Her er de fire andre sager, der gør sommerhussagen ekstra skidt for Løkke

OVERBLIK: Lars Løkke Rasmussen (V) skal i endnu et samråd om sit forhold til de såkaldte kvotekonger. Fire gamle sager om hotelovernatninger, flyrejser og det falske navn 'Jensen' gør det ekstra skidt for Løkke, at han tog imod et gratis sommerhusophold.

Placeholder image
På et pressemøde i oktober 2013 bruger Lars Løkke Rasmussen 3 timer og 43 minutter på at besvare pressens spørgsmål om rejser betalt af den grønne organisation GGGI. Han fremlægger også alle sine rejsebilag. Foto: /ritzau/ Jeppe Bjørn Vejlø

Det er ikke kun den aktuelle sag om statsministerens forhold til kvotekonger i sig selv, der giver Lars Løkke Rasmussen (V) problemer.

Sagen skriver sig ind i en række tidligere historier, hvor Løkke har været kritiseret for ringe dømmekraft og moral og tvivlsom brug af offentlige midler. Få her et overblik over sagerne, der har skadet Løkkes troværdighed.

Bilagssagen 2008
I 2008, da Lars Løkke Rasmussen er finansminister, kommer de første historier om hans bilag og ekstraregninger frem. Venstre og Løkke ender med over flere omgange at tilbagebetale mere end 20.000 kroner. Nedenfor er nogle af de ting, han fik betalt med offentlige midler.

1998-2001: Cigaretter, diskoteksbesøg og taxature
Som amtsborgmester i Frederiksborg Amt har Lars Løkke brugt skatteborgeres penge på kaffe, cigaretter, et kasinobesøg og flere diskoteksbesøg. Det afslører Frederiksborg Amts Avis flere år senere.

Som amtsborgmester har han også været på studietur til Rom med Sundhedsudvalget i Frederiksborg Amt uden at deltage i noget officielt program på turen. Amtet betaler regningen på 13.312 kroner.

Efter en New York-tur med den danske folketingsdelegation ved FN's Generalforsamling afleverer Lars Løkke Rasmussen ekstra bilag. Selvom Løkke får dækket udgifter for 51.000 kroner af Folketinget, afleverer han også bilag til Frederiksborg Amt for 3.140 kroner for telefonregninger. Da det kommer frem, betaler han pengene tilbage.

Læs også

Endelig kan DR fortælle, at Løkke i sin tid som amtsborgmester har bilag fra taxiture for 148.000 kroner, uden at han kan redegøre for, hvor turene gik hen.

2002: Hotelbesøg under falsk navn
Som indenrigs- og sundhedsminister overnatter Lars Løkke Rasmussen på et hotel i København under efternavnet Jensen. Hotelbesøget bliver betalt af ministeriet.

Da det kommer frem, at han har overnattet under et falsk navn, forklarer Løkke, at han ville undgå ”mytedannelser”. Han siger, at han overnattede på hotellet efter et aftengruppemøde i Venstre, men det viser sig, at han i stedet har været til julefest på Venstres reklamebureau.

Lars Løkke Rasmussen betaler senere pengene tilbage.

2003-2006: Hotelovernatning efter koncert
Som minister overnatter Lars Løkke Rasmussen otte gange på hotel på skatteborgernes regning, selvom der hverken står aftenmøder eller tidlige morgenmøder i hans ministerkalender. Aftenen før den ene af overnatningerne er Løkke til Paul McCartney-koncert i Horsens.

2005: På hotel i San Fransisco
Løkke tager en tur til San Francisco som indenrigs- og sundhedsminister. Fra fredag til søndag bor han på hotel på skatteborgernes regning, selvom det faglige program først starter om mandagen.

Rygekabinesagen 2012
Da Løkke bliver statsminister i 2009, får han installeret en lejet rygekabine ved sit kontor i ministeriet. Da han stopper som statsminister i 2011, er regningen for rygekabinen med to barstole løbet op i 154.000 kroner, og det kommer frem i Ekstra Bladet.

Efter hård kritik skriver Lars Løkke Rasmussen på sin facebookside, at han selv vil betale regningen, fordi den er langt større, end han "personligt finder rimeligt".

GGGI-sagen 2013
Som formand for den grønne organisation Global Green Growth Institute (GGGI) bruger Lars Løkke Rasmussen i 2012 omkring en million kroner på flyture på første klasse, luksushoteller og limousiner. Sagen kommer frem året efter.

Løkke får blandt andet betalt en tur til Rio de Janeiro sammen med sin datter. Han kalder det senere for ”en misforståelse” og betaler 27.000 kroner tilbage for datterens rejse.

GGGI er blandt andet støttet af danske bistandsmidler.

Tøj- og rejsesagen 2014
Mens Lars Løkke Rasmussen er statsminister i 2010 og 2011, får han habitter, sko og underbukser til en værdi af 152.000 kroner betalt af Venstre. Det sker i forbindelse med diverse repræsentative opgaver og kampagneaktiviteter. Da det kommer frem i Ekstra Bladet i 2014, oplyser partiet, at Løkke selv har betalt for tøj, som efterfølgende har været brugt privat.

Tøjet er fra Løkkes foretrukne herretøjbutik, Zornig på Frederiksberg, og bilagene viser indkøb af blandt andet 28 skjorter, 9 jakkesæt, 9 par bukser, 21 slips, 17 par strømper og 8 par boxershorts.

I samme omgang kommer det frem, at Lars Løkke Rasmussens kone og yngste søn har fået betalt en ferierejse til Mallorca til 11.000 kroner halvanden uge efter, at Løkke taber folketingsvalget i 2011.

Dokumentation

Sagen kort

Den aktuelle sag handler om, at Lars Løkke Rasmussen har fået et sommerhusophold i fødselsdagsgave af en meget omtalt dansk storfisker – en såkaldt kvotekonge. Det er kommet frem, efter at Løkke tidligere har afvist relationer til kvotekonger.

Flere oppositionspartier har bedt om at få Løkke i samråd om sagen, men statsministeren vil kun svare på spørgsmål om sit forhold til kvotekongerne. Han vil ikke svare på spørgsmål om gaver, fordi det hører ind under "private forhold".

Ifølge Ekstra Bladet har Løkke desuden deltaget i samme kvotekonges firmafest.

Tidligere har DF og flere andre undret sig over regeringens store modstand mod stramninger af lovgivningen om kvotekonger.


Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

MF, stifter og politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser