Jarl Cordua: Løkkes dømmekraft, DF's dobbeltstandard og Gades dropout

”Nu er der stemning og fest – pift-pift!”  Sådan kunne man med lidt ironi beskrive den noget halvsure stemning, der præger Christiansborg her i den første arbejdsuge.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har endnu engang rodet sig ud i en sag, der stiller spørgsmålstegn ved, om dømmekraften nu er helt i top.

Der var nok nogle – især blandt Venstrefolk, der troede, at efter så mange sager om bilag og bjergsomhed med hensyn til ting og sager på alle andres end sin egen regning, så havde Venstres formand vel efterhånden lært lektien?

Men det er åbenbart ikke helt tilfældet, får man indtryk af, efter at Ekstra Bladet kan berette, at Løkke og frue tog i sommerhus i Skagen en uges tid i højsæsonen 2016 inviteret af en af de omdiskuterede kvotekonger. Man kan bestemt ikke udelukke, at kvotekongen med de store økonomiske interesser i lovgivningen omkring fiskekvoter bare er en flink fyr, der synes, at hans statsminister fortjener et sommerhus-ophold i 50-års-fødselsdagsgave uden tanke på nogen som helst modydelse.  

Der foreligger heller ikke skyggen af bevis for, at Løkke personligt politisk skulle have blandet sig i sagerne for at komme kvotekongerne til hjælp, om end at hans minister Esben Lunde Larsen (V) – indtil et folketingsflertal vred armen om på ham – gjorde, hvad han kunne for IKKE at gennemføre mere restriktive regler.

Men når man nu HAR haft alle disse sager i bagagen, og når man nu VED, at pressen og oppositionen (og der kan man medregne DF i dette tilfælde) er opmærksomme på, at der kan være en sammenblanding af interesser og måske også gerne vil udstille, at der KAN være et problem. Hvorfor i alverden bringer man sig selv i den situation? Det er højst mærkværdigt. Og det var vel nærmest en tilståelsessag, når Løkke tirsdag efter spørgetiden på Christiansborg efter kun to spørgsmål skyndte sig væk fra journalisterne, der ellers stod klar til at bore i sagen om kvotekongens gave.

Det var vel nærmest en tilståelsessag, når Løkke tirsdag efter spørgetiden på Christiansborg efter kun to spørgsmål skyndte sig væk fra journalisterne, der ellers stod klar til at bore i sagen om kvotekongens gave.

Jar Cordua

Nu skal Løkke så igen forklare sig i et samråd, hvor han sikkert vil benægte, at han har gjort noget galt, andet end at indløse et gavekort fra en venlig sjæl (og kvotekonge) fra Thyborøn. Spørgsmålet er, om DF med fiskeriordfører Ib Poulsen i spidsen og et flertal giver ham en eller anden næse for dette, hvilket bare forpester det i forvejen ikke alt for hjertelige forhold mellem regeringen og dets såkaldte støtteparti, Dansk Folkeparti. 

Måske kan man få en fornemmelse af stemningen mellem DF og regeringen ved læsning af et blogindlæg hos JP forfattet af MEP Anders Vistisen (DF), der buldrer løs mod ”håndværkeren” Lars Løkke, som hånes for at være en ”klamphugger af rang” og uden ”moralsk kompas”.

Vistisens ærinde er at placere ansvaret for forhandlingssammenbruddet om flygtningestramninger og skat udelukkende hos Løkke og amatørerne hos LA, mens DF naturligvis er ansvarsfri, i modsætning til hvad hele laget af - forstår man på DF-politikeren - højtlønnede liberalistiske chefredaktører i pressen mener.

Vistisen omklamrer undervejs den salige konservative Poul Møller og Socialdemokraternes Henrik Sass, som han begge ser som bolværker mod den skrækkelige liberalisme, og man må forstå, at fremtiden nu består i en udbygning af DF-S-alliancen.

Interessant er det, at DF gnider salt i såret i forhold til deres egen statsminister, der som nævnt står med endnu en kedelig sag på hånden. Yderligere falder det i øjnene, at Vistisen tilsyneladende allerede helt har lagt den stadigt verserende Meld-Feld-sag bag sig, siden han så skråsikkert kan udtale sig om andres ”moralske kompas”. Der er endnu ingen, der har været slået af beundring over det ”moralske kompas”, som de fire valgte DF’ere udviste i den sag.

Vistisens indlæg er i øvrigt et fint eksempel på DF's dobbeltstandard. DF'ere må hjertens gerne svine politiske modstandere, herunder regeringen, til med alskens hårde gloser. Jo skarpere og hårdere, jo bedre! Det giver kant, genlyd overalt og anerkendende nik hele vejen rundt. Men hvis slagene bliver leveret den anden vej – selv i høviske toner, hvor man for eksempel tillader sig at formulere politik, DF er uenig i – så er der slet ingen grænser for ømskindet, de fornærmede miner og for truslerne om drakonisk gengældelse for de formastelige senere ved forhandlingsbordene.

