Cepos: Hen til dørtrinnet og tilbage igen

Regeringen har netop afholdt et Dørtrin (doorstep på spindoktorsprog). Ærindet var at præsentere et initiativ i forhold til reguleringen (læs: begrænsningen) af borgernes ret til at vælge anden ældrepleje end den, som kommunerne gerne vil have monopol på sammen med de offentligt ansattes fagforening, FOA.

Regeringen vil gennemføre et serviceeftersyn. Ifølge Ritzau meddelte regeringen på Dørtrinnet, at udspillet kommer efter 43 konkurser i private firmaer siden 2006. Disse ulykker vil regeringen forhindre. Serviceeftersynet laves med Dansk Industri, Kommunernes Landsforening, fagforbundet FOA og Danske Regioner. Det er FOA, som vedholdende har ført en kampagne imod private virksomheder på området, og FOA har opgjort, at de mange konkurser i ældreplejen har ramt mindst 11.649 ældre. 1.844 ansatte har mistet deres arbejde ved konkurserne.

Venstrefløjen i Folketinget har straks været klar med et overbud. I dag skal kommunerne give borgerne mulighed for valg af en privat leverandør, men fremover må kommuner kun hyre private firmaer til at lave ældrepleje, hvis firmaerne klarer ti skrappe krav. Det gælder soliditet, økonomisk garanti, beredskabsplan, løn- og arbejdsvilkår, arbejdsmiljø, kontrol og uddannelse. Et "serviceeftersyn" rækker ikke for venstrefløjen.

Det er SF, EL og Å, som har fremsat et beslutningsforslag i Folketinget, hvor de argumenterer for, at der kun findes én sikker måde at undgå konkurser på: At lade være med at overdrage opgaven til et privat firma, der – alle gode hensigter til trods – kun er sat i verden for at udbetale størst muligt udbytte til ejerne.

Der hvor vi finder de menneskelige lidelser, er der hvor hammeren ikke falder, når tingene ikke virker. Der hvor det er skjult kamera eller Ekstra Bladet der skal aktiveres, før kommunale politikere træder i karakter.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Det er ualmindelig dygtigt arbejde, Dennis Kristensen og folkene i FOA har udført. Det er lykkedes at presse regeringen så stærkt i denne sag, at problemet med ældrepleje alene henføres til private virksomheder.

Når en kommune lader en gammel mand gå rundt med en gennemtisset ble i mange timer, så bliver det blot anset for en uheldig enkeltstående hændelse, og der er derfor ingen grund til problematisering. Dette trods det forhold, at en kommunes indsats jo uheldigvis ikke kan gå konkurs. Den egentlige ulykke består derfor i, at der mangler en kontant mekanisme til at rydde op, når kommuners indsatser ikke fungerer ordentligt.

Alene ordet konkurs er umiddelbart uhyggeligt. Det er nemt at overbevise om at konkurs er noget slemt, som vi under ingen omstændigheder vil udsættes for. Konkurser er selvfølgelig også bedst at undgå, men på den anden side har vi aldrig hørt om egentlige menneskelige lidelser på grund af konkurs.

Se mere: Regeringen vil se privatisering af ældrepleje efter i sømmene

Bygningerne og materiellet er der jo fortsat, og medarbejderne er der ligeledes. Virksomheden, som ikke kunne klare at fungere ordentligt, blev ryddet bort, hvad der er såre godt og ønskværdigt, men aktiviteten føres jo videre. Medarbejdere mister umiddelbart deres job, men de får det tilbage igen dagen efter i nyt privat regi eller i kommunalt regi.

Der hvor vi finder de menneskelige lidelser, er der hvor hammeren ikke falder, når tingene ikke virker. Der hvor det er skjult kamera eller Ekstra Bladet, der skal aktiveres, før kommunale politikere træder i karakter.

Men også her er Dennis Kristensen på spring. Nu er ærindet imidlertid at bortforklare og protestere imod uretfærdige beskyldninger, samt at kræve flere penge til kommunerne og altså til FOA’s medlemmer.

Derfor er det en helt gal strategi fra regeringens side at igangsætte et serviceeftersyn for private virksomheder. Det er i dag en grundregel i dansk kommunestyre, at kommunerne i realiteten stort set er deres egne kontrollører af deres service. Der er alvorlig grund til at gøre op med det princip.

Selv den gamle krikke, at det er forkasteligt at tjene profit på ældrepleje, er blevet trukket af stalden fra venstrefløjens side, og det ser ud til, at dette falske argument alligevel bider på regeringen.

Argumentet afspejler uvidenhed om, hvad profit er for en størrelse. Profit er jo aflønning af driftsherren, og så er profit forrentning af den kapital, som virksomhedsejeren har investeret. Herunder er profit en præmie, fordi investoren løber en risiko med sin investering.

Når argumentet om det forkastelige i profit derfor fremføres, så beror det på den misforståelse – eller snarere misinformation – at kommuner ikke skal have forrentet den kapital, som anbringes i kommunens investeringer. Men det er aldeles forkert, for kommunens investeringspenge kunne jo være forblevet hos borgerne, som så selv kunne have opnået forrentning eller direkte nytte.

Læs mere: Hæv ambitionerne for offentligt-privat samarbejde

Ligeledes er det misinformation, at kommunen ikke løber nogen risiko. Tænk eksempelvis på, hvor mange tiloversblevne og tomme kommunale bygninger, som befinder sig rundt i det ganske danske landskab. Det er ensbetydende med store kommunale tab, men det regnes ikke ind i de kalkulerede kommunale omkostninger i ældreplejen og i andre serviceydelser.

Det frie valg af ældrepleje for borgerne er allerede i 2013 blevet kvæstet af Folketinget. Fritvalgsordningen var som udgangspunkt indrettet, så det var forbudt for private leverandører at udkonkurrere kommunerne på prisen for ydelserne, men det blev så klart, at private leverandører var godt i gang med at udkonkurrere kommunerne på kvaliteten. Derfor blev fritvalgsordningen ændret af S, R, SF samt Enhedslisten, så kommunerne nu ved at afholde udbud kan begrænse antallet af private leverandører til to, hvad hovedparten af kommunerne så har gjort.

Selv med kun to leverandører er kommunernes indsats på ældreplejeområdet presset. Med indførelsen af adgang til at afholde udbud er der nemlig opstået en situation, hvor der mange steder findes to parallelle systemer, nemlig et godt og billigt på den ene side og et dyrere og mindre attraktivt på den anden side.

Det får vi borgere dog ikke indsigt i, for kommunerne har mulighed for at hemmeligholde, hvad de private leverandører skal have for deres ydelser, og ligeledes er det aldeles uigennemskueligt, hvad det reelt koster for kommunen at producere dens ydelser.

Det er udmærket med et serviceeftersyn, men fokus bør her primært være på fraværet af effektive mekanismer til at sikre kvaliteten af den kommunale ældrepleje. Det er sørgeligt, såfremt regeringen hopper på Dennis Kristensens fordrejning af problemstillingen og drejer kikkerten alene i retning af de tilbud, som stadig flere danskere foretrækker, trods de hindringer som Folketinget allerede har sat op.

......

Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.