Jens Chr. Grøndahl: Feministen med tørklæde og imamen uden svar på alt

Frankrig har været hårdt ramt ikke bare af islamistisk terror, men også af de sociale og kulturelle spændinger mellem flertalskulturen og den muslimske underklasse i forstæderne til landets store byer. Samtidig er Frankrig et af de europæiske lande, hvor muslimer i stor stil har integreret sig og lever som velfungerende, jævnbyrdige medborgere.

Selv om Det arabiske forår blev slået ned som politisk oprør, har det udløst en frodig kulturel opblomstring.

Jens Chr. Grøndahl

Et tilbagevendende spørgsmål i den franske debat er, hvordan man forener republikkens universelle og verdslige humanisme med en social virkelighed, hvor islam spiller en rolle i en masse menneskers liv. "Le vivre-ensemble" – at kunne leve sammen – er ikke bare en smuk tanke. For de franskmænd, der ikke har kastet sig i armene på Marine Le Pen er det også en bydende nødvendighed. Men hvordan gør man?

I modsætning til mange danske feminister, der af skræk for at blive kaldt islamofober har forsømt at forholde sig til kvindeundertrykkelsen i visse muslimske miljøer, er man i Frankrig ikke bleg for at massere kulturkonfliktens ømmeste punkt.

Det skete for eksempel den første søndag i oktober, da avisen Le Monde i forbindelse med sin årlige festival stod for en debat under den manende overskrift: "Må islam gennem en seksuel revolution?"

Nadia El Bouga advarer: Det er ikke nok at kæmpe for kvinders rettigheder. Man må samtidig konfrontere den maskuline kultur, der ligger til grund for uligheden.

Jens Chr. Grøndahl

I amfiteatret under Bastille-operaens store scene sad flere hundrede mennesker og hørte fire muslimske stemmer give hver sit bud på spørgsmålet om kvinders seksuelle frihed.

Den kendteste af dem var journalisten og forfatteren Kamal Daoud. Han vandt litterær hæder og europæisk berømmelse med sin første roman, "Meursault contre-enquête", der genfortæller historien i Albert Camus’ klassiker ”Den fremmede” om en fransk algierers tilfældige og tilsyneladende grundløse mord på en arabisk mand.

Berømt og berygtet blev Kamal Daoud også, da han i februar 2016 efter masseovergrebene nytårsnat i Köln skrev et indlæg i Le Monde, hvori han gik til angreb på det traditionelle muslimske kvindesyn. Holdningen til kvinden og kvindekroppen er ifølge Kamal Daoud udtryk for en "patologisk" kulturtilstand i den arabiske verden. Hans meningers mod har tvunget ham til at leve delvist under jorden i sit hjemland Algeriet. I en lang periode måtte han af frygt for sit liv give helt afkald på journalistikken.

På scenen i Bastille-operaen præciserer han: "Jeg har aldrig mødt islam. Jeg har kun mødt muslimer." Han forholder sig til den vold og undertrykkelse, der finder sted i det virkelige liv, og finder det ufrugtbart at fortabe sig i teoretiske udredninger. Men hvis det endelig skal være, så er islam en universel religion, tilføjer han senere. Derfor har alle, muslimer som ikke-muslimer, også lov til at have en mening.

For jihadisten er den erotiske kvinde "et skandaløst forvarsel om den kvinde, han drømmer om at møde efter døden," sagde Kamal Daoud i et interview med Le Monde 25. september. Han påpeger den skingre modsigelse i, at terroristen dræber de vantro, fordi de drikker og horer, samtidig med at han glæder sig til at gøre det samme, når han kommer i Paradis.

Kamal Daoud ser den seksuelle misère og den religiøse radikalisering som forbundne kar. "Jeg tror ikke, at en mand, der er blevet elsket som fjortenårig, vil gøre sig til selvmordsbomber i en alder af seksten."

Han afviser den gentagne beskyldning for "essentialisme" og minder om, at han også er kritisk over for Vesten. På den ene side af Middelhavet bliver kvinden tilsløret. På den anden side af havet er den blottede, perfektionerede og tingsliggjorte kvindekrop i overført betydning bare en anden form for ”slør”.

Kamal Daouds ærinde er det enkelte menneskes ret til at være herre over sin krop og sit liv. Han hæfter sig ved, at det i den islamiske verden udelukkende er de religiøse, der taler om sex. Så længe de har monopol, vil der ikke ske fremskridt.

Dén tråd bliver taget op af kvinden, der sidder ved siden af ham i Amphithéatre Olivier Messiaen denne oktobersøndag. Nadia El Bouga er født i Frankrig af marokkanske forældre. Hun er sexolog og forfatter, driver en rådgivningsklinik i en parisisk forstad og har et radioprogram, hvor hun rådgiver unge muslimer.

Hun taler klogt og jordnært, med nuanceret besindighed og stor indsigt. Den eneste gang, hun viser tegn på indignation, er, da en tilhører spørger ind til, hvordan hun kan tale, som hun gør, når hun går med hovedtørklæde. ”Oui, Monsieur!” siger hun med eftertryk, ”man kan godt være feminist og gå med tørklæde!”

