David Trads: Joe Biden er snart 78 år. Er han for gammel?

KOMMENTAR: Joe Biden vil med sine snart 78 år være den ældste præsident, som USA nogensinde har valgt, hvis han vinder valget 3. november. De demokratiske vælgere kan ikke gøre andet end at folde deres hænder og håbe, han holder valgkampen ud. 

Der er noget virkeligt vildt over at tænke på, at Joe Biden første gang blev valgt til Senatet i 1972 – for han har simpelthen været med så længe, at talemåden "han har været med i 100 år," næsten er rigtig.

Dengang i 1972 vidste her og fru Frederiksen oppe i Aalborg for eksempel end ikke, at de fem år senere – i 1977 – ville få en lille datter ved navn Mette, som i dag er Danmarks statsminister. Den franske præsident, Emmanuel Macron, blev i øvrigt også født i 1977.

Dengang vidste Uffe Ellemann-Jensen eller Poul Nyrup Rasmussen heller ikke, at de i henholdsvis 1977 og 1987 ville blive valgt til Folketinget, og slet ikke, at de omkring årtusindeskiftet begge ville forlade de øverste poster, fordi tiden var inde til yngre kræfter.

I dag ville de fleste danskere formentlig synes, at det var mærkeligt, hvis Ellemann-Jensen, nu 78 år, eller Nyrup, i dag 77 år, besluttede sig for igen at søge at blive partiformand og statsminister. De fleste ville, helt ærligt, tænke, at det er de for gamle til – alt andet lige.

Joe Biden er imidlertid med sine 77 år – han bliver 78 år i november – jævnaldrende med de to danske politiske legender. Han vil, hvis han vinder valget, blive den ældste præsident, som USA nogensinde har valgt. Donald Trump, nu 74 år, besidder i dag rekorden.

Ronald Reagan, som er den hidtil ældste mand, der har siddet i Det Hvide Hus, var 77 år – og altså yngre end Biden – da han i 1989 forlod embedet efter otte år. Der er mange historie om, at han var alderssvækket i sine sidste år som præsident, måske endda tidlige tegn på Alzheimers.

Derfor er Bidens alder naturligvis et emne, som ivrigt diskuteres i den amerikanske valgkamp:

Trump håner ham for at være "forvirret," "ude af stand til at forstå, hvor han er," "halvsenil" og, ja, han har senest hånligt omskrevet hans valgplakat fra "Biden for President" til "Biden for Resident" – altså Biden som plejehjemsbeboer. Andre republikanere går endnu videre.

På Bidens side prøver man at gøre som ingenting – bortset fra at man på valgvideoer gør et stort nummer ud af, at deres kandidat kan løbe ind på scenen og tage hurtige skridt op ad trapperne. Helst vil de ikke tale om det. Biden er selvsagt ikke en ny generations håb.

Men hvordan pokker kan det så være, at Demokraterne – endda med meget stor margen – valgte en gammel, hvid mand som deres leder? Et parti, som i de forløbne årtier har valgt tre af nationens yngste præsidenter – John F. Kennedy, Bill Clinton og Barack Obama?

Svaret er formentlig, at lige præcist i år er den uendelige erfaring, som Biden har, en fordel. Der er ingen overraskelser gemt et sted. Alle ved alt om ham. Trump kan ikke overbevise tilstrækkelig mange om, at Biden i virkeligheden er en anarkist og en socialist, som inderst inde drømmer om at lave USA om til Venezuela eller Cuba. Alle ved, at det er helt forkert.

Bill Clinton sagde berømt engang, at forskellen på de to partier er, at når Republikanerne skal vælge en leder, retter de bare ind efter den valgte leder, mens Demokraterne først overgiver sig, når de bliver forelskede i deres leder. Måske var det rigtigt engang.

I dag gælder det bare ikke længere.

For denne gang ser det i den grad ud til, at de demokratiske vælgere er tilfredse med en kandidat, der bare er god nok – en mand, der ikke skejer ud, en politiker, som man tilstrækkeligt kan leve med uden at elske ham.

De er derfor villige til at se den anden vej, når et ellers relevant spørgsmål om Bidens alder rejses – for denne her gang handler det bare om at finde den diametrale modsætning til Trump. Og lige nu, ja, der folder de bare deres hænder og håber, at han holder valgkampen ud. 

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Mona Juul: Der er alt for meget kortsigtet kioskbasker-politik Mona Juul: Der er alt for meget kortsigtet kioskbasker-politik Næste artikel Benny Damsgaard: Det radikale blodbad? Benny Damsgaard: Det radikale blodbad?