Bo Lidegaard: Festen er forbi. Det går ikke længere. Vi har nået et vendepunkt

Af Bo Lidegaard
Historiker og politisk analytiker 

Verden blev forandret i det nye årtusindes første årti. Nullerne blev indledt med et spektakulært terrorangreb, der kom til at symbolisere afslutningen på mere end et halvt århundrede, hvor USA forekom urørligt. 

De følgende år kom til at handle om det lange opgør med international terrorisme og om neokonservatismens storhed og fald. Nullerne blev også det årti, hvor USA førte Vesten ind i to lange, blodige krige i Afghanistan og Irak, som begge blev tabt, og hvor den fremstormende økonomiske liberalisme mødte sit Waterloo i en finansiel krise, hvis ødelæggende virkninger kun blev afbødet gennem statslige interventioner af et omfang, ingen før havde troet mulig. 

Samtidig blev det årtiet, hvor EU kunne krone mere end ti års omhyggelige forberedelser med sin hidtil største succes, optagelsen af ti øst- og centraleuropæiske lande som fuldgyldige medlemmer – lande, der selv havde valgt demokratiet, markedsøkonomien og det forpligtende internationale samarbejde som deres fremtid. Det var samtidig Nato-udvidelsens årti, hvor Europa og USA tabte Rusland og på flere måder og af andre grunde også Tyrkiet.  

Nu står vi over for 2020’erne: de store forandringers årti. Lad os være optimister og kalde det håbets årti.

Bo Lidegaard

Det var også årtiet, hvor Kina gik fra at se sig selv og blive set som et udviklingsland til at involvere sig selv mere offensivt i verdens politik og økonomi. Det er et stærkt symbol på den nye verdensorden, at de sidste streger i den Copenhagen Accord, der i december 2009 afsluttede det kaotiske klimatopmøde i København, blev tegnet af USA’s præsident Obama, der forhandlede direkte med Kina flankeret af Indien, Sydafrika og Brasilien.   

Trods denne dystre baggrund kom det nye årti, 10’erne, som vi nu lægger bag os, ikke skidt fra start. I USA blev præsident Obama valgt på et håb om en ny og bedre tid og på løftet om, at fællesskabet kunne løfte også dem, der alt for længe havde stået på kanten af samfundet.

Jeg husker en fremtrædende diplomat fra en af de gamle, selvbevidste europæiske stormagter, der på det tidspunkt sagde, at alle elskede Obama, men ingen frygtede ham. Det var ikke ment som et kompliment.

Bo Lidegaard

I den arabiske verden rejste demokratisk indstillede unge sig til oprør mod korrupte despoter, og efter alt for lang tids passivitet havde verden i København sat sig et fælles mål om at begrænse den globale opvarmning.  

Udbredelsen af digitale og sociale medier blev set som en demokratisk genfødsel, der gav hver borger nye muligheder for at blive hørt, og som gjorde det muligt for ligesindede at danne fællesskaber på tværs af afstande og fysiske hindringer.  

Statsmagternes resolutte indgriben over for den finansielle krise gav løfte om en stærkere regulering af den finansielle sektor, så excesser kunne undgås og uligheden mindskes, så økonomien igen kunne virke for de mange. 

Den blinde tro på globaliseringen som en fest for hele verden blev afløst af en mere realistisk erkendelse af, at den først og fremmest var til gavn for den stærkeste del af befolkningen, og at dens succes for de mange forudsatte en mere dybtgående politisk og social styring.  

Interessen for de skandinaviske samfundsmodeller begyndte at vokse: For hvordan kombineres driftige, åbne markedsøkonomer med høj konkurrenceevne, høj beskæftigelse og social sikkerhed? Getting to Copenhagen og flexicurity blev internationale buzzwords, og i Danmark kunne Helle Thorning-Schmidts regering tage magten på et program om at gå reform-amok.  

Hvad var det så, der skete? Hvordan kom vi på ti år fra et grundlæggende optimistisk syn på, hvor verden var på vej hen, til indgangen til 2020’erne, som på alle niveauer er præget af fornemmelsen af, at festen er forbi. At det ikke går længere. At vi har nået et vendepunkt.  

