Året, hvor Radikale fik sparket

Stemningen var langt under frysepunktet, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i starten af 2018 måtte erkende, at den stort anlagte aftale om skat og udlændinge faldt til jorden.

Det var det endelige nederlag for de ambitiøse skatteplaner, Løkke havde fremlagt halvandet år tidligere, og som havde udløst det ene melodrama efter det andet med Liberal Alliance i hovedrollen. Det var den endelige understregning af, at "det mest liberale regeringsgrundlag i danmarkshistorien" var en skrivebordsøvelse, der aldrig havde et gran af realpolitik i sig.

Men VLAK-regeringen overlevede. Den havde ikke ligefrem et heroisk skær over sig og mindede mest om en plukket høne. Men livsforlængelsen var det væsentligste for statsministeren, der har en formidabel evne til at fortrænge nederlagene og satse på en ny runde ved rouletten.

Overlevede store nederlag
Liberal Alliance var spået en grum skæbne efter slagtningen af partiets ikoniske mærkesag, topskattelettelser. Men selvom mærkesagen var røget syv fod under jorden, endte partiet ikke samme vej.

LA gik tilbage i meningsmålingerne og kommer til at indhøste et nederlag ved valget. Men to tredjedele af LA-vælgerne har en loyalitet over for partiet, som andre partier kun kan misunde. LA-leder Anders Samuelsen kom fornuftigt fra partiets landsmøde i foråret, og målingerne har stabiliseret sig omkring de fem procent. LA har fået skrammer, men er ikke i livsfare.

Stærk start på året løb ind i OK18
I løbet af foråret 2018 så det ud, som om statsministerens defensive strategi måske alligevel kunne lykkes. Ikke fordi Venstre – eller blå blok – pludselig fik et stolt comeback. Men fordi der kom en magtforskydning på den anden side.

I starten af året så socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, uovervindelig ud. Partiet rundede 30 procent i enkelte meningsmålinger i en tid, hvor de fleste europæiske socialdemokratier forvitrer som forkrøblede træer.

I februar lagde partiet et opsigtsvækkende asyludspil frem, et udspil, der både byggede på en marshallplan til Afrika og asyl-opsamlingslejre uden for Europa. Udspillet var kontroversielt og havde været utænkeligt få år tilbage, men S-vælgerne løb ikke skrigende væk. Alt så ud til at flaske sig. Men så begyndte forhandlingerne om de offentlige overenskomster at gå i hårdknude.

Som udgangspunkt var OK18-forhandlinger ikke socialdemokraternes problem. Fra statens side blev forhandlingerne ført af Venstres innovationsminister, Sophie Løhde, og i kommunerne havde den konservative borgmester Michael Ziegler en nøglerolle. Men snart sprang aben over på Mette Frederiksens skuldre.

Den forhadte styrelse
De helt store sværdslag i forhandlingerne blev nemlig taget på to områder, der begge kunne forbindes med Thorning-regeringen:

På det kommunale område blev forhandlingerne formørket af lovindgrebet mod lærernes arbejdstid i 2013. Og på statens område rettede de ansattes frustration sig mod den forhadte Moderniseringsstyrelse, der i sin effektiviseringsiver nu var gået på jagt efter hævdvundne medarbejdergoder som fridage på juleaftensdag og nytårsdag. Moderniseringsstyrelsen blev oprettet af tidligere finansminister Bjarne Corydon (S), og snart begyndte minderne om ham at tone frem.

Problemet blev forværret, da S-ledelsen valgte at prioritere princippet om ikke-indblanding i overenskomsterne over politiske markeringer. For konflikten var i høj grad politisk – alene af den grund, at Moderniseringsstyrelsen blev opfattet som en aggressiv politisk aktør.

Den socialdemokratiske kurs blev hurtigt upopulær blandt lønmodtagerne. Det førte til et drastisk fald i meningsmålingerne, mens partier som Enhedslisten og SF voksede. Flertallet blev ikke flyttet over til den blå side, men den interne magtforskydning i rød blok var en fordel for Løkke, fordi hans hovedmodstander blev svækket.

