Mette Frederiksen overspiller sin krisefortælling

"Landet stander i våde, derfor er det nødvendigt med en national samlingsregering, og derfor må danskerne indstille sig på ofre."

Nogenlunde sådan – om end med en lidt mere nutidig sprogbrug – har statsminister Mette Frederiksen (S) forklaret det bemærkelsesværdige politiske skifte, hun har gennemgået det seneste års tid.

Det hele begrundes ud fra tre sammenfaldende kriser: inflationskrisen, energikrisen og den sikkerhedspolitiske krise. Især den sikkerhedspolitiske krise har været katalysator for statsministerens forvandling.

Ruslands invasion af Ukraine førte direkte ud i "det nationale kompromis om forsvaret", der betyder markant højere forsvarsudgifter. Erfaringerne fra de forhandlinger blev af Mette Frederiksen brugt som argument for et bredt samarbejde på regeringsplan. Og de stigende forsvarsudgifter er anvendt som murbrækker for at få danskerne til at acceptere afskaffelsen af en helligdag. 

Hele vejen igennem tegnes billedet af en historisk enestående situation "med krig i Europa", en situation der kalder på helt specielle løsninger. Men den store krisefortælling halter, hvis man går kriserne nærmere efter.

Det er indlysende, at Ruslands brutale overfald på Ukraine har skærpet de sikkerhedspolitiske modsætninger i Europa. Men det betyder ikke, at truslen mod Danmark pludselig er blevet meget høj.

Nato står ubestrideligt over for et stadig mere fjendtligt Rusland. Men i fire årtier frem til 1989 stod Nato over for et samlet Sovjetunionen, der udover Rusland og Hviderusland bestod af Ukraine, Estland, Letland, Litauen, Moldova, Georgien, Armenien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Turkmenistan, Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan.

Dertil kom de øvrige lande i den sovjetisk styrede Warszawa-pagt, der også bestod af Østtyskland, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien.

I dag er de baltiske lande og alle de østeuropæiske lande Nato-medlemmer, mens det amputerede Sovjet i form af Rusland stort set kun bakkes op af vasalstaten Hviderusland.