2010’erne blev præget af opbrud, der hænger uløseligt sammen, nationalt og internationalt og på tværs af vidt forskellige temaer og problemstillinger. Hvis vi alligevel skal forsøge at dele dem op, kan det være i fire klumper: det strategiske opbrud, kampen mod klimaændringerne, den teknologiske revolution og de demokratiske samfunds sociale krise.  

^{En af følgerne af den globale opvarmning er såkaldt ekstremt vejr. Og dets konsekvenser - for eksempel massive skovbrande - er begyndt at sætte ind. Her i Californien, USA. Sorgløshedens tid på det klimapolitiske område er ovre. Foto: Jean-Paul Pelissier/Reuters/Ritzau Scanpix}

Det strategiske skred 
Gennem 2010’erne har vi oplevet en gigantisk økonomisk, demografisk og strategisk forskydning af tyngdepunktet fra vest mod øst – fra USA mod et Kina, som er gået fra at være et gigantisk udviklingsland, hvis fremstormende økonomi og imponerende resultater ikke kunne aftvinge andet end respekt og et mål af sympati, til også at blive en strategisk udfordring for Vesten på alle planer, økonomisk, teknologisk og strategisk. 

Vi kom fra en verden, hvor USA siden Anden Verdenskrig har stået som den ultimative motor og garant, til en verden med flere poler, og hvor store aktører optræder i skiftende konstellationer. Det er en verden, hvor USA har undsagt sig ikke bare globalt lederskab, men også medansvar – og hvor der er skabt tvivl om Nato-alliancens holdbarhed.  

Det knager ikke kun i den store verdens orden. Også tættere på har 2010’erne været præget af en opløsning, som kom bag på os, og hvis slutpunkt vi ikke kender. Hvem ville i 2010 havde spået, at Storbritannien ti år senere ville være på vej ud af EU med et politisk system i noget nær opløsning og med dyb usikkerhed om sin egen fremtid i, uden for eller i kanten af resten af Europa?  

Hvem ville have forudsagt, at de to bærende partier i Frankrig begge ville være udraderet, eller at den før så velsmurte tyske økonomiske motor hoster og knirker med tysk politik handlingslammet i forsøget på at følge med i den globale udvikling og finde sin rolle i det nye verdensbillede?   

Præsident Obama blev i 2008 valgt på håbet om, at vi kunne. Endnu i 2009 bar han troen på USA’s genfødsel. Ved tærsklen til det nye årti var håbet allerede afløst af den tvivl, der kom til at præge resten af hans tid i Det Hvide Hus. Det var uundgåeligt, at de guddommelige forventninger måtte blive skuffede. 

Men der var en skuffelse på et andet niveau, at halvdelen af USA aldrig tog Obama til sig som deres præsident, og at han aldrig fik kæmpet sig fri af den forbandelse, hans politiske fjender havde lyst over ham.  

Jeg husker en fremtrædende diplomat fra en af de gamle, selvbevidste europæiske stormagter, der på det tidspunkt sagde, at alle elskede Obama, men ingen frygtede ham. Det var ikke ment som en kompliment, når det gjaldt verdens mægtigste mand og den, der havde taget på sig at være Vestens garant mod mørkets kræfter.

En anden, der gennem alle otte år arbejdede tæt på Obama, svarede bittert på mit spørgsmål om, hvad der gik galt, at det republikanske parti aldrig tilgav, at Obama er sort: Aldrig før har modstanden mod en nyvalgt præsident været mere uforsonlig, og aldrig tidligere har det være så politisk omkostningsfrit åbenlyst at sabotere præsidenten.  

Når Obama lidt efter lidt kom til at fremstå som nederlagets præsident, var det også, fordi han fra sin forgænger arvede to tabte krige, men hvor nederlagets bitre frugt endnu ikke var høstet.

Tilbagetrækningerne fra Irak og Afghanistan blev uafrystelige symboler på alt det, USA ikke kunne, og på grænserne for supermagtens globale magtudøvelse. Selv drabet på Osama bin Laden kunne ikke dække over, at krigen i Irak havde skabt monsteret Islamisk Stat og styrket Iran, eller at Taliban er rykket styrket tilbage de fleste steder, hvor vestlige styrker trak sig ud fra Afghanistan.  

