Barbara Bertelsen ville isolere ansvaret for minksagen. Det hælder kommission ned ad brættet

Minkkommissionen slår fast, at ministre og embedsmænd kan ifalde ansvar for beslutninger truffet i andre ministerier, men bisidder for Statsministeriets departementschef mener, at kommissionen i minksagen tolker ansvaret alt for vidt og undervurderer, at koordination på tværs af ministerier er en praktisk nødvendighed.

Placeholder image
Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen giver i et høringssvar via sin bisidder udtryk for stor undren over minkkommissionens måde at vurdere ressortansvar på.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

“Ministerstyret gælder. Ressortansvaret gælder.”

Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen og andre topembedsmænd forsøgte under afhøringer i minkkommissionen med formuleringer som disse igen og igen at isolere ansvaret for minkskandalen til Fødevareministeriet.

Men det forsøg blev torsdag fuldstændigt affejet af Minkkommissionen.

I sin beretning bemærker Minkkommissionen, at nok er det retlige udgangspunkt i minksagen, at ansvaret ligger hos Fødevareministeriet, men en konkret vurdering kan betyde, at også ministre og embedsmænd fra andre ministerier kan ifalde ansvar for beslutninger truffet uden for deres eget ministerium eller ressortområde.

“Ressortansvar er (…) efter kommissionens opfattelse ikke en ansvarsfrihedsgrund for ministre fra andre ministerier, ligesom ressortansvar heller ikke er en ansvarsfrihedsgrund for embedsmænd fra andre ministerier,” skriver Kommissionen.

Med magt følger ansvar

Juridisk har der været en diskussion af, om det danske ministerstyre, hvor ministre i udgangspunktet kun er ansvarlige for handlinger på deres eget ressortområde, var i trit med tiden.

For mens en klassisk tolkning har været, at hvert ressortministerium alene bærer ansvaret for eget fagområde, så er der samtidig sket en politisk udvikling, hvor stadig flere vigtige beslutninger behandles tværministerielt og i regeringens koordinationsudvalg under statsministerens ledelse.

Med andre ord var spørgsmålet om dansk politik var ved at ende i en situation, hvor ansvar ikke altid følger den faktiske magt. 

Sådan konkret begrundet ansvar for andre end ressortministeriet ændrer efter kommissionens opfattelse ikke ved den arbejds- og ansvarsfordeling, som ministerierne i øvrigt under normale forhold praktiserer.

Minkkommissionen i sin beretning

Minkkommissionen konstaterer dog ganske klart, at det er forudsat i grundloven og ministeransvarlighedsloven, “at flere ministre kan være ansvarlige for samme beslutning”.

“Dette omfatter beslutninger truffet ved regeringsudvalgsmøder, for hvilke ministre kan ifalde ansvar for medvirken,” lyder det.

I minksagen vurderer kommissionen, at i alt ti embedsmænd på tværs af tre ministerier har gjort sig skyldige i så grove tjenesteforseelser, at der kan åbnes tjenestemandssager imod dem.

Det brede ansvar begrunder kommissionen blandt andet med, at det tidligere Miljø- og Fødevareministeriet “i nogen grad blev kørt ud på et sidespor”, at ministeriet ikke godkendte materiale til brug for mødet i koordinationsudvalget den 3. november 2020, og at den tidligere miljø- og fødevareminister ved pressemødets indledning dagen efter blot var den fjerde af seks talere.

Minkkommissionen hæfter sig også ved, at eksempelvis Statsministeriet “indtog en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces”, og at Justitsministeriet havde en koordinerende rolle og under de “konkrete omstændigheder burde have rejst spørgsmålet om hjemmel til aflivning af alle mink overfor ressortministeriet”.

En koordineret krisestyring

Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen mener, at minkkommissionen går alt for langt i sin vurdering af fælles ansvar.

Bisidder Jens Rostock-Jensen anfører i et høringssvar til kommissionen, at vurderingen af Barbara Bertelsen hverken har belæg i “bevisførelsen eller i hidtidig teori og praksis” og henviser blandt andet til, “sektoransvarsprincippets klare forudsætning om, at ressortansvaret - også i en krise – er uanfægtet af tværministeriel koordination”.

