Af Frans Mikael Jansen
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Fortsat forståelse for og opbakning til dansk udviklingsbistand er en af vores fornemme og vigtige opgaver. Både NGO'er og politikere har et stort ansvar her.

En forudsætning er selvsagt, at vi behandler bistandsmidlerne med respekt og bevarer fokus på fattigdomsbekæmpelse. - Skandalesager som GGGI-sagen fremmer næppe den folkelige opbakning til et stærkt dansk udviklings-engagement.

Vi skal fortælle om resultaterne af vores arbejde, om dilemmaerne og den rivende udvikling, der foregår i mange afrikanske lande lige nu. Vi skal undgå, at danskernes opfattelse af det Globale Syd hænger fast i 30-40 år gamle og stereotype billeder af fattigdom, som en nylig offentliggjort undersøgelse viser, er tilfældet i eksempelvis Norge og Sverige.

Uddan globale verdensborgere
Opgaven er stor, men i MS mener vi, at oplysning og viljen til at debattere udviklingsbistandens mål og midler kun er en del af vores ansvar. Vi vil gå fra oplysning og opbakning til aktiv deltagelse.

Den virkelige opgave består i at uddanne en ny generation af globale verdensborgere. Både i Danmark og verdens fattigste lande.

Det globale medborgerskab burde som en selvfølgelighed stå helt centralt på skoleskemaet. Både i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne – og på højskolerne.

Frans Mikael Jansen
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Globale verdensborgere, som ikke vil finde sig i at leve i en ulige verden med en forrykt, skæv og unfair fordeling af ressourcerne, og som ved, at der skal langt mere end overførsel af udviklingsbistand til for at løse de store kriser. En generation, der tager medansvar og har mod, evner og kompetencer til at udforske nye politiske svar og alternativer i et kampagnesamarbejde på tværs af kontinenterne.

Aktivister, som siger fra, når de finder ud af, at multinationale selskaber bevidst undgår at betale skat i de lande, hvor befolkningen har allermest brug for forbedrede offentlige serviceydelser, eller som går ind i kampen for en radikal ændring af vores forbrug her i den rigere del af verden - som en forudsætning for mere fair fordeling af verdens ressourcer.

Kort sagt, unge, der ønsker at gøre en forskel sammen med andre – ikke for at hjælpe andre - men fordi, de ved, at ansvaret for at forandre de strukturelle årsager til fattigdom, klimakrise, fødevarekrise og ulighed ligger hos os alle.

Det personlige møde
Uddannelse af globale verdensborgere gennemstrømmer alt MS' arbejde - ikke bare her i Danmark, men også i Afrika, Asien og Latinamerika. Hvert år uddanner vi titusindvis af unge, heraf over 3000 i Danmark. Vi formidler ny viden og forståelse for, hvordan man analyserer politisk og udformer kampagner, der skaber direkte handling og forandring. Og tilgangen er ens, uanset om du er nepaleser, ugander eller dansker.

Det personlige møde er en hjørnesten - både på de sociale medier og rent fysisk. Unge mødes på tværs af kontinenter. Eksempelvis rejser 700 unge danskere hvert år sydpå via MS for at arbejde frivilligt, deltage i politisk arbejde, vise deres solidaritet - og for at blive klogere.

Et stadigt stigende antal unge kommer hvert år fra det Globale Syd til Europa for at være med i kampagneaktiviteter her og diskutere med danskerne. I mødet og debatten bliver de klogere på sig selv og på verden. De forandrer sig selv - og dem de møder.

Over 90 procent af alle, der har været frivilligt udsendte, arbejder efterfølgende aktivt ved hjemkomsten  for at dele deres nye viden med andre. Stort set samme antal holder kontakten til deres nye venner og netværk i de lande, de har arbejdet i.

Bør stå helt centralt på skoleskemaet
Hvis man vil sikre opbakningen til dansk udviklingsbistand, burde man arbejde langt mere fokuseret og på tværs af uddannelsesinstitutionerne for at sikre, at de kommende generationer er verdensborgere. Det globale medborgerskab burde som en selvfølgelighed stå helt centralt på skoleskemaet. Både i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne - og på højskolerne.

Men i den nye folkeskolereform er den globale dimension nærmest slettet fra skemaet. Og på læreruddannelserne giver de studerende udtryk for, at de mangler reel viden til at inddrage globale problemstillinger i deres undervisning. Det er jo en helt forkert retning både uddannelses- og udviklingspolitisk. Hvis man vil have opbakning til udviklingsbistanden, bør de to områder arbejde mere sammen.