Krigen i Libyen i 2011 blev et sørgeligt og uværdigt punktum, hvor USA lod en lille håndfuld europæiske allierede – blandt dem Danmark – sønderbombe det tilbagestående land og misbruge det sidste humanitære mandat, det har været muligt at få Ruslands opbakning til i FN’s Sikkerhedsråd.

Selv efter de katastrofale erfaringer fra Irak og Afghanistan stod Vesten uden skyggen af plan for, hvad der skulle ske, da krigsrusen var forbi. Libyen blev efterladt til sin egen sørgelige skæbne, der med illegal immigration og terrorisme kom til at kaste en mørk skygge over Europa resten af årtiet – og som stadig gør det.  

Dermed var scenen sat for ydmygelsen af USA i Syrien, hvor det blev klart, at USA hverken havde evne eller vilje til at dæmme op for den humanitære katastrofe eller bare håndhæve de røde linjer, Obama selv havde trukket i sandet. USA efterlod et tomrum, som kun er forstærket under præsident Trump. Her er Rusland rykket ind for skridt for skridt at overtage USA’s rolle som strategisk hovedaktør i store dele af Mellemøsten. Set fra Europa er det ikke noget godt bytte.    

Mens USA og Europa var optaget af at vikle sig ud af tre krige, der efterlod tre ødelagte lande, trådte Kina frem på den internationale scene, økonomisk, strategisk og teknologisk. I 2013 søsattes det gigantiske Belt and Road Initiative, der er tænkt og præsenteret som en slags globaliseringens motorvej, der naturligt nok har Riget i Midten som sit udgangspunkt og centrum, men som både i sin ambition og i sin praksis omslutter hele jorden.  

Da USA modsatte sig reformer af de internationale finansielle institutioner, der ville afspejle Kinas nye rolle i verden, tog Kina få år senere i 2015 initiativ til oprettelsen af Asian Infrastructure Investment Bank, som med deltagelse også af de fleste europæiske lande viste, at Kina nu er i stand til at sætte sin egen globale dagsorden og gøre sig selv til centrum for den. USA stod og står udenfor som symbol på den splittelse, udviklingen også er udtryk for.  

Under Belt and Road Initiative har Kina de seneste år investeret massivt i kritisk infrastruktur i Asien, Afrika og Europa, og projektets verdensomspændende ambitioner er uden sidestykke i moderne historie. Mange steder, ikke mindst i Afrika, må Europa på trods af – eller i nogle tilfælde måske på grund af – historien og årtiers udviklingssamarbejde se sig overhalet af Kina, der stiller færre betingelser, tager mindre hensyn og får mere udrettet. Og hurtigere.  

Mens Kina med strategiske investeringer udstrakte sine interesser helt frem til og dybt ind i Europa, uden nogen rigtig tog notits af det, var det et chok for Europa og resten af den vestlige verden, da præsident Putins Rusland i foråret 2014 først besatte og siden formelt annekterede Krim-halvøen, der ganske vist var gammelt russisk område, men som i 1954 blev del af sovjetrepublikken Ukraine.  

For resten af Europa var anneksionen og den efterfølgende lavintensive borgerkrig i Ukraines østlige provinser en brat opvågnen til en virkelighed, hvor den stærke igen kunne tage sig selv til rette i Europa, og for forholdet til Rusland blev det indledningen til en krise, som endnu ikke er drevet over.  

Krisen kom til at skygge for, hvor dybt Kina i de samme år trængte ind i Europa blandt andet med opkøb af strategisk infrastruktur. Det var efter krav fra EU, at den nødstedte græske regering i 2016 solgte den vigtige havn i Piræus til et kinesisk selskab, og Kina har de senere år foretaget lignende investeringer i det meste af Europa.

I Storbritannien står China General Nuclear Power Corporation for opførelsen af et omstridt atomkraftværk, og så sent som i 2016 var den danske stat en hårsbred fra at sælge den nedlagte flådestation Grønnedal i Sydgrønland til det kinesiske vandrelav.   

I 2010 var Kinas BNP ifølge Verdensbanken 6 trillioner dollar, et tal, der på et årti er mere end fordoblet i faste priser, mens USA’s og EU’s fra et startpunkt på henholdsvis 15 og 17 trillioner kun er vokset med 10-15 procent. De strategiske forskydninger har mange retninger og dimensioner. Fællesnævneren er, at 10’erne har været Kinas årti.

