Debat

Dansk Supermarked: Billige gulerødder virker bedre end pisk

DEBAT: Sænk momsen på frugt og grønt, og gør det nemt at leve sundt og klimasmart. Sådan lyder rådet fra Dansk Supermarkeds CSR-direktør Helene Regnell, der påpeger problemer ved både afgifter på forbrugs- og producentled.

"I
Danmark smides mere end 700.000 tons mad ud hvert år. En større
indsats her ville gøre mere for klimaet end afgift på oksekød," lyder en pointe fra Dansk Supermarked.
"I Danmark smides mere end 700.000 tons mad ud hvert år. En større indsats her ville gøre mere for klimaet end afgift på oksekød," lyder en pointe fra Dansk Supermarked.
Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Helene Regnell
CSR-direktør i Dansk Supermarked

Alle er enige om, at kødet er en udfordring for klimaet.

Særligt oksekød og lammekød, der stammer fra drøvtyggere, er et problem, hvis vi spiser for meget af det. Men vi må heller ikke glemme mælk og ost, som også stammer fra køer.

Omfattende uenighed
Enigheden ophører dog, når der skal løsninger på bordet. Etisk Råd foreslår afgift på oksekød.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Dagligvarekæderne er imod en afgift pålagt i forbrugerledet, fordi det skaber bureaukrati, forringet kvalitet og mindre vareudbud.

Producenterne er imod en afgift pålagt ved kilden i produktionen, fordi varerne bliver dyrere og det skævvrider konkurrencen.

I Dansk Supermarked oplever vi i disse år øget efterspørgsel på produkter, der kan erstatte kød. Det kan for eksempel være soja- eller tofuprodukter.

Helene Regnell
CSR-direktør i Dansk Supermarked

Økologiske og konventionelle producenter er uenige om problemets omfang i egne produktioner.

Landbrugets organisationer ønsker teknologiske løsninger, men ingen afgift.

Skatteeksperterne fremhæver, at en afgift på oksekød formentlig er ulovlig og desuden helt uvirksom. Nogen ønsker dansk enegang, fordi det ellers tager for lang tid, og andre ønsker internationale regler, fordi der skal være lige vilkår, og måske også fordi det tager lang tid?

Og forbrugerne? De vil nok bare gerne have den bøf, de elsker, til en pris, de kan betale.

Er det så overhovedet muligt at overlade ansvaret for klimaet til forbrugerne og lade dem træffe valg ud fra egen samvittighed?

Vi er nødt til at have forbrugerne med
Spørgsmålet er nok snarere, om det overhovedet er muligt at reducere klimapåvirkningen fra fødevarer uden forbrugernes aktive medvirken.

I Dansk Supermarked oplever vi i disse år øget efterspørgsel på produkter, der kan erstatte kød. Det kan for eksempel være soja- eller tofuprodukter.

Vi oplever også et stigende salg af frugt, grønt, fisk, som alle er klimasmarte fødevarer. Samtidig stiger salget af kylling, hvilket ud fra en klimabetragtning er godt, hvis det erstatter oksekødet.

Imidlertid er der et svagt stigende salg af oksekød. Størst er stigningen på økologisk hakket oksekød, der stammer fra malkekøer og en lille stigning på de lidt dyrere oksekødsudskæringer.

Der er ingen tvivl om, at nogen danskere handler med klimaet i tankerne, men de fleste gør ikke. Vi køber det, vi har lyst til, når vi har råd til det.

Det ville derfor være nærliggende at konkludere, at regulering er nødvendig. Det vil jeg imidlertid advare imod. Vi er nødt til at have forbrugerne med, ellers skaber vi utilsigtede effekter såsom grænsehandel.

En enkelt bøf uden løftede pegefingre
Hvorfor ikke i stedet fjerne eller sænke momsen på frugt og grønt og gøre det billigere at leve sundt og klimasmart? Gulerod virker betydeligt bedre end pisk.

Vi kunne også inkludere klimaet i de almindelige kostråd, som en stor del af befolkningen har kendskab til. Enkle budskaber virker.

Specielt, hvis de knytter direkte an til forbrugerens hverdag – som sundhed gør. Så spis mindre kød, spis mere fisk, frugt og grønt – det er både sundt og klimasmart.

Endelig kunne vi gøre endnu mere ud af madspildsagendaen, der også har høj kendskabsgrad hos forbrugeren.

I Danmark smides mere end 700.000 tons mad ud hvert år. En større indsats her ville gøre mere for klimaet end afgift på oksekød.

Mit bud er, at vi skal have forbrugerne med, når vi tænker klima, men vi skal inddrage forbrugerne på en måde, som er relevant for dem. Og så skal der være plads til en enkelt bøf i ny og næ uden løftede pegefingre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00