Ti anbefalinger fra civilsamfundet: Sådan skal en ny regering arbejde med SDG'erne

GODE RÅD: Verdensmålene skal indskrives i regeringsgrundlaget, og ansvaret for implementeringen skal rykkes til Statsministeriet, lyder det fra Globalt Fokus og 92-gruppen.

Afgående finansminister Kristian Jensen (V) har været en varm fortaler for SDG'erne. Alligevel vil en stribe ngo'er rykke ansvaret for verdensmålene fra Finansministeriet til Statsministeriet.
Afgående finansminister Kristian Jensen (V) har været en varm fortaler for SDG'erne. Alligevel vil en stribe ngo'er rykke ansvaret for verdensmålene fra Finansministeriet til Statsministeriet.Foto: Udenrigsministeriet
Rasmus Dahl Løppenthin

Verdensmålene skal rykkes helt frem på den politiske dagsorden og gøres til en central del af en kommende regerings politik. 

Det mener organisationerne Globalt Fokus og 92-gruppen, som i fællesskab har udformet en rapport med ti anbefalinger til de regeringsforhandlinger, der pågår i disse dage.

De peger blandt andet på, at verdensmålene skal indskrives i regeringsgrundlaget. 

"Verdensmålene tilbyder en politisk ramme for at formulere målsætninger frem for at have fokus på millionbeløb, puljer eller antal. Det centrale er, hvor meget man vil reducere CO2-udslippet inden et bestemt årstal - det er selvfølgelig vigtigt, hvor mange vindmølleparker, man vil bygge, men det bliver hurtigt uigennemskueligt, hvad det bidrager med på bundlinjen," siger Rasmus Stuhr Jakobsen, der er formand for Globalt Fokus.

Det er altså på høje tid, at der kommer et værktøj, som samlet set kan måle, hvordan et lovforslag bidrager til verdensmålene.

Rasmus Stuhr Jakobsen
Formand, Globalt Fokus

Ryk verdensmål til Statsministeriet
Samtidig mener organisationerne, at ansvaret for implementeringen af verdensmålene skal rykkes fra Finansministeriet til Statsministeriet.

"Vi vil gerne have, at hele rammeværket omkring målene fylder mere i den måde, man laver politik på i det hele taget, og der handler det jo om at være placeret i den ultimativt højeste instans. Det er herfra, lovgivningen bliver dikteret, og det er så også her, verdensmålsrammen skal være placeret," siger Rasmus Stuhr Jakobsen.

Globalt Fokus og 92-gruppen hiver også fat i målsætningen om et screeningværktøj, som kan vurdere, hvordan et lovforslag samlet set bidrager til opfyldelsen af verdensmålene.

Idéen blev lanceret af nu afgående finansminister Kristian Jensen (V), men han måtte sande, at øvelsen var for kompliceret til, at man nåede at udvikle metoden inden valget.

"Vi har selvfølgelig forståelse for, at det er komplekst at udvikle. Men det er altså på høje tid, at der kommer et værktøj, som samlet set kan måle, hvordan et lovforslag bidrager til verdensmålene," siger Rasmus Stuhr Jakobsen.

Dokumentation

1) Lad vækst inden for planetens grænser være et grundlæggende princip i dansk politik

2) Indskriv verdensmålene i regeringsgrundlaget og sammentænk Danmarks internationale bidrag.

3) Læg ansvaret for opnåelsen af verdensmålene hos statsministeren

4) Vedtag en dansk klimalov nu

5) Benyt screeningsinstrument til konsekvensvurdering af politiske beslutninger for opnåelse af verdensmålene 

6) Skab en grund og ekstern monitorering af Danmarks fremdrift i forhold til verdensmålene – og følg op internationalt. 

7) "Leave no one behind"-princippet skal være omdrejningspunktet – både ude og hjemme.

8) Understøt respekten for civilsamfundets råderum globalt

9) Gå forrest i mobilisering af offentlig finansiering til offentlige goder.

10) Arbejd for, at opnåelsen af verdensmålene bliver rammesættende for EU


0:000:00