Christian E. Skov: Idétørken udpiner det borgerlige Danmark

Den tørre sommer har overalt fået plæner og blomster til at visne. I min egen er blomsterbladene faldet af roserne, og det er kun de tilsyneladende ukuelige ukrudtsplanter, der tvinger sig vej gennem terrassens fliser, som er immune over for tørken. Der er altid noget, der vokser, mens alt andet visner.

Jeg kunne vel nok have vandet min have. Men jeg har ikke just forvaltet min opgave godt nok. Og nu ligger haven, som jeg har redt.

Og sådan er det jo med mange ting.

Også med politiske positioner og idédebat. Det er nemlig ikke kun landmænd og småborgerlige haveejere, der er er plaget af tørke, nej, en langt alvorligere og mere længerevarende tørke har længe holdt det borgerlige Danmark i sit visne jerngreb: en idétørke.

Den borgerlige idékamp er endt i en blindgyde, fordi borgerligheden selv er endt i en gold parodi på individualisme.

Christian Egander Skov

Hvad har det store borgerlige, ideologiske udspil været i sommervarmen? Det er den liberale kronprins Kristian Jensens ambitiøse udspil, at Venstre vil droppe ambitionen om nulvækst i det offentlige forbrug. Det store projekt, som det borgerlige Danmark skal samle sig om de næste ti år skal derimod være ”moderat vækst” i det offentlige forbrug.

Nu har regeringen godt nok – alle hensigter til trods – aldrig formået at fastholde nulvæksten, men at opgive målsætningen svarer til at fråde hindbærroulade, i erkendelse af at det går sløvt med afmagringskuren. Såre menneskeligt, men tomme kalorier ikke desto mindre.

I stedet for at forsøge på at formulere en borgerlig samfundstænkning med udgangspunkt i en myndig individualisme, er borgerlig moral reduceret til et ”bland dig udenom, pas dig selv og lad mig gøre det samme”.

Christian Egander Skov

Men så er der jo værdipolitikken.

Her kom sommerens mest markante borgerlige udmelding fra den unge håbefulde Venstrepolitiker Anahita Malakian, der ville gøre op med skam og vistnok moral i det hele taget.

Da hun for nylig opfordrede kvinder til at reklamere for antallet af sexpartnere – hvis de altså kunne tælles på mere end to hænder – var det vel et kendeligt udslag af det højtbesungne liberale frisind. Altså en værdipolitisk udmelding. Og da pointen ikke gik rent ind første gang, satte Venstre-løvinden trumf på ved at konstatere, at hun faktisk havde været i seng med over 100 mænd – og at folk da slet ikke skulle komme anstigende med deres holdning til hendes sprudlende sociale leben.

Det kan hun selvfølgelig have ret i. I sidste ende er det hendes sag – i hvert fald indtil hun delte det med andre end de 100 nærmeste.

Jeg kan nu alligevel ikke lade være med at tænke på Henrik Pontoppidans skæmtende ”hyldest” til frisindets førstemand, litteraten Georg Brandes på dennes 70-årsdag, hvor Pontoppidan opregnede gevinsten af det sejrende frisind med ordene: ”Og Eva forgreb sig på kærlighedsgaven / og åd med hver lysten gorilla i haven”. Det var ikke et angreb på frisindet, men en konstatering af, at meningsfuld frihed forudsatte noget andet, nemlig grænser og samvittighed.

Et kig på situationen på den anden side af hegnet illustrerer det borgerlige Danmarks problemer. For i Socialdemokratiet blomstrer idédebatten – for nu at blive i det hortologiske begrebsunivers. Som blandt andet Information kunne berette tidligere i sommer, myldrer det frem med debatbøger af folk som Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad og Henrik Sass Larsen. Samtidig fylder dygtige socialdemokratiske skribenter godt i den offentlige debat.

Opblomstringen er vel i sidste ende funderet i en krise. Ja, det europæiske centrum-venstre har også været ramt af idétørke – og er det fortsat de fleste steder. Centrum-venstre famler mange steder efter en ny politisk position efter 1990’ernes stort set fejlslagne forsøg på at forvandle socialdemokratismen til en progressiv, liberal forvaltningsdoktrin med globalt udsyn. Det, der herhjemme endte i teknokratisk konkurrencestatsjargon.

Rundtomkring i Europa har socialdemokratierne høstet den bitre frugt af den linje. Man kunne næsten få det indtryk, at centrum-venstres væsentligste politiske funktion i dag er at agere vælgerreservoir for fremadstormende højre- og venstrepopulistiske bevægelser. Sådan kunne det også været gået i Danmark – ja, sådan kan det vel stadig gå – men det er lykkedes Socialdemokratiet at tage bestik af situationen.

Partiets rige debatlitteratur og accepten af den åbne ideologiske samtale vidner om, at centrale skikkelser på centrum-venstre har forstået nødvendigheden af at genopfinde en måde at tale om samfund, værdier og fællesskab. Og det er noget, tiden sukker efter.

Når de er bedst, er de socialdemokratiske skribenter eksponenter for et opgør med den teknokratiske forestilling om en nødvendighedens politik til fordel for det, man kunne kalde en ansvarlighedens politik. Det vil sige en politik, der holder det politiske fast på sit ansvar over for fællesskabet, samtidig med at den hævder og genbekræfter den enkeltes ansvar over for samfundet.

Ja, set fra et borgerligt udgangspunkt er græsset virkeligt grønnere på den anden side. Men måske er det, fordi vi netop ikke vander haven? Man kan sige, at Malakians #over100-kampagne er borgerlighedens svar på ukrudtet i min terrasse: Det, der vokser, når alt andet visner. Den borgerlige idékamp er endt i en blindgyde, fordi borgerligheden selv er endt i en gold parodi på individualisme.

Den moderne borgerlighed er hinsides godt og ondt. Den kræver ikke alene den formelle ret til at gøre, hvad der passer den, den frakender os også ret til at have en holdning til forvaltningen af denne frihed.

Hvor det borgerlige engang bestod i at hævde forbindelsen mellem ansvar og frihed, er borgerligheden hermed blevet til et postulat om, at friheden netop er friheden fra ansvar. I stedet for at forsøge på at formulere en borgerlig samfundstænkning med udgangspunkt i en myndig individualisme, er borgerlig moral reduceret til et ”bland dig udenom, pas dig selv og lad mig gøre det samme”.

Af samme grund kan borgerligheden ikke formulere en samfundsrelevant debatlitteratur. Den interesserer sig nemlig ikke for samfundet. Den moderne borgerligheds individualisme er en art vulgærvitalistisk overmenneskedyrkelse, der med en fejludlægning af et Thatcher-citat hævder, at der end "ikke findes noget sådant som et samfund", en tænkning, der i normer og værdier ser skranker for menneskets udfoldelsesmuligheder.

Den er slået over i dyb relativisme. På den måde er den moderne borgerlighed nok et barn af vores tid, men den har intet at sige til tiden.

-----------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique, der er et tidsskrift for borgerlig og konservativ idé- og samfundsdebat. Han er desuden forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.