Professor: EU's klimamål skader landbruget

Af Jørgen E. Olesen,
Professor på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

EU har udstukket nye mål for udledningerne af klimagasser frem mod 2030, som skal sikre en 40%-reduktion i EU’s udslip fra 1990 til 2030. Målet er opdelt i en 43 procent-reduktion af udledninger i sektorerne omfattet af CO2-kvotehandelssystem (EU-ETS), og 30 procent-reduktion i andre sektorer (boliger, små virksomheder, transport, landbrug), begge for perioden 2005-2030.

Det er endnu ikke afgjort, hvordan målsætningerne i den ikke-kvotehandlede sektor skal opnås, og her er diversiteten stor mellem de involverede sektorer. Samtidig er der meget store forskelle mellem medlemslandenes muligheder for at skrue ned for udslippene.

Klimaeffekter kender ikke landegrænser
For de ikke-kvotehandlede sektorer vil der inden for EU blive aftalt en byrdefordeling mellem landene, som i udgangspunktet fordeles i forhold til landenes velstand, således at lande med et højt BNP per indbygger får højere reduktionsmål. En fast byrdefordeling giver god mening for en del af de sektorer, som i deres natur er stedbundne, som f.eks. boliger og transport. Landbrugsproduktionen er også i sin natur stedbunden, men udledninger fra sektoren er i mange henseender knyttet til fødevareforbruget snarere end produktionen. Herved adskiller landbruget sig fra de andre sektorer, hvor forbruget langt overvejende ligger i Danmark.

Dansk landbrug er et eksport-orienteret erhverv, der producerer fødevarer til omtrent fire gange så mange mennesker, som der bor i Danmark. Hvordan kan vi sikre emissionsreduktioner i et sådant erhverv, uden det går ud over erhvervets konkurrenceevne? Hvis der nemlig sker det, at produktionen bliver mindre favorabel i Danmark, så vil produktionen med stor sikkerhed rykke til et andet land, og emissionerne vil følge med. Da klimaeffekterne ikke kender landegrænser, kan effekten af en sådan udflytning i mange tilfælde være højere emissioner, især da produktionen ofte er mindre ressourceeffektiv uden for Danmark.

Reduktion i landbruget er notorisk svært
Mulighederne for en national regulering af et eksportorienteret erhverv som landbruget afhænger naturligvis af, om det er muligt at reducere udledningerne med rimelige omkostninger. Her bliver det notorisk svært inden for landbruget af flere årsager. Udledningerne omfatter flere gasser (metan, lattergas og CO2), og gasserne kommer fra mange forskellige kilder i produktionen. Det gør det umuligt (eller ekstremt dyrt) at måle udledningerne fra konkrete bedrifter. Udledningernes størrelse skal derfor baseres på modelberegninger eller typetal. Sådanne beregninger skal naturligvis også kunne afspejle sig i den nationale opgørelse.

Med de nuværende teknologier ligger et måske endda optimistisk reduktionsomfang for landbrugets udledninger formentlig i omegnen af 20 %, og det bliver næppe muligt at reducere udledningerne med 30 % for perioden 2005 til 2030, uden at det vil påvirke erhvervets konkurrenceevne. 

Jørgen E. Olesen
Professor på Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet

En del af tiltagene inden for landbruget til reduktion af emissionerne, som fx ophør af dyrkning af lavbundsjord og reduktion i gødningsforbruget, vil umiddelbart kunne måles og opgøres med anvendelse af gængse typetal. Det bliver langt sværere og ofte umuligt, når det drejer sig om effekter af ændret fodringspraksis i kvægavlen eller ændret praksis for, hvornår gødning tildeles afgrøderne. Der er derfor snævre grænser for, hvilke tiltag der reelt vil kunne tælle til at opfylde landbrugets klimamål.

Gør som i transportbranchen
Med de nuværende teknologier ligger et måske endda optimistisk reduktionsomfang for landbrugets udledninger formentlig i omegnen af 20 procent, og det bliver næppe muligt at reducere udledningerne med 30 procent for perioden 2005 til 2030, uden at det vil påvirke erhvervets konkurrenceevne. Udledningerne vil i høj grad være koblet til det samlede forbrug af fødevarer (globalt set), samt hvor klimaeffektivt fødevarerne kan produceres. Udledningerne kan således reduceres ved enten at mindske forbruget af de mest klimabelastende fødevarer (især kød) eller ved at producere fødevarerne med mindre klimabelastning målt i forhold til produktionen.

Problemet er bare, at det ikke er en sådan fremgangsmåde, der lægges op til i EU’s klima- og energipakke. Snarere kan nationale mål for reduktioner inden for landbruget føre til, at produktion flytter til lande med lavere klimaeffektivitet i produktionen. Faren for dette er særlig stor, når EU vælger at fordele byrderne efter indkomstniveau, da nogle af de rigere lande i EU faktisk er dem, der har den mest klimaeffektive fødevareproduktion, og hvor det derfor er sværere at reducere yderligere.

Der er derfor brug for grundige overvejelser om, hvordan en effektiv regulering på EU-plan skrues sammen. Det kunne overvejes, om man skulle bruge nogle af de samme mekanismer som for transportsektoren, hvor bilindustrien er blevet mødt med krav om at producere biler, der kører længere på literen. Tilsvarende kunne der stilles krav om tiltag, der sikrer, at fødevarer produceres mest klimaeffektivt på tværs af landene i EU.