Lars Tvede: Offer, redder, krænker, klovn

Jeg vil fortælle en lille historie om dårlige sociale spil i vore samfund. Det drejer sig om offer-, redder- og krænkerroller – samt det at være alles nar.

Lad mig starte en forårsdag i 2016, hvor jeg i en taxa rullede ind foran Kgs. Nytorv i København for at spise på Hotel d'Angleterre.

Foran indgangen, ja splat lige midtfor, holdt en særdeles udansk Rolls Royce(!) med schweiziske St. Gallen-plader.

Jeg vidste straks, hvem den tilhørte, for min bekendte Lars Seier boede netop i St. Gallen – på et slot, i øvrigt, hvor han ifølge sine Facebook-billeder havde en del biler, herunder netop en Rolls Royce. ”Det er vist Lars Seiers bil,” sagde jeg så henkastet til chaufføren.  

”Ja,” svarede taxamanden så, ”han er jo stukket af til Schweiz.”

Jeg betalte så og steg ud, imens jeg tænkte: ”Stukket af? Hvorfor brugte taxamanden egentlig dét udtryk?”

Det er måske slapsvansen, som ikke lige kan få sat vækkeuret og komme på arbejde, eller den mentale kæmpebaby, som i mangel på forældre til at trække læsset nu gerne vil forsørges af samfundet for evigt.

Lars Tvede

Ja, hvorfor? Det har jeg faktisk en teori om, og dertil må jeg introducere det fænomen, psykologer kalder Karpmans Dramatriangel. Dramatrianglen beskriver dysfunktionelle sociale spil, hvor folk giver den i rollerne som enten ”ofre”, ”reddere” eller ”krænkere”. Disse spil er destruktive, siger psykologerne, fordi de forhindrer folk i at tage ansvar for egne problemer.

Lad os se lidt på rollerne, hvor vi kan starte med offeret, som er personen, der mener alting er andres ansvar og andres skyld.

Sådanne typer har vi vel alle mødt. Det er måske slapsvansen, som ikke lige kan få sat vækkeuret og komme på arbejde, eller den mentale kæmpebaby, som i mangel på forældre til at trække læsset nu gerne vil forsørges af samfundet for evigt.

Faktisk er han mere end det; han er demonstrativt Rolls Royce-på-Kgs-Nytorv-agtigt ligeglad.

Lars Tvede

I moderne samfund skal ofre imidlertid reddes, og den typiske redder er udstyret med et gigantisk synd-for-instinkt. Når redderen derfor finder en, det heldigvis er synd for, træder hun (reddere synes især at være kvinder) straks til for at redde.

Nu kan det selvsagt være rigtig godt at hjælpe folk i nød, men mange reddere har så mange synd-for-hormoner, at de redder alt for meget, inklusive folk, der havde bedre af et spark i røven.

Et klassisk eksempel er i øvrigt curlingforældre, der vedvarende belønner deres børn for jammer og svaghed, hvilket uheldigvis forbereder poderne til et senere liv som fortabte kæmpebabyer i en kronisk offerrolle.

Og så er der krænkeren. Arketypen på krænkeren er altid på jagt efter fjendebilleder - ofte imaginære - der så indgår som et vigtige element i Karpman Trianglens negative dynamik. Krænkeren er også gerne konspirationsteoretiker, og er konstant på jagt efter nogle at krænke - tit som distraktion for egen utilstrækkelighed.



^{De tre arketyper i 'Karpmans Dramatriangel'.}

Så der har vi de tre aktører i Karpmans drama, og spillet imellem dem er ifølge psykologerne meget ofte problematisk, fordi det både er vanedannende og hindrer hver af deltagerne i at tage vare på eget liv.

I den kroniske tilstand – og det bliver det ofte – vil hver aktør konstant arrangere sig, så rollen altid kan fastholdes. Et klassisk eksempel er en bistandsmodtager, altså et offer, der uventet får en stor arv, som han straks solder eller gambler væk for derved at kunne falde tilbage i den ønskede offerrolle; for så længe man er offer, er man andres ansvar.

Et af de stærkeste midler til at fastholde den baby-agtige offerrolle er i øvrigt krænkelseskultur (tænk på svenske feminister). I krænkelseskulturen er alting jo andres skyld, hvilket ret behageligt betyder, at intet fuldt og helt er ens eget ansvar. Og så kan man leve som offer til sin dødsdag.

Kroniske ofre har brug for reddere til at spille forældrerollen, men redderne har så sandelig også brug for ofre. Og fordi reddere får stor glæde af at redde og i øvrigt derved kan fremstå som Det Gode Menneske, kan de undertiden fristes til at fremtrylle ofre, der ikke rigtig er det.