^{Barack Obama besigtiger skaderne efter en sammenbrudt BP-rørledning i Den Mexicanske Golf. På trods af sit skandalefrie præsident- og statsmandskab fik han "aldrig kæmpet sig fri af den forbandelse, hans politiske fjender havde lyst over ham," skriver Bo Lidegaard. Foto: Larry Downing/Reuters/Ritzau Scanpix} 

Den teknologiske revolution  
Samtidig har den teknologiske udvikling på et enkelt årti forandret samfundet fundamentalt, økonomisk, socialt og demokratisk. Teknologien er på alle planer blevet en del af vores hverdag, fra de mindste praktiske aspekter til tilværelsens mest fundamentale forhold omkring identitet, samvær, liv og død – for ikke at tale om demokratiets væsen og praksis.  

I sig selv er forandringen ikke noget nyt, men tempoet og radikaliteten er uden fortilfælde – ligesom reaktionen på forandringerne er det. Det er ingen overdrivelse, at den også har forandret vores sociale samvær, vores selvopfattelse, måden, vi omgås og kommunikerer med vores nærmeste, ja, selv måden, vi finder sammen og holder kontakt, og måden, vi opdrager og underviser vores børn.

Selvom vi har svært ved helt at fatte, hvor voldsomt mobile enheder, sociale medier, it, kunstig intelligens, og biologisk forskning forandrer både vores forestilling om, hvem vi er, og hvordan vi lever, producerer og forbruger, er vi vagt klar over, at vi kun står ved begyndelsen af en forandring, der med sikkerhed bliver endnu mere voldsom i det kommende årti.  

På de indre fronter er kapitulationen til – altovervejende amerikansk – teknologi overvældende. Efter mere end hundrede år, hvor undervisning i Danmark blev anset som samfundets kerne og selve demokratiets, åndens og kulturens arnested, greb vi i 2010’erne den nyeste teknologi med en sådan begejstring, at vi uden nærmere eftertanke overlod store dele af undervisningen til algoritmer og programmer udviklet af de techselskaber, der lever af at sælge dem.

Med stolthed er Danmark gået forrest med at give selv små skolebørn iPads og andre mobile platforme i sikker forvisning om, at det vil forberede den opvoksende generation bedre til fremtiden end danske lærebøger.

Først nu ved årtiets slutning melder eftertanken sig, blandt andet ved konstateringen af, hvor hårdt introduktionen af digitale gadgets med programmer, hvis sigte er salgsoptimering snarere end dannelse, er gået ud over elevernes læsefærdigheder, og hvor mange der føler sig ekskluderet eller ligefrem mobbet på de sociale platforme.  

Det er blot ét eksempel fra et årti, som begyndte med begejstring over, hvad it-teknologi og sociale medier kunne udrette for samfundet og for demokratiet, til voksende tømmermænd over den erfaring, at de sociale platformes forretningsmodel fremmer spredningen af ekstreme budskaber og indsamling og anvendelse af vores personlige data til kommercielle og politiske formål.

Internettet er ikke et ubeskrevet blad, der lader os alle komme til orde på lige vilkår, men en højkommerciel forretning, hvor den vinder, hvis algoritmer mest effektivt kommercialiserer brugernes data.  

En del af tømmermændene skyldes også, at netop disse forretningsmodeller har vist sig at være ganske giftige i politiske sammenhænge, både i åbne demokratier, hvor sociale medier systematisk promoverer polarisering og uforsonlighed frem for dialog og kompromis, og hvor den dybe indsigt med personlige data og for eksempel ansigtsgenkendelse har vist sig at være et effektivt instrument i hænderne på totalitære kræfter.     

Det hører med til billedet, at EU i 2010’erne overså, at europæiske techvirksomheder ikke konkurrerede på et åbent marked, men på et globalt marked, hvor kinesiske og russiske virksomheder opererede på vegne af statslige interesser, og hvor en håndfuld amerikanske teknologiselskaber havde opnået monopolstatus.  

