Arkitektforening: Coronakrisen viser os, at vi skal bygge for at styrke menneskers livskvalitet

Af Lars Autrup
Direktør, Akademisk Arkitektforening

Arkitektur er en langsom disciplin, hvor det gerne tager år fra de første skitser laves, til man træder ind ad døren i en ny bygning eller et nyt byrum.

Derfor er arkitekturen heller ikke et quickfix på en ny og pludseligt opstået samfundsudfordring –  som nu med covid-19 krisen. Dermed ikke sagt, at arkitekturen er overflødig, når det kommer til pandemier, for det er den bestemt ikke.

Historisk set har epidemier og pandemier såsom koleraepidemien eller den spanske syge, der rullede ind over Danmark, været med til at sætte skub i en nødvendig udvikling af vores byer og boliger mod det bedre.

Det samme bør vi bruge covid-19 genstarten af vores samfund til - med den grønne omstilling som drivkraft og med mennesket i centrum.

Effektivitetsmaskinen kaprer dagsordenen
Det byggede miljø kan og skal være med til at hindre fremtidige pandemier i at brede sig. Vi skal udvikle og bruge arkitekturen, så vi står stærkere næste gang, en pandemi kommer rullende over os – vi skal være bedre til at modstå de negative samfundseffekter, så vores økonomi og arbejdsmarked ikke i samme grad falder fra hinanden. 

Arkitekturens vigtigste bidrag på bagkanten af en pandemi er et stærkt fokus på livskvalitet, det sociale –og nu også sundheden, når vi nu igen begynder at investere og genstarte samfundet.

Lars Autrup
Direktør, Akademisk Arkitektforening

I kølvandet på covid-19 krisen melder der sig en diskussion om den måde, vi i samfundet fokuser på effektivitet og rationalitet. Et fokus, der desværre ofte er på bekostning af lige så vigtige begreber såsom livskvalitet og sundhed.

Ofte vil gode sympatiske og velmenende dagsordner blive kapret af effektivitetsmaskinens ensidige fokus. Og hvad har vi så egentligt opnået, når en skolereform, hvis formål det er at integrere de utilpassede børn bedre, også kan bruges til at stuve flere børn sammen på mindre plads?

Eller når undervisningskvaliteten udvandes gennem øget brug af ikke læreruddannet undervisning?

Effektivitet tilgodeser ikke livskvaliteten
Når det gælder burhøns eller grise, så ved vi, at med effektiviteten enten følger øget medicinering eller isolation – eller måske begge dele.

Det kan vi nok blive enige om, ikke er løsningen for mennesker, men vi bygger alligevel hele tiden mindre og mindre plads per medarbejder eller elev, når vi bygger nyt.

En gang var det ikke ualmindeligt at bygge kontorhuse, hvor der er 40 kvadratmeter per medarbejder. Et tal som i dag er tættere på 10 kvadratmeter per medarbejder.

Netop derfor bygger Danske Bank nyt hovedsæde og sælger det gamle. En kæmpe pladsmæssig og økonomisk effektivisering, som sikkert også medfører en række fordele for organisationen i hverdagen i form af mere tidssvarende fleksible arbejdspladser og styrket intern kommunikation.

Men det ændrer ikke på, at effektiviteten let overtager dagsorden på en måde, der ikke tilgodeser helheden eller livskvaliteten for menneskerne i det byggede miljø.

Et kritisk blik på byens tæthed
Noget af den nye erkendelse efter covid-19 krisen må være at genopdage tidligere tiders erkendelser og lære af historien. I min skole var der håndvaske i gården, på gangene og inde i klasseværelserne.

De er for længst fjernet i effektivitetens og rationalitetens navn og bliver slet ikke prioriteret i moderne skolebyggeri. Mon ikke der igen bliver både plads og økonomi til almindelig hygiejne i vores institutionsbyggeri fremover?

Tilsvarende med byens ubebyggede og grønne arealer, som vi ved styrker vores sundhed og øger vores livskvalitet – og som med sikkerhed også har en positiv indvirkning på vores sygefravær og reelle arbejdseffektivitet.