Merkels økonomiske corona-kovending kan blive det helt store slagsmål i den tysk valgkamp

BRUXELLES: Når man først begynder at botanisere i, hvad der fik kansler Angela Merkel til at begå den største u-vending i sit politiske liv på den europæiske scene og sige ja til at yde tilskud til andre landes skrantende coronaøkonomier, finder man hurtigt ud af, at der er tale om den perfekte storm.

En fuldstændig uforudset pandemi med ødelæggende konsekvenser for europæisk økonomi. Et EU-samarbejde, som begynder at knage alvorligt i fugerne mellem nord og syd på grund af anklager om manglende solidaritet. En tysk forfatningsdomstol, som i maj pludselig sætter spørgsmålstegn ved det retmæssige i, at det er Den Europæiske Centralbank, der leverer økonomisk brandslukning til eurolandene ved at pøse milliarder og atter milliarder i europæisk statsgæld, mens landene selv i årevis har siddet på hænderne og ikke kunnet blive enige om reformer. Et ellers notorisk kritisk tysk konservativt bagland og en boulevardpresse, som er påfaldende tavse, og en kansler, der selv synger på sidste politiske vers med den frihed, som det indebærer.

Det er bare en del af bagtæppet bag Merkels beslutning om at bryde et af de største tabuer i tysk politik og stille sig som fortaler for den genopretningsplan, der endte med, at EU-landene i juli blev enige om at tegne for 5.600 milliarder kroner fælles gæld og dele en stor del af pengene ud som tilskud og ikke som lån til de lande, som er hårdest ramt af pandemien.

Begyndelsen på noget smukt
Men alle dem, som lod champagnepropperne springe og fejrede beslutningen som et vendepunkt i tysk økonomisk politik og en plantegning for videre fælles gældshæftelse og skattepolitik på EU-plan i fremtiden, risikerer at glæde sig lidt for tidligt, mener Jana Puglierin, der leder Berlin-kontoret hos European Council on Foreign Relations (ECFR).

”Der var nok en erkendelse af, at man var gået lidt for langt i forhold til at få skabt et tysk Europa, og at vi blev nødt til at gå lidt tilbage mod et europæisk Tyskland.”

Ulrike Guérot
Professor i EU-politik og demokrati ved Donau-Universität Krems

”Der er mange forklaringer. Men ingen af dem er, at Tyskland totalt har ændret holdning til eurozonen eller ideen om en finanspolitisk union,” siger hun.

”Med det samme blomstrede debatten i lande som Italien og Spanien om, at dette var startskuddet til et smukt forhold med mere i vente – en grundlæggende transformation. Og det ser jeg ikke endnu, og jeg tror ikke, det var Merkels intention.”

I stedet var det krisen og det, Merkel anså som den største trussel mod EU’s reelle overlevelse som politisk projekt, der drev hende, i takt med at de gamle brudflader fra eurokrisen mellem nord og syd manifesterede sig, og det blev tydeligt, at de sår langtfra var helet.

Derfor var det ikke et stort ideologisk skridt, men et forsøg på ”at kante sig ud af det hjørne, som EU havde bakket sig selv op i, på en konstruktiv måde,” mener Jana Puglierin.

”Merkel er i sit es, når hun krisehåndterer. Men når hun gør det, så handler det ikke om langsigtede mål. Det handler om at løse et problem.”