Analyse: Den grønne dagsorden vil blive trumfet af velfærd og udlændinge

Analysen blev bragt første gang 4. juni 2018

Den grønne oprustning forud for valgkampen er til at tage og føle på.

Klimapolitikken fyldte mere i Folketingets afslutningsdebat end normalt, partierne slås ihærdigt om at profilere sig som grønne, den miljøpolitiske profil fik betydning for Lars Løkke Rasmussens (V) ministerrokade, og Pernille Skipper (EL) opfordrede på Enhedslistens årsmøde til tage ”et klimavalg”.

Den grønne dagsorden er pludselig kommet så meget i vælten, at det vil indvirke på den næste valgkamp. Men ikke i et omfang, som man skulle tro ved at følge de sidste ugers debat.

Når det gælder miljø og klima, mangler oppositionen nogle ønskemodstandere, der benægter klimaforandringer og forsvarer landbrugets forurening. Dem er der ikke mange af i Folketinget, og de, der er, holder lav profil.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Ude af trit
De to statsministerkandidater har hver deres grunde til at opprioritere de grønne vinkler.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen måtte konstatere, at hans parti ganske enkelt havde placeret sig for langt fra vælgernes flertal i miljø- og klimapolitikken. Det kunne ses af de meningsmålinger og fokusgruppemålinger, Venstre allerede for 20 år begyndte at anvende systematisk.

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, kunne de studere Venstres ringe resultat ved kommunalvalget i de store byer, hvor der bor særlig mange grønne vælgere.

Præget af taktik
Venstres kurs på miljø-og klimaområdet har været præget af zigzag de sidste 15-20 år.

Efter regeringsskiftet i 2015 blev der skruet ned for ambitionerne om hurtigt at nedsætte CO2-udslippet, og efter hårde sværdslag blev den forkætrede landbrugspakke vedtaget i 2016. Pakken prioriterede entydigt landbrugets interesser højere end miljøinteresser.

Det blev set i sammenhæng med, at Venstre ved 15-valget havde mistet titusinder af stemmer i landområderne til Dansk Folkeparti (og i mindre udstrækning Liberal Alliance). Her var nogle kernevælgere, der skulle vindes hjem.

Gentog Foghs fejl
Bivirkningen var, at Venstre løb ind i nøjagtig samme problem som Anders Fogh Rasmussen (V), da Fogh efter valget i 2001 gjorde op med den tidligere socialdemokratiske miljøminister Svend Aukens ”miljøimperium”. Også i nullerne måtte Venstre erkende, at partiet slet ikke var i sync med vælgernes flertal. I den sidste del af sin statsministertid blev Fogh mere grøn og erklærede sin tidligere politik for ”en fejl”.

Det er nøjagtig samme bevægelse, Venstre er inde i nu, hvor indsættelsen af den mere bysmarte Jakob Ellemann-Jensen (V) som miljøminister skal skabe en grønnere profil i forhold den upopulære – og meget landbrugsorienterede - forgænger Esben Lunde Larsen (V).

Ellemann har fra starten anlagt en mere miljøpositiv stil, og han er allerede røget uklar med dele af landbruget, fordi han vil stille skærpede krav til brugen af antibiotika i svinebesætninger. Men den udskældte landbrugspakke bliver fastholdt, og der er mere tale om et stilskifte end et realpolitisk skifte.

Emnet skal neutraliseres
Venstre forventer ikke at vinde ret mange stemmer med den genopfundne grønne linje. Der kan være nogle enkelte i ”Jens Rohde-segmentet” - farvandet mellem Venstre og Radikale Venstre - men det farvand er meget smalt.

Derimod kan Løkke håbe på at få neddroslet emnet i valgkampen. Venstre får reduceret afstanden til rød blok på et område, hvor man selv står svagt, og Løkke kan håbe, at det bliver sværere at mobilisere mod regeringen med miljø og klima som afsæt. Det er dét, der er det strategiske perspektiv for regeringen.

For Socialdemokratiet er det omvendt vigtigt at få talt miljø og klima op ad dagsordenen. En Norstat-måling fra december viste, at 52 procent af vælgerne foretrækker en socialdemokratisk ledet regering til at varetage miljø- og klimapolitikken. Sølle 22 procent af vælgerne foretrækker her en borgerlig regering.

Samler splittet blok
Men der er et aspekt mere, der står centralt for de socialdemokratiske strateger:

Miljø og klima er det område, der mere end noget andet samler den såkaldte rød blok. Mens der er stor spændvidde i den økonomiske politik og vild uenighed om udlændingepolitikken, er der fællesnævnere helt fra Socialdemokratiet til Alternativet på det grønne område. Ja, selv de ellers så genstridige Radikale er med her. Det så man, da de fem partier i oppositionen sidste år gik sammen om en fælles klimaplan.