“Det er at vende tingene om, hvis det lægges til grund, at departementschefen i Statsministeriet skulle have en ansvarspådragende pligt til at udøve en særligt opsøgende indsats over for en departementschef i et ressortministerium uden nogen konkret anledning til at tvivle på, at den pågældende havde styr på sin ressortlovgivning,” skriver Jens Rostock-Jensen, der er advokat i Kromann Reumert.

Minkkommissionen mener, at Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel overfor Fødevareministeriet. Og kommissionen finder det under de konkrete omstændigheder utilstrækkeligt til at fritage Statsministeriet for kritik, at ministeriet havde sendt et udkast til statsministerens indledning til brug for pressemødet til faktatjek i blandt andet Fødevareministeriet, "også henset til at faktatjekket ikke blev ledsaget af nogen specifikke spørgsmål til hjemmel".

Ressortansvar vendt på hovedet

Barbara Bertelsens bisidder er helt uenig i den vurdering og henviser til, at faktatjekket foregik "helt i overensstemmelse med mangeårig, fast praksis", og at et faktatjek pr. definition er anledningen for et ressortministerium til at forholde sig til - og reagere på - hvis der er et faktuelt eller fagligt problem i tilknytning til den sag og det materiale, faktatjekket vedrører.

"Når Kommissionen anfører, at Statsministeriets udkast ikke gav 'de berørte ministerier anledning til at forholde sig til dette hjemmelsspørgsmål og ej heller til spørgsmålet om hjemmel til tempobonus', vender Kommissionen således ressortansvaret helt om," skriver Jens Rostock-Jensen.

Han skriver videre, at det er “fast antaget i teori og praksis”, at ressortansvaret gælder uafhængigt af den tværministerielle koordinering, “som er helt nødvendig og meget omfattende selv i ministeriernes dagligdag”. 

Det overrasker mig, at der er så mange ministerier, som har fået fingrene i klemme. I realiteten siger man, at alle de topembedsmænd, der har været inde over sagerne, hver især skulle have råbt op og rejst spørgsmålet om hjemmel. Mig bekendt er det ikke noget, vi har set før i det omfang.

Sten Bønsing, Professor i forvaltningsret, Aalborg Universitet

“Det er for eksempel velbeskrevet, hvordan Finansministeriet i årtier har indtaget en koordinerende rolle på tværs af de forskellige ressortministerier i større eller komplekse forløb - uden at dette har været antaget at indebære, at ressortansvaret på de enkelte områder ‘trådte i baggrunden’, eller at ressortministerierne derved ‘blev koblet af’”, skriver bisidderen.

Derimod er denne tværministerielle koordinering gennem et enkelt ministerium som tovholder “en praktisk nødvendighed” og er en eksplicit forudsætning også i retningslinjerne for krisestyring, når flere aktører og sektorer er involveret ved større hændelser, bemærker Jens Rostock-Jensen på vegne af Barbara Bertelsen.

Et fundamentalt retsprincip

Minkkommissionen er af den opfattelse, at et ansvar for andre end ressortministeriet for eksempel kan komme på tale, hvis andre ministerier træder helt eller delvist i stedet for ressortministeriet i en beslutningsproces eller ved udmelding af en beslutning - eller hvor andre har samme viden som ressortministeriet.

Juridisk professor ved Aalborg Universitet Sten Bønsing finder denne vurdering af fælles ansvar for helt ukontroversiel.

“Det er et helt fundamentalt retsprincip i Danmark, at dem, som medvirker og er med i en handling, kan blive ansvarlig. Det gælder, uanset om man er embedsmand eller minister,” siger han.

Derfor forstår han heller ikke de juridiske synspunkter om, at det danske ministerstyre har svært ved at rumme fælles beslutninger truffet i eksempelvis koordinationsudvalget.

“Jeg tror lidt, det er en misforståelse. Det er rigtigt, at vi har ministerstyre, men det er sådan set mere et spørgsmål om, hvor opgaven ligger for forskellige opgaver,” siger professoren.

Ansvar på mange hænder

Når det er sagt, så kom det bag på Sten Bønsing, hvor mange embedsmænd på tværs af ministerier, som kommissionen mener har begået en tjenesteforseelse.