Det blev i 2010’erne fatalt for små og mellemstore europæiske techvirksomheder, som mere eller mindre systematisk blev købt op med det resultat, at Europa og europæiske virksomheder er blevet mere og mere afhængige af amerikansk og kinesisk teknologi. Ved indgangen til det nye årti tiltræder en ny EU-Kommission, der blandt andet har som en af sine hovedopgaver at gøre noget ved den situation, blandt andet ved at sikre europæiske industrier adgang til de data, der genereres i Europa – og europæiske borgere mod misbrug af de data, de afleverer til ganske få industrier i den globale techindustri.  

^{2010'erne var også årtiet, hvor vi gik fra naiv teknologibegejstring til en akut bevidsthed om, at techgiganternes forretningsmodeller har vist sig at være ganske giftige i politik. Ansigtet på det skifte har i høj grad været Facebooks grundlægger og CEO, Mark Zuckerberg, der har været bænket til afhøringer både i kongressen i USA (ovenfor) og i EU. Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix.}

Klimakrisen  
Den tredje dimension i det globale opbrud har at gøre med de sidste ti års erkendelse af omfanget af menneskets påvirkning af planetens økosystemer. Jo, vi kendte også for ti år siden til menneskeskabte klimaændringer, tabet af biologisk diversitet og anden miljøødelæggelse. Der er en grund til, at Klimatopmødet i København i 2009 blev verdenshistoriens hidtil mest omfattende topmøde.  

Forskerne har længe talt om, at vi lever i den antropocæne tidsalder, hvor mennesket som aldrig før griber ind i planetens liv, så det nu ikke længere drejer sig om at beskytte mennesket mod naturens luner, men om at beskytte naturen mod konsekvenserne af menneskets handlinger.

Vi har vidst det længe, men det er først i løbet af de sidste ti år, at vi har forstået det. Det er gået op for store dele af befolkningerne i Danmark, Europa, Vesten og resten af verden, at vi ikke i ti år til kan fortsætte som hidtil. Alle mærker konsekvensen af klimaforandringer, og stadig flere trues af ekstremt vejr.

Den politiske vilje til at handle mere beslutsomt er ved årtiets udgang vokset til et niveau, hvor det står klart, at det næste årti bliver præget af forsøgene på at finde svar på det påtrængende spørgsmål, om vi er i stand til at bremse udledningerne af drivhusgasser så meget og så hurtigt, at vi undgår det værste?

Nært forbundet med det spørgsmål er både, hvad de allerede uundgåelige klimaændringer fører til for os hver især og som samfund – og hvad udfasningen af fossile brændsler kommer til at betyde? 

Der er i løbet af de sidste ti år sket en række markante gennembrud for grøn teknologi. For eksempel er det nu billigere at producere strøm på en nybygget havmøllepark eller med solpaneler, end hvis man skal bygge et traditionelt kraftværk.

Det forhindrer dog, hverken at der stadig kører tusindvis af kulkraftværker, der for længst er betalt, eller at der også bygges nye, ganske enkelt fordi inertien er kolossal i de fossile industrier. Ikke nok med det. Selv om udledningerne begrænses mange steder og med stor succes, øges de andre steder og tit i højere takt.  

Markedet er begyndt at interessere sig for risici i de virksomheder, der er baseret på kul, olie og gas, og for konsekvenserne af mere vidtgående politiske tiltag. Med det klare klimamandat for valget til Europa-Parlamentet i maj og den nye Kommission vokser momentum, og hvis der næste år vælges en demokratisk præsident i USA, kan verden stå over for et nok så dramatisk omsving i markedets vurdering af sorte virksomheder og investeringer.  

Under alle omstændigheder er det ubekymrede årti forbi, og vi er alle nødt til både privat og professionelt at tage stilling til udledninger af drivhusgasser. Bevidstheden om omfanget af den omstilling, der skal til, vokser i takt med kreativiteten og påhitsomheden, når det gælder smarte grønne løsninger og teknologier.  

Lige så udfordrende det er at skulle reducere udledningerne i den takt, som både den danske regering og EU vil, lige så opmuntrende er det, at snart sagt alle Folketingets partier står bag målsætningen, som også bakkes på af blandt andre Dansk Industri og Landbrug og Fødevarer.

Opbakningen er ikke nok i sig selv, men den viser det holdningsskred, der har fundet sted. Det er ikke længere et spørgsmål, om vi skal lægge 2010’ernes passivitet bag os. Nu ser vi frem mod det, der skal gøres, og forsøger at mobilisere viljen til at gøre det.      

