Historien om Samsøs grønne succes: Det første vi gjorde var at danne en forening
TEMA: Eventyret om Samsøs transformation fra oliehungrende lokalsamfund i knæ til hele verdens grønne solstrålehistorie ville ikke kunne fortælles uden den stærke forankring i civilsamfundet. Altinget fortæller historien i fem kapitler.
Arthur Cammelbeeck
FotojournalistKlaus Ulrik Mortensen
JournalistArtikelserien er tidligere blevet bragt på Altinget: civilsamfund
Efter halvanden times vindblæst sejlads over Kattegat dukker Samsø op i morgentågen.
Et syn, der for hovedparten af passagererne ombord den 90 meter lange færge fra Kalundborg til Ballen ikke overstiger glæden ved det daglige møde med arbejdets parkeringsplads.
Turen til søs er en nødvendighed. Et ufrivilligt afbræk i hverdagen, der skal overstås: Enten ved som pigen med den lyserøde flyverdragt trukket ned om maven efter 20 minutter at sukke om svar efter, hvornår vi mon er der. Eller som kammeraterne i det slidte arbejdstøj at gå ombord i petitflaskerne med Underberg, der falbydes i cafeteriet i skarp konkurrence med billig parfume, sort kaffe og Ragusa.
Politikerne tror, at den grønne omstilling kan ske på markedsvilkår. Men de store selskaber tænker ikke på lokalbefolkningen. De køber gårde op og rydder store områder, som vi så det i Østerild. Det har skabt det had til landmøllerne, som gør, at vi fremover kun kan opføre dyre møller langt ude på havet.
Søren Hermansen
Direktør, Samsø Energiakademi
Man kan også bladre sporadisk i avisen og glædes ved, at Samsøs afhængighed af omverdenen de sidste årtier kun er blevet mindre.
I 90’erne eksisterede Samsø på omverdenens nåde. Hvert år importerede øen, der efter den seneste istid for 11.000 år siden dukkede op midt i Kattegat som snotklatten på landkortet, 9.200 ton olie til at holde kritisk infrastruktur som el og varme i live.
Men så skete der noget, der ændrede ikke bare Samsøs, men også Danmarks, fremtid.
I 1997 kom daværende miljøminister Svend Auken hjem fra Kyoto. Her havde han som del af Kyoto-aftalen lovet verden, at Danmark ville skære 21 procent ned på CO2-udledningen. Men hvordan?
Det var det store spørgsmål, som den socialdemokratiske miljøforkæmper i tiden efter tumlede med. Løsningen blev en god gammeldags konkurrence: Hvem ude i det danske land havde det bedste bud på, hvordan Danmark kunne gå forrest i en global grøn omstilling?