Nadia El Bouga siger, at unge muslimer allerede er ved at vågne op. På det personlige plan søger de rådgivning og hjælp til at bryde de seksuelle tabuer og frigøre sig. En tendens, der ville have været utænkelig for ti år siden. Problemet i dag er ikke mindst hykleriet. Ét er, hvad man siger, noget andet hvad man gør. Seksualundervisning i skolen betyder alt, siger hun. At børnene tidligt forstår ligheden mellem dreng og pige.

Hun vender sig mod, hvad hun kalder ”reduktionen af islam til en fallisk norm", men det er ikke en teologisk debat, hun lægger op til. Det er muslimerne, der skal reformere sig. Det handler om mennesker, og i den arabiske verden handler det om, at spørgsmålet om kvinders rettigheder skal gøres til en verdslig debat.

Tunesien bliver nævnt som et arabisk land med en forholdsvis progressiv lovgivning, men Nadia El Bouga advarer: Det er ikke nok at kæmpe for kvinders rettigheder. Man må samtidig konfrontere den maskuline kultur, der ligger til grund for uligheden.

Det har lange udsigter i den arabiske verden, og derfor er det afgørende, at de europæiske muslimer går foran. De må vise, at islam kan forenes med ligestilling, seksuel frigørelse og personlig selvbestemmelse.

Er det muligt? Spørgsmålet bliver stillet til panelets imam, endda i konkret og udfordrende form. Hvad skal man sige til unge mennesker, der går og frygter Guds straf, fordi de har haft sex under ramadanen?

Tareq Oubrou ligner ikke en mand, der lader sig bringe ud af fatning, men uden at svare direkte får han måske alligevel antydet en vej ud af misèren. Man taler så meget om Guds straf og om, hvad der er forbudt, siger han. Man glemmer, at Gud også kan tilgive.

Han ærgrer sig over, at debatten om islam altid ender med at blive normativ frem for at være teologisk. Som teolog fremstår han liberal, men måske først og fremmest kildekritisk.

Man må hele tiden have islams historie med, forklarer han. De hellige skrifters antropologiske forankring. Man må huske at være hermeneutiker. Forstå, at der altid er tale om en fortolkning. Med et smil henviser han til, at der findes islamiske kilder, der sakraliserer orgasmen.

Tareq Oubrou er imam ved den store moské i Bordeaux. Fra en relativt konservativ position – for eksempel i holdningen til tilsløring – har han med årene udviklet en mere pragmatisk indstilling. I dag advarer han imod, at troende kvinder reducerer sig selv til et tørklæde.

Han har modtaget Æreslegionen, og efter attentatet på Charlie Hebdo gjorde daværende indenrigsminister Bernard Cazeneuve ham til sin særlige rådgiver. I maj 2016 udstedte Islamisk Stat en fatwa mod ham.

Når man lytter til Tareq Oubrou, er man ikke i tvivl om, at hans religiøsitet er lige så stærk, som hans historisk bevidste tilgang er fleksibel. Vi mennesker er – muslimer såvel som kristne og ateister – henvist til at leve med usikkerheden som forudsætning, siger han. "For meget religion kan gå ud over spiritualiteten," tilføjer han underfundigt. "Det gælder også kristendommen."

Man hører et ekko af Søren Kierkegaard – med arabisk accent.

Den fjerde stemme i panelet er den syriske forfatter Salwa Al Neimi, der i mange år har boet i Paris. Hun skriver digte og romaner og er især kendt for den erotiske roman ”La Preuve par le miel” (”Honningbeviset”), der handler om en kvindes frigørelse og seksualitet. Bogens sprog fremkaldte stærke reaktioner i de arabiske lande.

Hendes indfaldsvinkel er først og fremmest politisk. Ligestilling og seksuel frihed forudsætter en politisk forandring. Overalt i den arabiske verden tillader udemokratiske regimer, at de reaktionære imamer tyranniserer meningsdannelsen og det sociale liv. De har frit løb i moskeerne, og de dominerer radio, TV og de trykte medier, støttet af Saudi-Arabien, der betaler for udbredelsen af propaganda i form af gratis udgivelser.

Til gengæld er der en modbevægelse i gang, især blandt de unge. Selv om Det arabiske forår blev slået ned som politisk oprør, har det udløst en frodig kulturel opblomstring. Unge forfattere, filminstruktører og kunstnere trodser den kvælende religiøse konsensus og udtrykker deres generations erfaringer og håb.

De fortjener vores støtte, siger hun, og man forstår, at hun både appellerer til de europæiske muslimer og til os alle.

Da jeg forlader amfiteatret og kommer ud på Place de la Bastille, er det med følelsen af bevægelse i tingene. Blandt muslimer, mellem muslimerne og flertalskulturen, i den arabiske verden og frem for alt i vores hoveder.

Kan man komme i andet end søndagshumør, når man hører en imam bekende sig til usikkerheden og en feminist med tørklæde sige, at hun vil "dekonstruere det virile Paradis"?

---------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Jens Christian Grøndahl har netop udgivet “Europa er ikke et sted”, der afslutter hans trilogi af essaybøger med europæiske temaer. Tidligere udkom “Hjemme i Europa” og “Europas ambassade”.