Siden har Socialdemokratiet vundet noget af tilslutningen tilbage, men der mangler et stykke til højderne fra starten af året – og måler man på vælgernes favoritkandidat, er Mette Frederiksens forspring til Løkke mindsket.

Kold afvaskning til De Radikale
Dramaet i oppositionen voksede, da Mette Frederiksen meldte åbent ud, at hun går efter en ren socialdemokratisk mindretalsregering efter valget. Det var en kold afvaskning til Radikale Venstre, der i årtier har taget det som en selvfølge at blive inviteret med i S-ledede regeringer.

Strategisk set var den socialdemokratiske melding ikke alene logisk, den var nærmest uafvendelig. For den politiske fællesmængde mellem S og R er mindsket drastisk gennem årene – til en grad, hvor der ikke er basis for et regeringssamarbejde.

Den væsentligste uenighed er på udlændingepolitikken, hvor socialdemokraterne har strammet kursen drastisk gennem årene.

Strammerlinjen bygger på den analyse, at migrant- og flygtningestrømme i retning af Europa kun vil blive forstærket som følge af befolkningstilvæksten og politisk ustabilitet i Afrika og den arabiske verden.

Strammerfløjen forudser, at en massiv indvandring af ufaglærte med en helt anden kulturbaggrund vil føre til øget kriminalitet og normsammenstød – og ultimativt smadre de europæiske velfærdssamfund. Derfor skal den udvikling for enhver pris stoppes.

Den centrale skillelinje
Hos Radikale er analysen ganske anderledes. Partiet går ikke ind for en helt ukontrollabel indvandring, men har et andet og langt mere positivt syn på globaliseringen i almindelighed og har derfor en anden vurdering af indvandringens konsekvenser.

Det er ikke svært at finde radikale, der ser indvandring fra den tredje verden som et positivt tilskud, der kan modsvare aldringen af den europæiske befolkning. Samtidig ser partiet modtagelse af flygtninge fra alle steder i verden som en humanitær forpligtelse – uanset om det skaber problemer i det danske samfund.

Den skillelinje er den centrale i både dansk og europæisk politik, og de to modsatrettede analyser betyder, at det er svært at tale om en udlændingepolitisk midte:

Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Konservative ser folkevandring fra den tredje verden som en eksistentiel trussel. Det samme gør dele af Liberal Alliance og dele af Venstre – herunder den altovervejende del af Venstres vælgere.

På den anden side står partier som Enhedslisten, Radikale og Alternativet, der alle vil have lempet udlændingepolitikken. SF er delt på spørgsmålet og er i dag det nærmeste, man kan komme et udlændingepolitisk midterparti.

Modsatrettede bevægelser
Udlændingepolitikken er den vigtigste grund til, at Socialdemokratiet og Radikale er gledet langt fra hinanden. Men der er også andre forklaringer på skilsmissen: Mens Radikale under opbygningen af velfærdssamfundet stod nær socialdemokraterne i den økonomiske politik, er modsætningerne siden vokset.

Socialdemokraterne har under Mette Frederiksen taget en fordelingspolitisk venstredrejning og lagt afstand til æraen under Thorning og Corydon. Den nye S-formand er gået langt i partiets selvopgør, og hun mener, at de europæiske socialdemokraters nedtur både skyldes en for liberal udlændingepolitik og en for liberal økonomisk politik.  

Radikale har gennem nogle årtier taget en gradvis bevægelse den anden vej. I forhold til de såkaldte velfærdsreformer er Radikale ikke længere et midterparti.

Tværtimod har partiet længe været helt i front, når det gælder afskaffelse af efterlønnen, hævelse af pensionsalderen og nedsættelse af dagpengeperioden. Det førte til smertefulde nederlag for Socialdemokratiet og SF i Thorning-regeringens tid, noget, de to partier på ingen måde har tilgivet Radikale for.  

Kaotisk kædereaktion
På det taktiske plan førte den socialdemokratiske afvisning til en kaotisk kædereaktion i oppositionen: først den ventede radikale vrede, hvor partiets leder, Morten Østergaard, understregede, at Mette Frederiksen i så fald ikke skal tage de radikale mandater for givet.