“Det overrasker mig, at der er så mange ministerier, som har fået fingrene i klemme. I realiteten siger man, at alle de topembedsmænd, der har været inde over sagerne, hver især skulle have råbt op og rejst spørgsmålet om hjemmel. Mig bekendt er det ikke noget, vi har set før i det omfang,” siger Sten Bønsing.

Også juridisk professor Michael Gøtze hæfter sig ved, at minkkommissionen retter skytset så bredt ud.

"Det er juridisk interessant, men jeg kan godt se nogle meget svære vurderinger i det, fordi hvis ansvaret på den måde rykker rundt i bussen, og faktisk alle embedsmænd, der er i klasselokalet på det pågældende tidspunkt, kan risikere kritik, så bliver det også sværere for embedsmændene at vurdere, hvem der bærer ansvaret, og hvem der skal række den der hånd op og sige, at det her går bare ikke," siger Michael Gøtze fra Københavns Universitet.

Læs også

Samme toner i Tibetsagen

Det er ikke længe siden, at spørgsmålet om fortolkning af ressortansvar og medvirken-ansvar også kom på tale i en anden skandalesag.

Tibetkommissionen II kritiserede Udenrigsministeriet for handlinger udført af Politi og PET, der ellers hører under Justitsministeriets ressortansvar og instruktionsbeføjelse.

“Kommissionen finder, at selvom PET og Københavns Politi ikke henhører under Udenrigsministeriets ressort, burde Udenrigsministeriet i forbindelse med de gentagne viderebringelser af de kinesiske ønsker om at undgå at blive konfronteret med kritiske demonstrationer med videre til PET have præciseret, at grundloven med videre skulle overholdes. Kommissionen finder det kritisabelt, at dette ikke skete,” skrev Tibetkommissionen i sin beretning i marts måned.

Det fik Djøf til at bemærke, at kommissionens konklusion om en instruktions- og vejledningsforpligtelse på tværs af ministerområder “må give anledning til principielle overvejelser”.

Michael Gøtze mener da også, at minkrapporten ligger i forlængelse af vurderingen i Tibetkommissionen II ved, at der for så vidt stadig er en opfattelse af, at centraladministrationen er delt op i forskellige faglige søjler, men at ansvaret, når det går galt, kan gå på tværs. 

Ressortmyndigheden er stadig værkstedet, og der, hvor det primært sker, men når andre ministerier overtager meget af koordineringen og styringen, så følger ansvaret altså også med, når det går galt.

Michael Gøtze, Professor i forvaltningsret, Københavns Universitet

"Så det er ikke helt nye toner i minksagen, fordi i Tibetsagen så vi også, hvordan ansvaret vandrede på tværs, men vi kan se, at tankegangen om at fordele ansvaret ud på flere aktører ligger meget dybt i minkkommissionens beretning," siger Michael Gøtze.

Ressortmyndighed som primus motor

Han læser dog stadig beretningen sådan, at Fødevareministeriet som ressortmyndighed modtager den hårdeste kritik.

"Ressortmyndigheden er stadig værkstedet, og der, hvor det primært sker, men når andre ministerier overtager meget af koordineringen og styringen, så følger ansvaret altså også med, når det går galt," siger Michael Gøtze.

Minkkommissionen mener ikke, at det konkret begrundede ansvar i minksagen ændrer ved den arbejds- og ansvarsfordeling, som ministerierne under normale forhold praktiserer, men at deres vurdering af ansvar for andre end ressortministeriet tværtimod tjener “til at værne om helt grundlæggende retsprincipper og beskytte retsstaten”.

Sten Bønsing lægger da heller ikke så meget i, at topembedsmænd under afhøringerne igen og igen forsøgte at fraskrive sig deres eget ansvar i sagen ved at henvise til, at alene Fødevareministeriet bærer ressortansvaret.

“Man må sige, hvad man kan for at prøve at vride sig ud af ansvaret. Det er jo en del af spillet, men det ændrer ikke på, hvordan tingene er, og det er ikke sådan, juraen er skruet sammen,” siger han.

Artiklen er opdateret den 1. juli klokken 9.45 med kommentarer fra juridisk professor Michael Gøtze

Omtalte personer

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser