Anna Libak om EU's migrant-topmøde: Det ender med en Salvini-model

KOMMENTAR: En fælles asylpolitik i EU kan kun bygge på erkendelsen af, at medlemsstaterne selv vil bestemme, hvem og hvor mange asylansøgere deres land skal tage imod, skriver Anna Libak.

Indenrigsminister Matteo Salvini er i sit eget land, Italien, blevet lige så stormende populær på at sige nej til ngo-skibe med migranter, som han er blevet upopulær i det øvrige EU.

I den seneste meningsmåling har hans parti Lega ifølge Bloomberg for første gang overhalet Femstjernebevægelsen, som Lega danner regering med – simpelthen fordi Salvini og Legaen får æren for den nye politik. Næsten 60 procent af de adspurgte italienere er fortalere for at lukke Italiens havne for migrantskibe ifølge Ferdinando Pagnoncelli, der er præsident for meningsmålingsinstituttet Ipsos Italia.

I det øvrige EU skumler man, men har svært ved at imødegå Salvinis argumenter. Tag nu for eksempel det tyske ngo-skib Lifeline, der for en uge siden reddede 234 migranter ud for Libyens kyst og nu omsider har fået tilladelse til at lægge til kaj i Malta.

Salvini havde med rette stillet spørgsmålet, hvorfor migranterne skulle fragtes til netop Italien. De er jo bjerget i internationalt farvand. Hvorfor ikke til Malta, der ligger tættere på Libyen, men kun tog 23 migranter sidste år, sammenlignet med Italiens 120.000? For det er jo rigtigt, at man skal redde mennesker i havsnød, men der står ingen steder, at de skal sejles til Italien. Der står, at de skal sejles til den nærmeste sikre havn.

Med andre ord: Fremover er det kun de migranter, som bliver reddet i italiensk farvand, samt dem, som den italienske kystvagt selv har ønsket reddet (som i tilfældet med Mærsk-skibet), der kan regne med at gå i havn i Italien.

Og det rejser straks spørgsmålet: Jamen, hvor mange migrant-skibe vil Malta acceptere, før Malta også har fået nok? At Malta overhovedet modstræbende er gået med til at lade Lifeline lægge til kaj, skyldes kun, at Frankrig, Portugal, Holland, Belgien, Irland og Italien har sagt ja til at aftage en del af migranterne. 

Spanien, hvis nye regering for nylig meldte sig frivilligt til at modtage 629 afrikanske immigranter fra et andet ngo-skib – det allerede berømte Aquarius fra Læger uden Grænser, som Salvini også havde afvist – skulle ikke nyde noget denne gang. Spanien mangler nemlig ikke migranter: I år har Spanien med 17.522 (per 27. juni) taget flere end Italiens 16.452.

Man skal altså ikke være profet for at forudse, hvad der fremover vil ske: For hvert nyt ngo-skib, der har fisket migranter op i enten libysk eller internationalt farvand, vil det blive stadig sværere at finde et land, der åbner sin havn. Det synes selv den franske præsident Macron at have indset, efter at han ellers indledningsvis kritiserede Italien for ”kynisme og uansvarlighed”, da Salvini afviste at tage imod Aquarius.

Nu retter Macron i stedet skytset mod det tyske ngo-skib Lifeline, som han beskylder for at hjælpe menneskesmuglerne ved at redde migranter i libysk farvand frem for at lade den libyske kystvagt tage sig af sagen. ”I sidste ende hjælper vi menneskesmuglerne ved at reducere risikoen ved rejsen”, sagde han onsdag på en pressekonference i Rom. Man kunne ikke forstå Macron anderledes, end at ngo-skibene var blevet en taxaservice for menneskesmuglerne.

Spørgsmålet er så, hvad den udvikling betyder for det EU-topmøde om migration, som finder sted torsdag og fredag. Ja, i hvert fald kan ingen af EU-lederne længere være i tvivl om, hvad det er, en stor del af deres befolkninger ønsker. De ønsker, at medlemsstaterne selv skal bevare kontrollen. De vil selv bestemme, hvem der skal have asyl i deres lande, hvor mange der skal have det, og hvor længe de skal have lov at blive. Og det gælder faktisk i alle medlemslande uden undtagelse, nu hvor EU's sidste to humanistiske bastioner er faldet: I Sverige står Sverigedemokraterna til at vinde næste valg, og i Tyskland kan Angela Merkel ikke overleve som kansler, medmindre hun går med til at afvise flere ved den tyske sydgrænse.

På topmødet behøver man altså ikke at spilde tid på at diskutere en obligatorisk omfordelingsordning i EU. Det kommer ikke til at ske. For så har den enkelte medlemsstat ikke kontrol med antallet. Man kan også droppe diskussionen om en obligatorisk, økonomisk udligningsordning, hvor man kompenserer hinanden for antallet af asylansøgere. For så har den enkelte medlemsstat ikke kontrol med sine udgifter på området.

Præmissen er sådan set klar: Medlemslandene har sagt ja til fri bevægelighed inden for EU, men ikke til fri bevægelighed udefra og ind i EU. Og jo mere åbne EU's ydre grænser er, jo mere lukkede bliver de indre.

Den eneste fælles politik, EU-landene vil kunne enes om, er altså en politik, som kan give Unionen mere kontrol med tilstrømningen. Og kontrol er nøgleordet. Det er ikke nok at sige, at der er sket en opbremsning, som har betydet et fald i antallet af asylansøgninger i første kvartal i år på 25 procent sammenlignet med første kvartal sidste år. Ej heller er det nok at berolige med, at nu hvor halvdelen af 2018 er gået, er der samlet set kun kommet 44.370 migranter til Italien, Spanien og Grækenland ad søvejen; og hvis det næste halve år bringer det samme antal, så vil der være tale om en betydelig nedgang i forhold til 2017, hvor der i alt kom 172.301 migranter over Middelhavet.

For det handler slet ikke kun om antallet: Det er den udbredte fornemmelse af, at EU ikke har styr på det, og at EU følgelig heller ikke vil kunne forhindre en gentagelse af 2015, hvis presset af den ene eller anden grund pludselig skulle vokse.

Og her er ngo-skibenes aktiviteter pludselig blevet den mest synlige forhindring for, at EU kan lægge en politik på området. Sagen er jo, at Unionen er nået rigtigt langt med at lave aftaler med Tyrkiet og med de nordafrikanske lande, som betyder, at færre sejler ud. De bliver simpelthen stoppet af kystvagten ud for Tyrkiet, Libyen, Algeriet og Marokko.

Det afgørende er, at de ikke kommer om bord på et skib, der sejler under EU-flag, hvad enten det er et patruljeskib fra Frontex, et containerskib som Alexander Maersk, et ngo-skib som Lifeline eller den italienske kystvagt. I samme øjeblik det sker, har EU – i hvert fald som konventionerne hidtil er blevet fortolket – ansvaret for, at migranter får en betryggende asylbehandling, og at de får asyl, hvis det er påkrævet.

Det kan godt ske i et andet land, men kun hvis EU har sikret sig, at det foregår i overensstemmelse med konventionerne. Og just dét er årsagen til, at Italien og Malta ikke bare beordrer ngo-skibene til at sejle tilbage til Libyen og overlevere migranterne til den libyske kystvagt. Og grunden til, at den italienske kystvagt heller ikke bare kan overdrage migranter til libyerne.

For Libyen kan, som tingene er i dag, ikke garantere, at der finder en forsvarlig asylbehandling sted, endsige at man kan få asyl i Libyen. Faktisk lyder det sidste som noget nær en ond karikatur, efter at det blev afsløret, at kidnappede migranter handles som slaver på auktioner i netop Libyen.

Heraf følger også forklaringen på, hvorfor det bliver svært at lave de modtagelsescentre for asylansøgere i Nordafrika, som angiveligt vil være et varmt emne på topmødet torsdag og fredag.

For hvis man overlader det til landene selv at etablere sådanne centre, hvad enten det er i Tunesien, Marokko, Algeriet eller Libyen, så vil man ikke fra EU's side selv kunne sende migranter dertil, da EU ikke kan garantere for standarden.

Men hvis EU omvendt selv etablerer modtagelsescentre i nordafrikanske lande, eventuelt med hjælp fra FN-systemets UNHCR og IOM (international organisation for migration), som ifølge EUobserver har tilbudt det bulgarske formandskab hjælp, så frembyder det andre problemer.

For hvad gør man så med dem, der ender med at få tilkendt asyl? Hvis de får tilkendt asyl i selve EU, så vil det øge presset på centrene helt enormt, og de risikerer at blive en magnet for asylansøgere for hele Afrika, eftersom man nu ikke behøver at risikere livet i en faldefærdig plimsoller for at få asyl på europæisk jord.

Og hvem er det for resten i EU, som skal tage flygtningene? Det bliver jo ikke nemmere at finde modtagerlande i EU til flygtninge fra Afrika, blot fordi de nu bliver hentet af EU frem for selv at ankomme med ngo-skibe til Italien. Det vil altså ikke løse noget som helst, medmindre man kan give flygtningene asyl i Afrika.

Og det åbner for nye problemer: Man kan ganske vist ikke på forhånd udelukke, at det er muligt at finde en afrikansk statsleder, som er villig til at tage imod EU-centrenes flygtninge, hvis han bliver betalt for det. Til gengæld kan man næsten love, at det bliver svært og dyrt at garantere flygtningenes sikkerhed dér.

Da Gambias regering for et par år siden tilbød at give asyl til samtlige rohingyaer, der flygtede fra Bangladesh og Myanmar, var der dem, der ikke kunne lade være med at påpege det ironiske i, at Gambia er et af de lande i Afrika, som allerflest flygter fra. Måske er det derfor, rohingyaerne ikke har taget imod tilbuddet.

Så hvad vil der ske? Sådan set er der kun to muligheder, hvis EU skal have kontrol med, hvem der kommer ind i Unionen. Den triste sandhed er nemlig, at hovedparten af verdens befolkning ville have krav på beskyttelse i EU, hvis man tog konventionernes bestemmelser alvorligt. Og det er rygtedes på den sydlige halvkugle.

Konventionerne beskytter individet mod at blive sendt til lande, hvor det kan risikere vilkårlige overgreb på baggrund af race, religion, nationalitet, politisk overbevisning eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe. Men de eneste lande, hvor borgerne ikke risikerer det, er i retsstater, det vil groft sagt sige i Vesten.

Konventionerne bliver stadig mere umulige at opfylde i en globaliseret verden; og valget står derfor mellem at ændre dem eller at forhindre, at man bliver bragt i en situation, hvor for mange kan påberåbe sig deres rettigheder.

Indtil videre satser EU på det sidste. Derfor vil topmødet have fokus på, hvordan EU-landene kan forhindre endnu flere i at gøre brug af deres konventionsbestemte ret på europæisk territorium. Helt sikkert vil vi se EU intensivere sit samarbejde med alle lande i Mellemøsten, Afrika og Sydøstasien, hvorfra migranterne udgår: Der vil ikke være den diktator eller stammeleder, som vi ikke vil betale fyrsteligt for at holde migranterne væk; for migranterne vil blive ved med at komme, tilskyndet af dem, der har haft succes med at kæmpe sig frem.

Og mens det vil være svært at samle opbakning til centre for asylbehandling i Nordafrika, så vil centre for afviste asylansøgere i Nordafrika være et scoop. Hvis man ellers kan finde en stat, som går med til det. Under 40 procent af de afviste asylansøgere forlader EU frivilligt eller ufrivilligt ifølge de seneste tal fra Eurostat fra september sidste år. Centre for afviste asylansøgere kunne lave om på, at der i dag er større chance for at blive i EU end at blive sendt hjem, selv hvis man får nej til asyl.

Under alle omstændigheder må vi fremover berede os på menneskelige dramaer med ngo-skibe, der lastet med migranter forsøger at anløbe europæiske havne. Sandsynligvis vil skibene med tiden kunne ligge i ugevis ud for EU's kyster, mens landene tager sig god tid til at forhandle: Om ikke andet, så ud fra betragtningen om, at hvis ngo-skibene ikke kan komme af med deres last, kan de heller ikke tage nye migranter om bord.

Kort sagt: Det ender med en Salvini-model.

----------

Anna Libak (f. 1968) er journalist, cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Anna Libak sidder i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Og hun har for nylig sagt ja til at forsøge at blive opstillet for Venstre ved næste folketingsvalg. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Majbritt M. Nielsen: Ungkommunistisk dekadence ryster taburetten under velfærdssamfundet Majbritt M. Nielsen: Ungkommunistisk dekadence ryster taburetten under velfærdssamfundet Næste artikel Paula Larrain: Flygtninge kan være lige meget, eller hvad? Paula Larrain: Flygtninge kan være lige meget, eller hvad?
  • Anmeld

    N. Øljøh Kireh

    Og hvad er så det ærede foketingskandidaturs mening om


    immigrationen fra Afrika til Europa?

