Aftale om IS-krigernes børn er som at løse cirklens kvadratur

Sagen om IS-krigernes børn hænger på regeringen som det irriterende gamle hæfteplaster, der ikke vil af.

Regeringen havde ellers i denne uge med en snild manøvre tirsdag formiddag fået neutraliseret sagen i foreløbig seks uger med en politisk aftale om nedsættelse af en tværministeriel embedsmandsgruppe under navnet 'Task Force Evakuering' med henblik på at udvirke en løsningsmodel, der skal kikke på mulighederne for at få børn med dansk statsborgerskab hjem fra fangelejrene, men med den klare præmis, at deres mødre fortsat skal blive, hvor de er.

Det var prisen for at få Venstre, Konservative og Liberal Alliance med om bord i den brede politisk aftale sammen med SF og Radikale, hvilket passer regeringen godt, da den deler de tre borgerlige partiers opfattelse.

Skellet blandt de borgerlige partier går nu mellem de partier, der ønsker at lade børnene komme hjem, og de to partier på højrefløjen, Nye Borgelige og DF, der fortsat mener, at børnene ligesom deres mødre skal forblive i flygtningelejrene i de kurdisk kontrollerede områder af Syrien.

Flere iagttagere var efterfølgende ude og komplimentere regeringen med dens politisk fiffige manøvre, der både har splittet de borgerlige, men også dens eget parlamentariske flertal. Enhedslisten ville ikke være med i aftalen, der udelukkende handler om børnene, da de også ønsker mødrene hjem, mens SF og Radikale omvendt ser den som det første skridt til en repatriering af både mødre og børn, som, de i lighed med mange andre vurderer, under alle omstændigheder bliver udgangen på sagen. Fordi Danmark i diverse internationale konventioner har forpligtet sig til at tage imod egne statsborgere.'

I det mindste kan regeringen notere sig den gevinst, at den har købt den trængte udenrigsminister Jeppe Kofod tid.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Regeringen mener dog selv, at den har "løst problemet" med IS-krigernes rettigheder ved at fratage nogle af mødrene deres danske statsborgerskab administrativt, men den afgørelse kan diverse domstole tvinge den til at omgøre. Der er en udbredt forventning blandt jurister om, at i sidste ende vil en domstolsafgørelse tvinge regeringen til at lade de 19 børn og de syv mødre komme hjem.

I øvrigt er tre af de seks mødre fortsat danske statsborgere, ligesom deres børn er det. Man må formode, at regeringens egne jurister er kommet til samme konklusion, hvorfor regeringen efterlades med to muligheder. Bringe sagen ud af verden først som sidst og betale en politisk pris for det i form af mistede vælgere til højrefløjen eller forsøge at forhale sagen, indtil en mere politisk opportun mulighed opstår.

For regeringen er det åbenlyst analysen, at der er en politisk gevinst i at stritte imod så længe som muligt. Man skal derfor næppe forestille sig, at der vil ske noget i sagen på denne side af folketingsvalget, medmindre et par borgerlige partier kommer på andre tanker. Intet tyder dog på, at det vil ske.

Lader regeringen sit parlamentariske grundlag få sin vilje, risikerer den at få udstillet sin møjsommeligt opbyggede hårde udlændingepolitiske kurs som ét stort luftkastel, ikke bare af den yderste højrefløj, men også af Venstre og Konservative, der heller ikke skal nyde noget af at tage et ansvar i denne sag.

Regeringen har derfor alt at vinde med diverse syltekrukke-manøvrer som 'Task Force Evakuering', der nu i de kommende uger skal tage på fact finding-mission i de to flygtningelejre, hvor mødrene og børnene sidder og kukkelurer, og hvor der er stor frygt for deres helbred og sikkerhed.

Imidlertid har syltekrukken vist sig at være politisk mere skrøbelig end ved første øjekast, hvor nogle kommentatorer smed palmer i grams i benovelse over regeringens genialitet.

For sandelig ikke om selveste udenrigsministeren for den kurdiske selvstyreadministration i det nordøstlige Syrien, der kontrollerer de pågældende flygtningelejre, allerede tirsdag - samme dag som aftalen så dagens lys - kortslutter regeringens plan om kun at ville tage børnene hjem. I et interview med Berlingske siger dr. Abdulkarim Omar, at man under ingen omstændigheder vil udlevere børnene uden deres mødre. "Vi har ingen lov, der tillader os at skille børn fra deres mødre, medmindre mødrene er dømt. Vi kan ikke gøre det, og vi vil ikke gøre det," siger han til avisen og i samme ombæring helt afviser, at man vil lade børnene rejse, selv hvis mødrene opgiver forældremyndigheden over deres børn.

Med sine meget lidt umisforståelige kommentarer har udenrigsministeren reelt trukket bukserne helt ned på regeringen og afsløret, at Task Force Evakuering har fået en helt umulig opgave, hvor man - bortset fra den del, der omhandler indhentning af nyttige oplysninger - ligeså godt kunne have bedt embedsmændene om at bruge tiden frem til 15. maj på at løse opgaven om cirklens kvadratur.

Lader regeringen sit parlamentariske grundlag få sin vilje, risikerer den at få udstillet sin møjsommeligt opbyggede hårde udlændingepolitiske kurs som ét stort luftkastel.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Som sagen står nu, er det ikke kun regeringen, der ser mærkelige ud. Spørgsmålet er derfor, om den kurdiske udenrigsministers kommentarer er så utvetydige og afslørende, at aftalepartierne af respekt for egen troværdighed bør aflyse deres medvirken til at legitimere den og i stedet kræve en genforhandling af aftalen.

Man kan selvfølgelig også lade tiden gå og så konfrontere regeringen igen om seks uger, velvidende at task forcen ikke kommer nærmere en løsning, som vil blive accepteret af den kurdiske administration. Der vil det også stå klart, om SF's og Radikales forhåbninger om et første skridt til at finde en løsning materialiserer sig.

Alle kan nu se, at det kræver, at regeringen pludselig renoncerer på kravet om at skille mødrene og børnene ad. Få forestiller sig, at det vil ske. Om to måneder vil man med rimelighed kunne spørge, hvad det var, de to støttepartier egentlig fik af indrømmelser med denne aftale? Medmindre selvfølgelig embedsmandsudvalget faktisk finder oplysninger frem om tilstanden hos børnene, der vil sætte regeringen under yderligere pres.

I det mindste kan regeringen notere sig den gevinst, at den har købt den trængte udenrigsminister Jeppe Kofod tid, der umiddelbart letter det opståede pres på ham i sagen om den manglende orientering af Folketingets partier om PET's vurdering af terrortruslen fra IS-krigere og deres børn. Set i dét lys bør man hos Radikale nok spørge sig selv, om man ikke endnu engang har solgt sig selv for billigt.