Udmeldelser fra fritidstilbud bekymrer kommuner og pædagoger

TENDENS: KL og BUPL beretter om flere udmeldelser fra landets SFO’er end vanligt. KL frygter, at tendensen på sigt kan udhule kvaliteten af fritidstilbuddene. BUPL foreslår at gøre SFO’erne gratis året ud for at modvirke tendensen.

Foto: Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix
Simon Lessel

Coronakrisen har også ramt landets SFO’er, der ifølge KL og pædagogernes fagforening, BUPL, oplever, at flere forældre end normalt melder deres børn ud.

Tendensen vækker bekymring hos Thomas Gyldal Petersen (S), der er formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg.

Han betegner udviklingen som en ”markant forskel” sammenlignet med tidligere år og frygter, at udviklingen vil skade de fællesskaber og de sociale bånd, der skabes mellem børn fra forskellige sociale skel i fritidstilbuddene.

”Vi kan ikke leve med fritidstilbud, der kun er for de stærke eller for de svage. Værdien i vores fritidstilbud ligger i, at stort set alle børn er med. Det er det, der giver den sociale motor, som vi har brug for,” siger Thomas Gyldal Petersen, der til daglig er borgmester i Herlev Kommune.

Skulle det vise sig, at problemet hen over efteråret bliver meget svært at løse, så vil vi tale med Christiansborg og se på, om vi i fællesskab kan løse opgaven.

Thomas Gyldal Petersen
Formand, KL's Børne- og Undervisningsudvalg

Også BUPL’s formand, Elisa Rimpler, frygter for konsekvenserne, hvis tendensen til, at flere forældre melder børnene ud af fritidstilbuddene, fortsætter.

”Det er en bekymrende udvikling, og det vil få store konsekvenser for børnene i en tid med coronavirus, hvor vi særligt mærker mistrivslen blandt udsatte børn. Børnene går glip af fritidstilbuddene, og samtidig betyder færre børn i fritidstilbuddene, at kvaliteten gradvist vil blive udhulet,” siger Elisa Rimpler.

Økonomien er årsagen
KL har foretaget en rundspørge om udviklingen i antallet af udmeldelser i 72 kommuner. Rundspørgen viser, at 54 kommuner har oplevet udmeldelser siden 1. april. I 14 kommuner er mellem 10 og 20 procent af den samlede andel af børn blevet meldt ud. Og i fem kommuner er mere end 20 procent af børnene blevet meldt ud af SFO’en.

Også BUPL har undersøgt omfanget af udmeldelser blandt deres lokalforeninger, og her lyder vurderingen, at niveauet for udmeldelser ligger cirka 10 procent højere end normalt. Eksempelvis har Syddjurs Kommune ifølge BUPL’s eget magasin oplevet, at der lige nu mangler 150 børn i kommunens klubtilbud. Og det har ifølge BUPL’s næstformand i Østjylland ført til en fyringsrunde, hvor seks klubpædagoger er blevet fyret.

Både kommunerne og pædagogerne peger på en presset økonomi hos forældrene som årsag til udmeldelserne. Derudover fremhæves det faktum, at fritidstilbuddene har kørt med et lavere aktivitetsniveau end vanligt på grund af coronavirus som årsag til, at flere har truffet beslutning om at spare pladsen på fritidshjemmet væk i budgettet.

Dokumentation

Det viser KL's rundspørge om udmeldelser fra SFO

54 ud af 72 kommuner har oplevet udmeldelser.

I 35 ud af de 54 kommuner er det under 10 procent.

I 14 ud af 54 kommuner er det mellem 10 og 20 procent.

I 5 ud af 54 kommuner har man oplevet over 20 procent udmeldelser.

Sådan har de spurgt: KL har spurgt 72 kommuner, om de siden 1. april 2020 har oplevet udmeldinger i SFO 1 (0-3.kl.). Hvis ja, er kommunen blev bedt om at angive andelen af udmeldinger i forhold til indmeldte børn.

Kilde: KL.


0:000:00