Paula Larrain: Hvor skal de fattige så bo, Lars Løkke?

Fænomenet er døbt ghetto-paradokset. For et par år siden skrev The Economist om gennemgribende undersøgelser fra England og USA, der overraskende viste, at børn fra ghettoen lader til at klare sig bedre i forhold til uddannelse og kriminalitet end fattige børn, der er vokset op blandt rige jævnaldrende.

Nærmest per automatik har man i Storbritannien i lighed med i Danmark argumenteret for, at fattige fik det endnu dårligere af at bo samme sted, og at det omvendte gjorde sig gældende i rige nabolag, altså at rige børn blev hjulpet af at bo blandt andre rige børn. Derpå har man i et socialdemokratisk mindset konkluderet, at en spredning ville være bedst.

Men der er efter flere årtiers politiske eksperimenter med dette ingen beviser på, at denne logik er rigtig, slår en professor ved London School of Economics fast. Tværtimod lader det til, at gammel visdom bag klicheen "lige børn leger bedst" har fat i noget, der nu viser sig som evidens.

Forskere fra Duke University i USA fulgte 1.600 børn i alderen fem til 12 år i England og i Wales. De fandt frem til, at fattige drenge bosat i rige nabolag var mere tilbøjelige til at lave ballade, herunder også begå kriminalitet, end børn med samme økonomi i fattige områder.

Der kan være flere årsager til disse udsving, men det mest interessante og nærliggende lader til at være det mentale overskud. Altså, at børn, som føler sig anderledes, konstant bliver mindet om, at de har mindre end andre og dermed føler sig fremmedgjorte, lader til at give flest problemer.

Rent menneskeligt giver det god mening. Mennesker har generelt en stærk drift hen imod at blive accepteret og elsket. Hvis man konstant føler sig udenfor, uanset årsagen, opbygger man en indre usikkerhed, der meget ofte giver sig udslag i vrede.

Uanset, hvor forkert det føles, kan parallelsamfund netop være en bedre trædesten for en mønsterbryder end en tvungen genbosættelse.

Paula Larrain

Tænk over det i forhold til dit eget liv. Hvor vigtigt er det for dig at høre til et sted? Hvor vigtigt er det for dig, at dine børn ikke skal føle, at de mangler noget i forhold til andre børn?

Vi kan alle med det blotte øje se, at det er meget menneskeligt at bosætte sig blandt ligesindede. Det kræver som oftest en ekstra indsats, et ekstra mentalt overskud at skulle tage særlige hensyn til det anderledes. Lige sådan kræver det også en ekstra indsats for fattige forældre at fortælle sine børn, at de altså ikke kan få de samme ting til jul, som andres børn.

I en socialistisk optik har man villet løse dette ved at øge ligheden. Uden forskelle ingen fremmedgjorthed, ingen misundelse, ingen berigelseskriminalitet. Men hvis vi nu antager, at den totale socialisme er en utopi, og at vi ikke kan blive ret meget mere lige, uden at vi alle ville blive ret meget mere fattige sammenlignet med resten af verden, skal vi så til at acceptere et opdelt samfund? Giver det bedre muligheder for de fattiges børn i sidste ende?

De amerikanske og britiske undersøgelser tyder på et "ja". Uanset, hvor forkert det føles, kan parallelsamfund netop være en bedre trædesten for en mønsterbryder end en tvungen genbosættelse.

Igen er ghetto-paradoksets delkonklusioner interessante. Blandt somaliske indvandrere i Leicester var mønsteret tydeligt. Børn fra ghettoen blev bedre uddannet end lige børn uden for ghettoen. Igen havde selvtillid og fremmedgjorthed noget med sagen at gøre.

Men en anden faktor er også interessant. Udlændinge bosætter sig ikke kun i ghettoer for at føle sig mindre fremmede i et fremmed land. Noget så helt elementært som økonomi spiller naturligvis også ind. Og modsat de etniske beboere er de udenlandske ikke nødvendigvis tynget af generationers sociale arv. Selvom de i deres nye land ligger på samfundets bund og har svært ved at rykke sig på grund af manglende sprogkundskaber, kan de stadig være uhyre ambitiøse på deres børns vegne.

Er det her vi finder forklaringen på, at især kvindelige efterkommere drøner derudaf som læger, tandlæger og jurister?

I hvert fald er det for let og måske også for letsindet, når statsministeren siger, at han vil afvikle ghettoer helt. Måske blot ud fra et hensyn til mentaltilstanden hos nogle danskere, der bor 300 kilometer fra den nærmeste ghetto. Men hvor skal disse mennesker så flyttes hen, Lars Løkke? Til Hellerup? Til Lolland?

Ville det ikke være mest oplagt, nu hvor alle dine mange ghettoplaner har været en fadæse, at tænke i nye baner? Hvad nu, hvis du poster millioner i ghettoer, en Marshallplan for ghettoer, hvor du bygger dem op indefra frem for at rive ned og tage flere penge fra beboerne? Hvad nu, hvis du sikrede to-lærer-ordninger på alle belastede skoler, satsede massivt på erhvervsskoler og i øvrigt begyndte at tale pænt og opmuntrende til alle, der har været så heldige (eller uheldige) at være tvunget hertil på laveste klasse?

Det ville være nyt. At satse på en spredning af de mennesker, du selv har gjort endnu fattigere i de senere år, er kun at satse på selvtilfredshed via følelsen af at gøre noget drastisk og hårdt.

Bulldozerstrategi som sagt. Du hjælper ikke den enkelte eller samfundet som helhed.

-------

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.