    Hvem og hvad har skabt denne immigration?

    Hvem og hvad og hvorfor har destrueret de lande, de immigrerer fra?

    Og hvad med den af USA skabte fejlslagne stat i Europa., Kosovo.

    I Europa har NATO skabt en ny lovløs maifia- og menneskehandelsstat, Kosovo, på ruinerne af det sønderbombede Jugoslavien.

    Før NATO begyndte at sønderbombe var der i Kosovo ca 35.000 fordrevne.
    Efter bombningerne var der ca 750.000 fordrevne.

    17 år efter at Kosovo blev selvstændigt og rejst en statue af Bill Clinton i hovedstaden åbnede Serbien igen grænserne for Kosovo med det resultat ,at hundrede tusinder af kosovo albanere strømmede ud af Kosovo for at undslippe anarkiet, mafiaen, narko- og menneskesmuglerne og lovløsheden og fattigdommen i Kososvo, hvor USA havde etableret endnu en millitærbase.

    Tusindvis af kosovoalbanere bor nu i lejre nær München.

    Samtidig rekrutteres tusindvis af jihadister og Al Quada medlemmer fra Kosova til wahabismens hellige krig i Syrien, Libyen Europa og andre steder hvor CIA nu ønsker at de skal kæmpeog destruere og skabe regimeforandringer.

    Al Quada er arabisk for database. Den database CIA har og havde for globale jihadister, men blev grundlagt i Kosovo i Europas og Balkans hjerte.

    Hvem og hvad andet er det end USA , der underminerer Europa indefra og udefra?

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    Ka´selv alderen ?

    Forhåbentligt er vi som nation ved at komme videre fra "Kan.selv.alderen" til en forståelse af, at samarbejde ikke betyder, at hver især alligevel kan gøre, som de vil.
    Den lille i søskendeflokken skal også lære ansvarlighed og samarbejde. Det nytter ikke noget, at man smider sig på gulvet og højtråbende fortæller, at man bliver vred, hvis man skal tage et medansvar...hvis man eksempelvis ikke VIL rydde op efter sig selv.
    Forhåbentligt er vi snart blevet så "Store", at vi tager vores del af en vanskelig tørn i det helt nødvendige samarbejde?

  • Anmeld

    T. Nedergaard

    Reformer de forældede og misbrugte Konventioner nu!

    Godt skrevet og klart tænkt. Er fuldstændig enig i konsekvenserne af de forskellige handlemuligheder.
    Intet kan stoppe migrationen mod retsstaterne i Vesten - undtagen os selv - med alle de midler, som Anna Libak nævner.
    Befolkningerne har aldrig sagt ja til Merkels doktrin om åbne, ydre grænser eller hendes "es gibt keine Obergrenze" for flygtninge og migranter. Befolkningerne er blevet påduttet den kolossale migration med dens snigende islamisering af vores (kultur)kristne nationer (med vold, kriminalitet og ufrihed til følge) af en ideologisk/idealistisk forskruet og selvgod EU-top.
    Vi må tage fat i alle push- og pullfaktorerne bag katastrofen. Men de allervigtigste midler i kampen mod illegal migration og asylbehandling i EU er grundlæggende reformer af Konventionerne, som sikrer et stop for al illegal migration og alle asylansøgninger til EU foruden en Afrika-fond, hvor pengene går til skabelse af arbejdspladser.
    Migrationsbølgerne er kun lige begyndt.

  • Anmeld

    Søren Tillisch · Lærer

    Kære Anna

    EU kunne jo også vælge at håndtere situationen i stedet for at lukke øjnene som er det din analyse indebærer. Ved godt det forekommer urealistisk i denne situation, men uanset hvad er det faktisk det italienerne rimeligt nok beder om.

  • Anmeld

    Pilli Villi

    Åbentlys og erkendt , statificeret kriminalitet, men ikke og nepotisme og uopdaget korruption mv.

    Some interesting facts, Sweden vs Japan.

    Sweden:

    - 10 millions citizens.
    - 24% migrants.
    - 1 510 000 crimes commited last year.

    Japan:

    - 127 million citizens.
    - 1.5% migrants.
    - 915 111 crimes commites last year.

    That is 2100% more crime in Sweden than Japan per capita.