Abort er og bliver en menneskeret

Det mest vægtige argument for retten til abort vil alle dage være, at det er kvindens ukrænkelige ret selv at bestemme. Men vi bør heller ikke glemme, at flere aborter er godt for klimadagsordenen. 

Placeholder image
Demonstration for abort i Texas, hvor man netop har indført ny lov, der forbyder abort efter sjette graviditetsuge. Foto: Ilana Panich Linsman/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Seks uger. Så langt må amerikanske kvinder i delstaten Texas nu være i graviditeten før abort er lukket land. Uanset om der er voldtægt, incest eller andre vederstyggeligheder involveret.

Det er det samme som et de facto forbud da mange kvinder ikke ved, at de er gravide før efter sjette uge. Kører man et par stater mod øst, kommer man til Alabama. Her straffes læger, der hjælper kvinder med at afbryde uønskede graviditeter efter voldtægt hårdere end voldtægtsmændene. Og rejser vi lidt længere sydpå til latinamerikanske El Salvador, kunne vi for ikke længe siden høre om en kvinde, der aborterede efter voldtægt. Resultat: 30 års fængsel for mord.

Ikke kun på det amerikanske kontinent, men også i mange lande i Afrika og Asien er kvinders reproduktive rettigheder på tilbagetog. Og egentlig behøver vi slet ikke rejse længere til vores egen baghave i Rigsfællesskabet, hvor færøske kvinder nægtes abort. Eller til EU-landet Polen, hvor en ny dom, der betød abortforbud på trods af fostermisdannelse blev effektueret i foråret. På gaderne i Warsawa demonstrerede desperate polske kvinder, men ørerne var døve. Både de polske og de europæiske.

Hvor længe vil vi lade stokkonservative og superkatolikker slippe af sted med at knægte kvinders grundlæggende rettigheder ude i verden?

Anja Søndergaard Elsby

Desværre siver anti-abort bevægelsen ind flere og flere steder og tilbageruller kvinders hårdt tilkæmpede ret til at bestemme over egen krop, fremtid og muligheder. Coronakrisen blev nogle steder brugt som anledning til at snige et abortforbud ind ad bagdøren, for der var jo pres på sundhedsvæsenet. Spørgsmålet er, hvor længe vi vil lade stokkonservative og superkatolikker slippe af sted med at knægte kvinders grundlæggende rettigheder ude i verden?

Det uhyggelige ved abortforbud er, at det ikke fører til færre aborter, men til farligere aborter. Der foretages 25 millioner usikre abort om året, hvor strikkepinde og bøjler bliver fundet frem og kvaksalvere med tvivlsomme metoder og skinnende redskaber, der ikke har set skyggen af desinfektionsmiddel bliver opsøgt.

Ifølge FN er det i strid med menneskerettighederne at nægte kvinder abort. Alligevel sker det hver dag. Den lille jordomrejse gennem anti-abort destinationerne Texas, Alabama, El Salvador, Færøerne og Polen kunne sagtens have været meget, meget længere.

Samtidig med den uhyggelige tilbagerulning af kvinderettigheder verden over fylder klimadagsordenen stadigt mere. Heldigvis. Og den er ikke helt så usammenhængende med dén om kvinders reproduktive rettigheder, som man skulle tro.

Da mine forældre kom til verden var det som en del af en befolkning på under tre milliarder mennesker. I dag skriver vi otte milliarder forbrugere med drømme om nye biler og flyrejser sydpå.

Selvom det ikke er antallet af mennesker, der har forandret klimaet, men hvordan menneskeheden lever, er der alligevel anledning til at forholde sig til sammenhængen mellem de manglende muligheder for familieplanlægning og klimakrisen. Over 200 millioner piger og kvinder har ikke adgang til prævention. 41 procent af verdens kvinder i den reproduktive alder lever i lande med restriktive abortlovgivninger. Resultat: Uønskede graviditeter, der tvinges igennem. Og - ja - endnu flere mennesker på kloden.

Hvis abort og prævention bliver tilgængeligt, anerkendt og gratis, og der sikres adgang til reproduktive sundhedsydelser af høj kvalitet, vil der også blive født færre mennesker.

Anja Søndergaard Elsby

Det mest vægtige argument for retten til abort vil alle dage være, at det er kvindens ukrænkelige ret selv at bestemme. Men man bør holde øjnene åbne for, at hvis abort og prævention bliver tilgængeligt, anerkendt og gratis, og der sikres adgang til reproduktive sundhedsydelser af høj kvalitet, vil der også blive født færre mennesker. Og så styrker vi samtidig piger og kvinders muligheder for at engagere sig i klimatilpasning. De bliver mere modstandsdygtige: Har man adgang til prævention, abort og uddannelse i et ligestillet samfund, vil man utvivlsomt være bedre i stand til at tage del i at løse de udfordringer, som klimaforandringerne bringer med sig.

Regeringen samt danske organisationer og virksomheder kan sagtens gøre mere for at sætte foden hårdere ned over for anti-abort-kræfterne derude. Det her er en “burde” af de helt store. Vi skal turde spille mere med vores diplomatiske muskler og økonomiske sanktionsmuligheder, eksempelvis gennem en større udviklingsbistand, der i endnu højere grad målrettes arbejdet for at sikre piger og kvinders ret til at bestemme over egen krop. Først og fremmest fordi vi bør. Dernæst fordi det heller ikke kan være helt skidt for klimaregnskabet.

Omtalte personer

Anja Søndergaard Elsby

Politisk konsulent, Djøf, kommentarskribent, Altinget, fhv. politisk rådgiver i SF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2019), tillægsuddannelse i journalistik (DMJX 2018)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser