Færinger vil ikke lade Danmark trække sikkerhedskortet

SIKKERHED: Danmark skal ikke kunne sætte færøsk selvbestemmelse ud af kraft ved at gøre handelspolitik til et sikkerhedspolitisk anliggende, lyder det fra flere færøske partier.

Foto: Føroya Landsstýri
Andreas Krog

Valg af leverandører til kritisk infrastruktur indenfor rigsfællesskabet - som eksempelvis 5G-telefoni - skal fremover være et sikkerhedspolitisk anliggende, hvor det bliver afgørende om leverandøren kommer fra et land, som er allieret med Danmark.

Det var udmeldingen i midten af maj fra statsminister Mette Frederiksen (S), der bebudede et lovforslag om sagen i den næste folketingssamling.

Det har skabt kurre på tråden i forhold til Færøernes selvbestemmelse og endnu engang sat spot på, at Danmark, Færøerne og Grønland langt fra har sammenfaldende interesser på den internationale scene.

Teleområdet og handelspolitikken generelt er nemlig områder, som Færøerne har hjemtaget og selv bestemmer over. Sikkerhedspolitikken for Kongeriget Danmark er til gengæld fortsat en sag, som fastlægges af regeringen i København.

Danmark prøver at lægge en ring rundt om Kongeriget. Men hvis man begynder at definere teleinfrastruktur som sikkerhedspolitik, så mister vi den demokratiske råderet over det på Færøerne.

Høgni Hoydal
Formand, Tjóðveldi

I den færøske lagmand Bárður á Steig Nielsens optik er der ikke noget problem i, at et overtaget sagsområde bliver et sikkerhedspolitisk spørgsmål, som den danske regering i sidste ende bestemmer over.

”Færingerne skal vende sig til at telekommunikation i fremtiden kommer til at blive en indgroet del af sikkerhedspolitikken,” sagde Bárður á Steig Nielsen i en pressemeddelelse samme dag, som Mette Frederiksen var kommet med sin udmelding. 

Politisk magt
Flere færøske partier protesterer mod at statsminister Mette Frederiksen i deres øjne lægger op til at tage et overtaget sagsområde tilbage til Danmark.

”Man må ikke så meget som prøve at tage et område, som det færøske landsstyre har ansvaret for, tilbage med politisk magt,” siger det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale fra det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin og fortsætter:

”Vi er enige i at det her er et sikkerhedspolitisk anliggende. Det må bare ikke fremstå således, at nu kommer man fra dansk side og siger, at nu trækker vi området tilbage. Nu er det her sikkerhedspolitik, så nu skal I indordne jer under vores krav.” 

Altinget logoArktis
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arktis kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00