V: Højere skattetryk er udtryk for fremgang

I år bliver skattetrykket i Danmark 47,6 procent, viser beregninger fra Dansk Erhverv, hvilket er mere, end regeringen havde forventet.
Og fraregner man fremrykningen af pensionsskatterne i 2014, har det ikke været højere i ti år.
Men det høje skattetryk er et udtryk for en positiv udvikling for beskæftigelsen, mener Venstres skatteordfører Louise Schack Elholm.
”Det øgede skattetryk skyldes i høj grad, at der er kommet flere i beskæftigelse. Derfor er der flere, der betaler mere i indkomstskat. Det skyldes egentligt, at der er sket en positiv udvikling, og at der generelt er mere værdi i samfundet,” siger hun og fortsætter:
”Det er generelt meget positivt, at vi har en udvikling, der giver fremgang i Danmark, men det er på den anden side ikke regeringens politik, at vi skal have et højere skattetryk.”
Skattetrykket udregnes som de samlede skatter og afgifters andel af et lands samlede produktion målt i BNP.
Louise Schack Elholm pointerer, at regeringen i sin 2025-plan har fremlagt en række initiativer for at gøre Danmark til et mere konkurrencedygtigt samfund, men at regeringen ikke lægger op til at ændre på skattetrykket.
Dansk Erhverv: Ingen skattelettelser
Skattetrykket stiger, når staten får flere penge ind i skat af eksempelvis danskernes pensionsafkast, og når beskæftigelsen vokser.
Dansk Erhverv, mener dog, at faktorer som beskæftigelsen og pensionsafkast først og fremmest bidrager til udsving på den korte bane.
Tager man en mere gennemsnitlig tendens over de sidste mange år, vil man se, at skattetrykket ikke falder i Danmark – trods reformer med henblik på det modsatte, mener Dansk Erhverv.
”Det afgørende er, hvor gennemsnittet ligger. Der ligger vi med et stabilt højt niveau, på trods af at man i en årrække har talt om, at vi har fået skattelettelser i Danmark. Det var vi altså ikke,” siger underdirektør i Dansk Erhverv, Geert Laier Christensen, ifølge TV 2.
Han mener, at problemet er, at der ikke er lavet reformer, der skaber flere investeringer og et større arbejdsudbud, hvilket erhvervslivet efterspørger for at skabe vækst.
S: Koldt vand i blodet
Ifølge Socialdemokratiets skattepolitiske ordfører, Jesper Petersen, kommer danskerne til at mærke, at skatten på arbejde vil falde i de kommende år. Han mener ifølge Berlingske, at man bør 'slå koldt vand i blodet'.
”Først og fremmest er der tale om et foreløbigt tal fra regeringens side. Forventningen er, at skattetrykket vil falde i de kommende år. Den enkelte dansker vil opleve, at skatten på arbejde falder som følge af skattereformen fra 2012,” siger Jesper Petersen til Berlingske.
Han fremhæver, at det høje skattetryk er med til at finansiere vores velfærd og virksomhedernes rammevilkår.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
Indsigt
- Han er kendt som en af euroens fædre. Nu kommer han med særlig advarsel til EU
- Özlem Cekic: Her er de to ting, der afgør, om du er dansker
- Eksperter: 46 landes udlændingeopråb til dommerne i Strasbourg frikender ikke udvisningsreform
- Aarhus-borgmester: Det giver mig kuldegysninger, at vi er ved at få københavnske tilstande
- Her er, hvad der skete, da Mette Frederiksen skabte vild forargelse med udtalelse om børn, big tech og cigaretter

















