Brud på den sociale kontrakt    
En fjerde dimension af det globale opbrud handler om rystelserne af de demokratiske samfunds sociale kontrakter. Ved indgangen til det forgangne årti stod demokratiet stadig som den indlysende stærkeste styreform, både fordi den giver det enkelte menneske størst frihed, og fordi de demokratiske samfund havde vist sig i stand til at skabe velstand for deres befolkninger i hidtil uset omfang. Sådan er det ikke længere ved indgangen til 2020’erne.  

I både USA og Storbritannien trues demokratiet af voksende kaos i de demokratiske institutioner, i flere østeuropæiske lande flirtes åbenlyst med halvautoritære styreformer, og i snart sagt hver eneste af de gamle europæiske demokratier vandrer vælgerne til politiske yderpoler, der drager de demokratiske samfunds institutioner og principper i tvivl.  

Der er flere årsager til denne reaktion, blandt dem ikke mindst den massivt voksende ulighed, der fra den angelsaksiske verden har bredt sig, så stadigt færre bliver stadigt rigere, mens store dele af befolkningen ikke har oplevet social og økonomisk fremgang i årtier.

Meget af den underliggende sociale indignation kan føres tilbage til finanskrisen, hvor det blev overladt til fællesskabet at redde det finansielle system og de nødstedte banker, mens profitterne forblev på private hænder. Samtidig har tilbagerulningen af progressiv beskatning i det meste af den vestlige verden betydet, at det i voksende grad er de mindre bemidlede, der bærer de største byrder, mens ufattelig rigdom koncentreres hos få ekstremt rige.  

Udviklingen er mindre udpræget i de nordiske lande end de fleste andre steder, og det er måske en grund til, at den sociale uro også har været mindre her end mange andre steder. Men den sociale kontrakt er udfordret, og løfter man blikket mod en større verden, er det tydeligt, at den kinesiske model i dag for mange fremstår som et mindst lige så attraktivt alternativ – hjulpet godt på vej også af Kinas investeringer og engagement overalt i verden.  

Samtidig har opbrud, sociale spændinger og fragmentering i Europa skabt stærkere tilslutning til vores fælles institutioner end nogensinde tidligere. Flere og flere knytter deres forhåbninger til, at EU med en ny Kommission viser sig i stand til at generobre initiativet, grønt, teknologisk og socialt. Herhjemme er to årtier med næsten ubrudt borgerligt styre afløst af et fremstormende centrum-venstre, der ikke kun vandt sidste valg, men også har sat en politisk dagsorden med opbakning langt uden for egne rækker. 

^{I Frankrig udbrød der i 2018 omfattende sociale protester benævnt efter de gule refleksveste, alle franske bilister skal have liggende i bilen. Bevægelsen opstod som en reaktion på et forslag om at hæve benzinpriserne. De Gule Veste åbenbarede, hvor stort et gab der kan åbnes mellem de to stærke ventrefløjsemner: klima og lighed. Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix.} 

På tærsklen til forandringernes årti  
På ti år er vores strategiske, teknologiske, miljømæssige og sociale verden grundlæggende forandret. Hastigheden er hæsblæsende, og selv den hurtigste har svært ved at følge med.  

Hver for sig og samlet er forandringerne mere vidtgående, end nogen havde anelse om for ti år siden, og hver af dem fortæller samme historie om et skred, der i 2010’erne nåede et omfang, så det eneste, vi i dag ved med sikkerhed, er, at den verden, vi kendte for ti år siden, ikke kommer tilbage.  

Globaliseringen kan ikke længere forstås som en rejse mod en stor, gylden og glat kugle, men må nu ses som en uafvendelig fragmentering, der tvinger os til at tage stilling på en måde, vi håbede at kunne undgå. Kun de få iblandt os, der oplevede Anden Verdenskrig med, har oplevet forandringer mere dramatiske end dem, vi har gennemlevet i de sidste ti år, endsige dem, vi nu står over for.  

2010’erne blev afslutningen på den gamle tid, den, der har formet os, og som på godt og ondt varede fra 1945 til 2010: USA’s og uforanderlighedens 65 år. Det, som fulgte, blev opbruddets årti: 2010’erne. Nu står vi over for 2020’erne: de store forandringers årti. Lad os være optimister og kalde det håbets årti.