Dette offer-redder-spil virker imidlertid lidt kikset, hvis der ikke er nogle krænkere med i billedet, hvis skyld det hele er. Nogle melder sig selvsagt frivilligt til den rolle, men andre ganske ufrivilligt bliver sluset ind i den. Efter ofrenes og reddernes mening er de bedst egnede tilsyneladende mandlige hvide forretningsfolk såsom, øhhh, lad mig tænke…

Såsom Lars Seier! Eller Goldman Sachs. The Donald, måske. McKinsey. Wall Street. Storkapitalen. Monopolkapitalismen. Eller hvad som helst, der lugter af ”de øverste ti tusinde” – som Hitler engang kaldte det.

Nu er de fleste erhvervsfolk naturligvis ikke vilde med at blive fremstillet som krænkere, og derfor prøver de ofte at bortforklare egen succes og glæden ved frugterne af deres arbejde, hvilket i mine øjne faktisk er lidt klovneagtigt. ”Nej, pengene betyder ikke noget for mig,” lyder en fed afledningsmanøvre. ”Jeg har bare været heldig” klinger også godt. Selv en elbil kan hjælpe.

Men hvis medierne alligevel – håbe, håbe – kan afsløre de succesrige folk med et glas champagne, en dyr bil eller (endnu bedre) i færd med at sige noget godt om sig selv, så haps, er de gået i fælden. Krænker! Og klovn!

Nu skal jeg vel lige have Lars Seier ind i historien igen, for jeg havde en lille pointe med den. Ok, som sagt: Jeg så Lars Seiers Rolls Royce foran d'Angleterre. Senere samme dag forlod jeg hotellet, og minsandten om ikke jeg mødte Lars Seier selv i døren. Vi faldt så i snak, og da han hørte, jeg skulle til lufthavnen og hjem til Schweiz, tilbød han mig så et lift til Kastrup i fineste stil. Og derefter kørte vi så igennem København højt på strå i Rolls Roycen imens folk gloede.

Lars er medstifter af et af Danmarks største iværksættereventyr de seneste årtier – en enorm succes, der har givet Danmark masser af højtlønnede arbejdspladser, samt betydelige skatteindtægter. Og han har finansieret et hav af andre virksomheder.

Men han er jo også en hvid mand, og Saxo er som virksomhedens efternavn afslører – oh skræk! – en bank, hvilket tilsammen gør ham til en oplagt krænker. Men af en eller anden grund er manden ganske ligeglad. Faktisk er han mere end det; han er demonstrativt Rolls Royce-på-Kgs-Nytorv-agtigt ligeglad.

Og det, synes jeg, er ret fedt, for hverken Karpmans drama eller krænkelseskulturen fører til noget godt. Hvis alting er andres skyld, og hvis dit og mit liv er andres ansvar, vokser vi aldrig op og tager ansvar for os selv.

Og hvis vi skal skjule succes, vil alt for få give den en skalle og tage chancen som iværksætter. Trods alt siger statistikkerne, at langt de fleste vækst-startups går ned, så hvorfor tage chancen, hvis man sandsynligvis går ned, men hånes, hvis regnskabet trods alle odds går op?

Alternativet til den destruktive 'Karpman-kultur' er i stedet at folk tager ansvar for deres eget liv. Der er en kultur, hvor de lærer at udfordre sig selv og via livslang træning bliver stærkere, dygtigere og mere robuste. Professor Stephen Covey fra Utah State University beskrev det egentlig ret godt i bl.a. sin globale bestseller The 7 Habits of Highly Effective People, hvor han oplistede tre faser af menneskelig udvikling:

– 'Det uselvstændige menneske', der er afhængig af andre. Sådan alle starter spædbørn, og vi kan kalde dette 'du-mennesket', fordi alting her er andres skyld og ansvar.
– 'Det selvstændige menneske', der har lært at tage vare på sit eget liv (”jeg-mennesket”).
– 'Dette selvstændige menneske', som yderligere blev meget dygtigt til at lave win-win-transaktioner med andre selvstændige mennesker (”vi-mennesket”).

Ekstremt succesrige mennesker, sagde Covey, havde arbejdet sig fra første til anden og derefter tredje fase. Problemet er, at hvis man fanges i Karpman-spillet, kommer man aldrig længere end fase 1, og hvis samfundet som helhed har institutionaliseret Karpman-kulturen, går det i stå.

Og det er faktisk den vej, vi er gået. Vi har opbygget gigantiske redder-institutioner, som ganske vidst redder mange ofre, men samtidig lokker stadigt flere ind i offerrollen. Og af samme grund vokser krænkelseskulturen. Så hvad sker der så med moralen, økonomien og ytringsfriheden? Mit bud er, at vi bliver uansvarlige, lader stå til, tillader Orwell'ske tilstande og ender som ufrie mennesker under en stor og dominerende stat eller magthaver.

Det bedste udfald på et Karpman-drama er, at (mindst) én af deltagerne bryder ud og tager selvansvar. Når det sker, vil de to andre parter ifølge psykologerne ofte se udbryderen som – hold fast – krænker og aggressivt beskylde vedkommende for at være ”stukket af”. Jeps, lige nøjagtig som min taxamand sagde om Lars Seier: Stukket af.

.....

Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter, finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.