Forhandlinger om løn- og arbejdsvilkår mellem Arriva og de ansatte er i hårdknude: ”Vi tvivler på en aftale”

TILSPIDSET: Siden sommeren har Dansk Jernbaneforbund og Arriva forhandlet om nye lokalaftaler. Men de to parter står nu i hver sit ringhjørne og har svært ved at nå til enighed. Jernbaneforbundet frygter, at man ikke når at lande en ny aftale.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Niels Frederik Rickers

Det føles nærmest som deja-vu.

Det er ikke mere end et halvt år siden, at Dansk Jernbaneforbund blev enig med DSB om en række lokalaftaler efter flere måneders intensive forhandlinger, der blandt andet bød på adskillige arbejdsnedlæggelser fra medarbejdernes side.

Og nu ser det ud til, at den situation er ved at gentage sig. Denne gang er det dog ikke repræsentanter fra DSB, men i stedet togkollegaen Arriva, der flankeret af Dansk Industri sidder over for Dansk Jernbaneforbund i forhandlingslokalet.

Siden sommeren har Arriva og arbejdsgiverne forsøgt at blive enige om en række nye lokalaftaler, der blandt andet omfatter dele af medarbejdernes løn- og arbejdsvilkår.

Jeg kan nogle gange blive i tvivl om, hvorvidt arbejdsgiverne overhovedet forstår os.

Henrik Horup
Formand, Dansk Jernbaneforbund

Og mens deadline for en aftale 30. november nærmer sig, er de to parter ifølge formand for Dansk Jernbaneforbund Henrik Horup groet fast.

”Status lige nu er, at vi er nået til de tunge ting i forhandlingerne, hvor der ikke umiddelbart er enighed. Jeg har selvfølgelig et håb om, at vi får en aftale, men jeg tvivler på det,” siger Henrik Horup og fortæller, at forhandlingerne har budt på flere lange nætter, hvor parterne har diskuteret til de tidlige morgentimer.  

Forbundet havde ikke bedt om forhandlinger
Siden 2003 har Arriva stået for den regionale togdrift i Midt- og Vestjylland. Det var selskabet selv, der ifølge Henrik Horup i sommer indbød til at diskutere ”moderniseringer og opdateringer” af de nuværende omkring 70 lokalaftaler.

Henrik Horup mener dog, at selve indholdet i disse diskussioner hurtigt tog en drejning til at omhandle mere og andet end blot optimeringer af de eksisterende aftaler.

”Vi opdager i det her forløb, at det her ikke kun handler om en modernisering og en opdatering. Det handler om en decideret genforhandling af nogle aftaler. Og den proces havde vi ikke bedt om,” lyder det fra formanden, der mener, at de gældende lokalaftaler er helt igennem velfungerende.

Dokumentation

Om Arriva

Tyskejede Arriva har været en del af den kollektive trafik i Danmark siden 1997, hvor det britiske selskab købte danske Unibus. Siden er flere selskaber og forretningsben kommet til, og Arriva er i dag Danmarks største busoperatør og næststørste togoperatør. 

I 2003 vandt Arriva danmarkshistoriens første togudbud, da de slog konkurrenterne om at få lov til at køre på strækningerne i Midt- og Vestjylland.

Arriva vandt i december 2018 – for tredje gang i træk – udbuddet om at køre disse togstrækninger. Virksomheden har i den nye kontrakt fået tilføjet strækningerne Odense-Svendborg og Vejle-Struer, der i dag drives af DSB. Samlet set betyder det, at Arriva øger køreplanskilometerne med cirka en tredjedel, når der er driftsstart på den nye kontrakt i december 2020. 

Kontrakten løber frem til 2028 med mulighed for to års forlængelse.

Kilde: Arriva


0:000:00