Dernæst så den taktisk ferme leder af Alternativet, Uffe Elbæk, en chance for at give sit kriseramte parti ny luft ved at erklære sig selv som statsministerkandidat. Og for at forhindre, at Alternativet igen løb med al opmærksomheden, skyndte Enhedslistens Pernille Skipper sig også at melde sit statsminister-kandidatur. Til sidst kunne SF-formand Pia Olsen Dyhr ligefrem skabe overskrifter ved tørt at konstatere, at hun ikke er statsministerkandidat.

Det parodiske forløb og de ophedede hundeslagsmål internt i oppositionen fik for en tid skattefarcen i blå blok til at blegne. De tre statsministerkandidater er logisk nok blevet brugt af Løkke til at komme med spydige bemærkninger om, at "Mette Frederiksen vil samle landet, men hun kan ikke engang samle sine egne støttepartier."

Har surret sig til masten
Vælgerne er indtil videre ligeglade. Interne slagsmål har stor underholdningsværdi, men den slags overvurderes ofte på Christiansborg. De interne stridigheder bliver først for alvor farlige, hvis de skaber tvivl om den politiske linje.

Får Lars Løkke Rasmussen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) held til at overbevise vælgerne om, at Mette Frederiksen kommer til at danse efter den udlændingepolitik, Radikale og Alternativet står for, ja, så taber socialdemokraterne valget.

Men den strategi er svær at føre ud i livet. For dels har S-formanden surret sig fast til masten og erklæret, at socialdemokraterne simpelthen er "færdige", hvis de ændrer udlændingepolitik igen. Dels har S denne gang en anden mulighed end at bøje sig for de radikales krav.

En ny alliance
Samarbejdet mellem de to tidligere arvefjender, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, startede i slutningen af 2016, og siden er der opstået et tillidsfuldt forhold både på partilederplan og på toprådgiverniveau.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har som sin erklærede plan A at få sit parti i regering ved en blå valgsejr: Anders Samuelsen og LA skal kyles ud og erstattes af DF. Uanset valgresultatet tyder absolut intet på, at LA er i regering efter næste valg.

Men det har længe været klart, at Thulesen ikke vil sætte sig med armene over kors, hvis oppositionen vinder valget. I så fald vil han frem for alt sikre, at partier som Radikale og Alternativet ikke får indflydelse på udlændingepolitikken.

Socialdemokratiet har længe ønsket, at Thulesen åbent skulle erklære, at han vil neutralisere Elbæk og Østergaard, hvis de to partier kræver en lempeligere udlændingepolitik som betingelse for at støtte Mette Frederiksen som statsminister.

På DF's årsmøde i september kom Thulesen så omsider med den melding, der var balsam for de socialdemokratiske nerver. DF-formanden sagde ikke direkte, at han vil redde socialdemokraterne, hvis de får problemer med deres parlamentariske grundlag.

Men Thulesens melding om, at han "vil tage telefonen, hvis Mette Frederiksen ringer", var så tæt på, han kunne komme. 

Risikoen for DF
DF-formanden skal nemlig også passe på. En pæn del af DF-vælgerne anser sig selv for borgerlige. De kan sagtens leve med et samarbejde med socialdemokraterne i konkrete sager, men mange vil stå af, hvis Thulesen kan beskyldes for at spekulere i et nederlag til den borgerlige regering. 

Det vil åbne en ladeport for Nye Borgerlige, der med den mediestærke Pernille Vermund i spidsen har gode chancer for at forøge antallet af partier i Folketinget til ti. Samtidig sætter Vermunds tre ultimative krav spørgsmålstegn ved levedygtigheden af en ny borgerlig regering.

For ligesom at understrege inflationen i antallet af statsministerkandidater understregede Nye Borgerliges leder, at hun vil pege på sig selv, hvis hun ikke får sine krav opfyldt. 

Ved indgangen til valgåret 2019 er den politiske situation mere kaotisk, farverig, uforudsigelig og kompliceret, end den har været i rigtig mange år. Gamle alliancer er brudt, andre dannes – og det politiske spektrum omskabes med nye skillelinjer. 

2019 bliver med garanti ikke et kedeligt år.