Socialdemokraterne gør alt for at male de klima- og miljøpolitiske modsætninger til VLAK-regeringen op i skrigende grønne pangfarver. Det så man i Folketingets afslutningsdebat, hvor den politiske ordfører Nicolai Wammen (S) tordnede mod regeringens ”kulsorte politik”. Men Løkke fik gjort diskussionen til et spørgsmål om teknik og finansiering, og det lykkedes aldrig rigtig Wammen at få fat.

Mangler ønskemodstander
På samme måde kan det blive svært for partierne i rød blok at få et rigtig godt slagsmål med de blå om miljø og klima i den kommende valgkamp. Der kommer en offensiv fra oppositionen, men regeringen vil ikke tage handsken op.

I stedet vil Venstre spille melodien om, at Danmark er en grøn førernation, og at den udvikling er fortsat i en periode, hvor Venstre har haft regeringsmagten størstedelen af tiden. I Venstres udlægning er det en fælles dansk succesfortælling, som det nærmest vil være småligt af rød blok af tage monopol på.

I udlændingepolitikken har regeringen og DF nogle højtråbende modstandere i form af Radikale, Alternativet og størstedelen af kulturlivet, og den højspændte konflikt sikrer, at de blås favoritemne bliver på dagsordenen. Men når det gælder miljø og klima, mangler oppositionen nogle ønskemodstandere, der benægter klimaforandringer og forsvarer landbrugets forurening. Dem er der ikke mange af i Folketinget, og de, der er, holder lav profil.

Det er en af grundene til, at det grønne område nok får en større vægt end tidligere, men ikke kommer til at dominere valgkampen.

Hidsige debatter
Andre elementer peger i samme retning.

Ifølge førnævnte Norstat-måling er miljø og klima blandt de tre mest afgørende politikområder for 21 procent af vælgerne. Det kan ikke konkurrere med sundhed, der er afgørende for hele 42 procent, mens 33 procent peger på udlændingepolitik. Sundhed og udlændinge er konstant i top tre på vælgernes dagsorden, mens klima og miljø aldrig har været deroppe.

For en mindre vælgergruppe er miljø – og i endnu højere grad klima – ganske vist fuldstændig definerende for deres politiske ståsted. En del klimadebatter er blevet meget følelsesfulde - som man kender det fra udlændingepolitikken - hvor modparten ofte skildres som uvidende eller ligefrem ”onde mennesker”.

De grønneste grønne
Et parti som Alternativet er bygget op om miljø og klimaspørgsmål som det helt centrale, og den profil var med til at sikre partiets indtog i Folketinget. Men selvom Alternativet stadig ses som Folketingets mest grønne parti, bakker kun tre-fire procent af vælgerne i dag op om  partiet.

Sammensætningen af Alternativets vælgere understreger en anden pointe: De kommer næsten alle fra rød blok. Elbæks grønne dagsorden kan nok trække vælgere, men ikke over midten.

Røde bedst til at være grønne
Mens de sidste 20 år viser, at udlændingepolitik kan flytte meget store vælgergrupper over midten, er der foreløbig intet, der tyder intet på, at miljø og klima har samme potentiale. - Og det på trods af at rigtig mange blå vælgere gerne ser en mere grøn politik.

31 procent af de blå vælgere vil hellere have en socialdemokratisk ledet regering til at styre de grønne områder. Det gælder hele 33 procent af DF-vælgerne, der således ikke deler partiets manglende interesse for miljø- og klimaspørgsmål.

Det betyder bare ikke, at DF mister vælgere af den grund. Kun 11 procent af DF-vælgerne peger på miljø og klima som vigtigt for deres stemmeafgivning, og selv blandt dem er der næppe mange, der skifter til rød blok af den grund.

Stærk kort, men ikke trumf
Hos Konservative er der endnu flere vælgere, der foretrækker en socialdemokrat til at styre det grønne område. Alligevel har det ikke kostet på bundlinjen, at Konservative kraftigt neddroslede sin miljøprofil, efter partiet kom i regering.

Derimod skal Liberal Alliance være en smule på vagt. Partiet har kørt meget tæt på interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, der konsekvent prioriterer landbrugets interesser over miljøet. Norstat-undersøgelsen viser, at det er slet ikke dér, LA's vælgere er.

Det grønne område har helt klart fået et comeback, og det kommer til at afspejle sig i valgkampen. Men med mindre halvdelen af Arktis smelter væk, eller årets danske afgrøder kommer til at minde om vækster fra Gobi-ørkenen, får Pernille Skipper ikke sit klimavalg i denne omgang.