Minister vil have genberegnet konsekvenser af gratis kollektiv trafik

SVAR: Transportministeren har bedt DTU om at opdatere beregninger af konsekvenser for blandt andet klima, økonomi og trængsel ved at indføre gratis kollektiv trafik.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Som en del af regeringens brainstorm på, hvordan CO2-udledningen kan nedbringes de kommende år, har transportminister Benny Engelbrecht (S) bedt DTU om at regne på betydningen af at indføre gratis kollektiv trafik.

Det fremgår af ministerens svar på en lille håndfuld spørgsmål fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

I et spørgsmål efterlyser DF’s nye klimaordfører Morten Messerschmidt en opdatering af en rapport, som Teknologirådet udgav i 2006 under overskriften ’Perspektiver ved at indføre gratis offentlig transport’.

Den vil Morten Messerschmidt gerne have genberegnet med et lidt bredere fokus end det rent økonomiske. Og det har ministeren vist sig parat til.

”I den grønne omstilling af transportsektoren er det vigtigt at få belyst forskellige muligheder, der kan bringes i anvendelse for af nedsætte sektorens CO2-aftryk. Derfor har jeg bedt DTU om at opdatere den nævnte rapport og inddrage både økonomiske forhold samt klima- og trængselsproblemer,” skriver ministeren i sit svar.

De opdaterede beregninger forventes at ligge klar ”inden årets udgang”.

Med dem i hånden vil Benny Engelbrecht også kunne svare på Morten Messerschmidts 10 andre spørgsmål om, hvad gratis offentlig transport vil indebære for forhold som ’værdien af færre dødsfald og kvæstelser i trafikken’, ’påvirkningen af arbejdsudbuddet’ og ’brugen af cyklen som transportmiddel’.

Sidstnævnte er også Liberal Alliances transportordfører, Ole Birk Olesen, interesseret i. Han har selv stillet et spørgsmål om det samme. I et andet spørgsmål efterlyser han svar på, hvad gratis kollektiv trafik vil betyde for urbaniseringen og boligpriserne i byerne.

0:000:00