hvordan vi kommunikerer til både de unge og til den brede befolkning i et medielandskab præget af ændrede forbrugsvaner, teknologisk udvikling og globale aktører.

Den udfordring kan vi ikke løse alene med Udenrigsministeriets informationsaktiviteter inklusiv Oplysningsbevillingen. Her skal vi også løfte i flok. Det gælder ngo’erne, der med udgangspunkt i verdensmålene kan blive bedre til at formidle og adressere det langsigtede udviklingssamarbejde.

Virksomheder og andre nye aktører i udviklingssamarbejdet skal også lære at se nytten i at bruge det internationale engagement som en del af deres kommunikation og branding – og gerne i partnerskaber.

Endelig kunne jeg også godt tænke mig, at den danske presse i højere grad fik øjnene op for verdensmålene og de danske indsatser rundt om i verden.

Fremtidens formidling af Danmarks arbejde
Det undrer mig, når jeg ser på prioriteringen af udsendte korrespondenter. Afrika og Latinamerika er stort set korrespondent-løse. DR har ganske vist en Afrika-korrespondent, men med base i København. Til gengæld møder det kritik fra DR-journalister, at Folkekirkens Nødhjælp kalder deres udsendte presse- og informationsmedarbejdere i lande som Uganda og Libanon for korrespondenter.

Jeg støtter grundlæggende ideen om at have udsendte, der kan formidle viden om de facto-forhold og indsatser i verdens brændpunkter. Ligesom jeg støtter op om mange andre ngo-informationsaktiviteter som for eksempel Oxfam Ibis’ LæseRaket, der når ud til tusindvis af skolebørn. Og jo, jeg har bemærket, at Oxfam Ibis i debatten er utilfredse med, at de ikke længere per automatik kan få finansieret LæseRaketten via Oplysningsbevillingen.

Men sagen er jo, at Oxfam Ibis – ligesom de andre ngo’er med en strategisk rammeaftale med Udenrigsministeriet – kan bruge deres egne projektrelaterede oplysningsmidler til den slags aktiviteter. Oplysningsbevillingen er ikke tiltænkt faste kunder, men kunder der står med en god ide og som ikke har så mange andre steder at gå hen for at finde finansiering.

Når det er sagt, så har jeg besluttet mig for – på baggrund af en evaluering tidligere på året – at gå Oplysningsbevillingen efter i sømmene. Der er også mere generelt brug for at give oplysningen om Danmarks indsats i verden et markant løft.

Med andre ord; der er brug for at tænke innovativt og ud af boksen. Derfor inviterer jeg efter sommerferien til åben dialog om fremtidens formidling.

Forrige artikel NGO-konsulent: Behov for en ny fortælling om ulandsbistand NGO-konsulent: Behov for en ny fortælling om ulandsbistand Næste artikel V: Ulandsbistand er i Danmarks egen interesse V: Ulandsbistand er i Danmarks egen interesse
  • Anmeld

    Claes Amundsen · Kommunikations- og indsamlingschef, Dansk Flygtningehjælp

    Der er brug for en ny fortælling

    Gode pointer!
    Jeg er selv netop vendt hjem fra et nordisk møde om Verdensmålene og Global Compact, og her diskuterede vi også, hvordan målene og problemstillingerne kunne gøres konkrete.
    Første skridt er måske at sætte realistiske mål for befolkningens kendskab til og syn på udviklingsbistanden. Jeg gætter på, at det er ret få mennesker i Verden, som kan remse de 17 Verdensmål op - og det er heldigvis heller ikke nødvendigt. Men vi må have en ambition om, at en stor del af danskerne ved, at der findes en fælles global ramme om udviklingsbistanden. Vi må gøre det let for særligt interesserede at finde mere viden. Og så må vi frem for alt blive ved med at kæmpe for forståelsen for, at verden står over for problemer, som berører os alle og som kun kan løses i fællesskab. Det er ikke mindst her, udviklingsbistanden skal hente sin legitimitet og opbakning.
    Og ja, det er samtidig vigtigt at vise, hvordan tingene hænger sammen: At hjælp i nærområderne kan forhindre, at mennesker tvinges på flugt ad farefulde ruter til Europa og andre kontinenter. At genopbygning er en forudsætning for, at flygtninge kan vende hjem. At der må tænkes i langsigtede løsninger allerede i den akutte fase.
    Og endelig er det vigtigt at arbejde for et helt nyt narrativ om forholdet mellem de mennesker, vi hjælper, og os selv. Det handler blandt andet om at gå fra "dem" og "os" til et "vi". Det handler også om at indføre et mere medmenneskeligt perspektiv, hvor vi taler mindre om givere og modtagere af bistand, og i højere grad om de ligeværdige partnerskaber, som i snart mange år har været idealet.
    Det sidste er måske det sværeste, og det er et ansvar som hviler på manges skuldre: Organisationernes, politikernes, mediernes og den enkelte borgers. Derfor håber jeg, at dialogen bliver bredt inkluderende. Det er fint at sætte den i gang på et møde - med bevidstheden om, at fortællingen (præcis som udviklingsbistanden) hele tiden må fornys, og at mødet derfor især er et fælles afsæt.

  • Anmeld

    jen fisker · folkepensionist

    180 millioner til verdens skove i Sydamerika -

    For at stoppe tømmerhugst i den Sydamerikanske regnskov som betegnes rammende som verdens "lunger" foreslår Å at at give naturbefolkningen der 180 millioner som vi i.flg. Parisaftslen har forpligtet os til at erholde på en eller anden måde - "vi får rigtig meget for pengene her i dette område" siger Cristian Poll i FT's 1. behandling af forslaget - men så er det filmen knækker hos V - de støtter ikke forslaget -hvordan tænker man så ud af boksen -som reaktionær smiletrold - eller er det bare retorik, der leder tanken hen på stupid rygmarvs reaktion uden visioner

  • Anmeld

    Christian X

    Erkend hvad der er på spil

    De færreste har gjort sig klart, hvilke konsekvenser overbefolkning har og får:

    https://www.populationmatters.org/the-issue/overview/facts/

    http://www.telegraph.co.uk/science/2017/05/02/tomorrows-world-returns-bbc-startling-warning-stephen-hawking/

    Der er ingen entydig evidens for at den hidtidige udviklingsbistand har forbedret udsigterne for modtagerlandene. Udviklingsbistand baseret på moralske og idealistiske principper har derimod bidraget til den voldsomme befolkningstilvækst.

    Hvad virker:
    Et barns politik som i Kina kan vende den dårlige udvikling og øge velstanden blandt befolkningen.
    Uddannelse af kvinder så de kan blive selvforsørgende og frigøre sig fra mænd og kulturelle forventninger.
    Hæve den seksuelle lavalder til 18 år vil reducere overgreb på børn og mindske børnegraviditeter.
    Gratis og tilgængelig prævention, sterilisation og abort.

    Lande, der ikke vil bidrage til ovenstående, vil ikke bidrage til at hjælpe sin egen befolkning og vil fortsat skabe migrantstrømme med problemer for bl.a. nabolande og Europa.
    Hvis vi skal sikre en tryg fremtid for vores børn og børnebørn, kan vi kun give bistand til lande, der vil samarbejde om det, der er tvingende nødvendigt -at stoppe befolkningstilvæksten.