Lisbeth Knudsen: Politiker eller administrator – til gavn eller til pynt

KOMMENTAR: Giv os en ny type lokalpolitiker, der får lov til at tale visioner og ideer, og som går i spidsen for lokalt engagement – også mellem valgene.

Lige om lidt har vi kommune- og regionsrådsvalg. Politikerne har skruet op for charmen. Medierne har skruet op for lydstyrken med en intensiv dækning af stort og småt fra valgkampen. Vælgerne skruer forhåbentlig op for valgdeltagelsen på tirsdag 21. november, når det går løs fra 8.00 til 20.00, og vi skal vælge landets kommende kommunal- og regionspolitikere.

Men hvad er det så for politikere, vi vælger, og ikke mindst hvad er det, de bliver forvandlet til efter et par måneder med ansvaret tunge åg? Er det visionære, idérige og topengagerede folk med ambitionen om stærkt lokalt lederskab og en solid lokal forankring og tilstedeværelse? Eller er det fortravlede, overbebyrdede og rent ud sagt temmelig overvældede fritidspolitikere, der halser bagefter med at overskue de store beslutninger, der skal tages på byrådsmøder og regionsrådsmøder?

Vi fortjener bedre lokalpolitikere, end vi i almindelighed har. Misforstå mig ikke. De er helt sikkert både flittige og engagerede, og det politiske arbejde stjæler utvivlsomt mange timer fra familiesamvær og fritidsaktiviteter. Stor respekt for det. Men vi fortjener politikere, der også mellem valgene hvert fjerde år har tid og overskud til at udtænke samlede visioner for lokalområderne. Som har den rigtige støtte til at udvikle nye ideer og forslag sammen med lokalbefolkningen, fagpersonalet og forvaltningerne. Som er langt mere opsøgende og engagerede og kendte i lokalområderne også mellem valgkampene.

Vi fortjener, at vores lokalpolitikere – også alle dem uden borgmesterkæde – bliver mere kendte i offentligheden og får den fornødne hjælp til arbejdet med at gennemskue, hvad embedsmændene forsyner dem med af indstillinger, strategier, baggrundsnotater, regelsæt og budgetter.

I Folketinget har partierne i enighed efterhånden polstret sig med sekretærbistand, kommunikationsfolk og akademikere af forskellig slags, så medlemmerne kan klare opgaverne. Det er helt fornuftigt. Men i landets 98 kommuner og fem regioner har politikerne kun forvaltningens embedsmænd at holde sig til. Og her er der ikke personlig hjælp til noget, med mindre man er borgmester eller regionsrådsformand. Samtidig er det mange milliarder, der kører rundt i de kommunale og regionale budgetter og rigtig mange pænt store beslutninger, som skal tages i løbet af et år. Embedsmændene får ikke noget ordentligt politisk modspil til deres indstillinger. De bliver ikke udfordret nok af det folkelige element i lokalstyret. Der bliver alt for sjældent til en egentlig værdiskabende og involverende lokal debat om tingene, før beslutningerne skal tages.

Vi er simpelthen nødt til at ændre politikerrollen, hvis vi vil have det lokale demokrati til at fungere bedre og give mening for os som vælgere. Så skal vi kunne se, mærke, høre og møde vores lokalpolitikere meget mere. Så skal vi inviteres til og involveres i vigtige udviklingsprojekter for vores lokalområde. Ikke via de der traditionelle budget-orienteringsmøder og dens slags, som er typisk envejskommunikation. Men via idékonkurrencer, prioriterings-debatter og andet af den type events og arrangementer.

Jeg har desværre oplevet alt for mange møder med lokale politikere, som står og i virkeligheden blot lirer af, hvad forvaltningen har fortalt dem, er den nødvendige og rigtige løsning, uden at kunne sætte den ind i en politisk kontekst og helt tydeligt ramt af skræk for det opfølgende kritiske hvorfor-spørgsmål fra tilhørerne. Som et rådyr blændet af lyset fra en bil på en mørk landevej. Og hvor man kan høre forvaltningens jurister tale igennem en helt anden person, eller hvor forklaringen for nemheds skyld bliver regler, økonomiske rammer og Christiansborg mere end en lokal beslutning om en prioritering.

Der holdes alt for mange budgetseminarer i kommunerne, hvor fokus ikke er på de ømme kritiske punkter, som kunne rejse spørgsmålet, om nogle områder skulle tænkes fuldstændig om. Typisk har forvaltningen udvalgt tre-fire områder, som politikerne kan få lov til at boltre sig med, uden at det giver for meget støj i dagligdagen. Når de nye politikere er trådt til 1. januar, så bliver de høfligt og pædagogisk trukket igennem en informationsproces, hvor de overdynges med budgetter, regler, rammer og allerede indgåede aftaler, mål og strategier. Så er hegnspælene banket i, og manglen på bevægelsesfrihed går pludselig op for de nyvalgte.

Flere kommuner er så småt begyndt på at eksperimentere med nye styreformer – for eksempel med at lade udvalgte borgere og politikerne i fællesskab formulere strategier på udvalgte områder. Med at lade enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer og ikke altid borgmesteren tage ansvaret for et lokalt initiativ eller projekt. Med at involvere civilsamfundet meget mere direkte i at drøfte og handle på bestemte initiativer.

Vi har helt sikkert meget dygtige embedsmænd i kommunerne og regionerne. Og de skal være hamrende dygtige for at lede de meget store ”virksomheder”, som en kommune eller region er i dag. Men skal det give mening at have et lokalt og regionalt politisk beslutningsled, som vi kan hyre eller fyre hvert fjerde år, så skal vi have politikere af gavn og ikke kun til pynt.

Kommunalreformen ændrede på alt andet end lige præcis politikernes roller og vilkår. Og mens den egentlige demokratiske rolle med politikudvikling eroderer, fordi der ikke er kræfter til den, så bruger vi tiden til diskussioner om vederlag, fede politikerben og frynsegoder, der altid trykker på misundelses- og forargelsesknappen.

Det er 100 gange vigtigere at få drøftet, hvad politiker-rollen skal være. Hvordan lokalpolitikerne som det folkelige element i styringen af kommuner og regioner bliver andet end et gummistempel på det, forvaltningerne forelægger. Hvordan de bliver proaktive i politikudviklingen, og hvordan de bliver bindeleddet til befolkningen på en hel anden måde end i dag.

Jo mindre folk engagerer sig i de politiske partier, og det er altså under fem procent af befolkningen, der gør det, desto mere er der brug for, at politikerne får tid til at bygge bro til vælgerne på andre måder.

Til slut et lønligt håb om, at de nyvalgte kommunalbestyrelser og regionsråd, når de indleder arbejdet 1. januar 2018, tager sig tid til at drøfte, hvad politikerrollen skal bruges til. Hvordan det lokale demokrati kan få en genfødsel, og hvordan kommunalpolitikerne kan få mere hjælp til at arbejde netop som politikere.

-------------

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Bertel Haarder: Selv om det er lovligt, kan det godt være tovligt! Bertel Haarder: Selv om det er lovligt, kan det godt være tovligt! Næste artikel Sigrid Friis: Er kommunalvalget usexet? Sigrid Friis: Er kommunalvalget usexet?