Med andre ord er DF’ernes tilgang til den offentlige debat, at man opfører sig som en flok skallesmækkende mimoser. Og det ville da være forjættende, hvis der snart blev taget et opgør med det uudholdelige regime. For sikkert ikke så få vil det være en selvstændig grund til at stemme helt uden for blå blok næste gang.

Hos Socialdemokraterne er de også gode til at pege på andres moral. Man vil så gerne fremvise billedet af en strømlinet opposition med den fnugfri statsministerkandidat, der tørrer gulv med den håbløse regering i konstant krig med sit frustrerede støtteparti. Men det lykkedes ikke rigtigt. Slet ikke i denne uge.

Man skulle tro, at det var en nem sag at agere i sådan et farvand, men nej. Først giver man den som dem, der vil sikre en ordentlig politisk samtale, hvorefter S-spinfolkene producerer en film til de sociale medier, hvor man håner Liberal Alliance for deres politiske nederlag.

Fint nok, at man vil udstille LA, men så må man til gengæld finde sig i at blive hevet ned fra den moralske høje hest. Så hævder man, at utrygheden er faldet i Danmark og producerer grafisk materiale, der af en uafhængig ekspert bliver stemplet som fake news, hvorefter Mette Frederiksen skal forholde sig til, at påstanden om, at utrygheden er faldet i Danmark enten er forkert eller i al fald totalt misvisende.

Og i øvrigt faldt trygheden også under den forrige S-ledede regering, hvori Frederiksen selv må siges at have en vis indflydelse på forholdene som både beskæftigelsesminister og justitsminister. S jubler over meningsmålingerne p.t., men kampagnerne siden nytår er chokerende ringe og uimponerende. Jeg tror ikke, at S skal regne med, at de vinder det næste folketingsvalg på den måde.

Og så vil Henrik Sass Larsen ikke tale med pressen. Det vil han sikkert gerne til sin tid, når valget kommer. Og så må vi jo se, om journalisterne har husket alle de kritiske spørgsmål til ham, når den tid kommer, eller om han vender om i døren, fordi han ikke vil stå model til såkaldt ”fuck-journalistik”. Helt sikkert ender det med, at Socialdemokraterne under valgkampen til sin tid rituelt vil pibe over ”den borgerlige presse”, som altid er så ”onde” ved dem.

Lidt solskin og glæde er der trods alt at finde på Christiansborg. Forleden meddelte Venstres gruppeformand Søren Gade, at han dropper Folketinget efter næste valg og i stedet stiller op til Europa-Parlamentsvalget. Og hvorfor nu det?

Det er ingen hemmelighed, at Christiansborg i anden omgang for Gade har været en gedigen skuffelse. Han har nok haft en forventning om at være en større politisk spiller og tættere på magten, end han endte med at være. Det har man blandt andet kunnet se ved de ret besynderlige ”teenage-oprør” fra gruppeformanden, hvor han har fået trykt kritiske læserbreve i det foretrukne medie Holstebro Dagblad om diverse detaljer, som han har været utilfreds med.

Ting, man skulle tro kunne klares ved, at gruppeformanden tog et møde over en kop kaffe med Venstres formand og statsminister på Christiansborg. I folketingsgruppen er der ingen synderlig overraskelse over, at Gade nu finder nye græsgange, hvor man ikke helt har haft indtryk af, at gruppeformanden har brændt for sagen og i øvrigt har haft svært ved at fylde rollen ud.

Der er for eksempel meget langt til en legendarisk V-gruppeformand som Ivar Hansen, der til fulde udnyttede posten til at skabe sig en politisk platform.  

Den manglende gnist har også været bemærkelsesværdig henset til den standende diskussion om efterfølger til Lars Løkke. Til trods for den pæne popularitet, især i de meget store nord- og vestjyske kredse af Venstre, så har Gade ikke reelt været i spil i diskussionerne om efterfølger i de sidste halvandet til to år.

Til trods for især formiddagsavisernes lejlighedsvise spekulationer, så har det længe været betragtet som en fastslået kendsgerning i Venstre, at finansminister Kristian Jensen er partiets næste formand. Det, man i stedet har diskuteret i krogene, er, hvem som i givet fald skal overtage den til den tid ledige næstformandsstol. 

Nu skal Gade til Bruxelles, og få er i tvivl om, at det bliver en vælgermagnet, der har gode chancer for at rette lidt op på det miserable valgresultat i 2014, der hovedsageligt skyldtes diskussionen om finansieringen af Lars Løkkes underbukser.  

Det kan næsten kun gå fremad for Venstre, uanset om Gade vælger at opstille i andet geled efter Morten Løkkegaard, der insisterer på, at han går efter at blive spidskandidat. Så der er ingen sure miner i Venstre over udsigten til endelig at vinde et valg.

Det eneste, man så ikke kan regne med, er, hvorvidt Lars Løkke stadig huserer som statsminister til den tid, og om hans kandidathold endnu engang skal forholde sig til hans mærkværdige dispositioner, selv efter at have modtaget en nærmest uendelig række af røde kort fra vælgerne.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.