Poul Nyrup: "Afprøvningen af, om jeg nu er god nok, har altid været en del af mit liv"

Poul Nyrup Rasmussen er personificeringen af den socialdemokratiske drøm om at rykke samfundets bund til top på en enkelt generation. Nu fylder han 80 år. Altinget har mødt den tidligere statsminister til en snak om magten, eftermælet og nutidens klassekamp.

Historien om Socialdemokratiet er tæt forbundet med Poul Nyrups egen historie. Den tidligere socialdemokratiske statsminister fylder 80 år under Folkemødet.<br><br>
Historien om Socialdemokratiet er tæt forbundet med Poul Nyrups egen historie. Den tidligere socialdemokratiske statsminister fylder 80 år under Folkemødet.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Julie Schønning

Da Ritt Bjerregaard for et par år siden lod sig interviewe af Altinget, proklamerede den nu afdøde toppolitiker, at hun aldrig havde "elsket" Socialdemokratiet. Partiet hun havde været en ledende kraft i og repræsenteret i en menneskealder.

Hendes mangeårige kollega, rival og partifælle – Poul Nyrup Rasmussen – har det helt omvendt.

For den tidligere statsminister er dét at være socialdemokrat nemlig ikke bare en afgørende identitetsmarkør. Historien om partiet er så tæt forbundet med hans egen, at man ikke tager munden for fuld, når man taler om kærlighed, socialdemokratisme og Poul Nyrup Rasmussen i de samme sætninger.

"Den historie, vores parti rummer, rummer også min. Jeg var ikke kommet i gymnasiet, hvis Socialdemokratiet og fagbevægelsen ikke havde skabt den fremgang og det velfærdssamfund, vi har i dag," siger han.

Blå bog

Poul Nyrup Rasmusssen

  • Født 15. juni 1943 i Esbjerg.
  • Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Har gjort karriere i fagbevægelsen som økonom og cheføkonom i LO fra 1971-1986 og siden som direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond fra 1986-1988.
  • Folketingsmedlem for Socialdemokratiet siden 1988 – året inden blev han partiets næstformand – og frem til 2004. Formand for Socialdemokratiet fra 1992-2002. Statsminister fra 1993-2001.
  • Valgt til Europa-Parlamentet i 2004 med 407.966 personlige stemmer. Herefter formand for De Europæiske Socialdemokrater (PES) frem til 2011.
  • Stifter af det Sociale Netværk og Headspace, der er et gratis samtaletilbud til psykisk og socialt sårbare unge. Er desuden frontperson og bestyrelsesmedlem i Lone Dybkjær Fonden, der uddeler uddannelseslegater til kvinder i udlandet.
  • Gift med Helle Mollerup fra 1966-1976 med hvem han fik datteren Signe, der på tragisk vis gik bort i 1993. Siden gift med Lone Dybkjær (R) i 1994.
  • Forfatter til ”Rødder” fra 2003, ”Den ny forbindelse: viljen til at forandre verden” fra 2003, ”Vokseværk” fra 2005, og ”I grådighedens tid” fra 2007.

Poul Nyrup Rasmussen fylder 80 år den 15. juni. I den forbindelse har Altinget slået vejen forbi hans sommerhus i Tisvildeleje nord for København. Han står klar i bakspejlet på grusvejen, tager imod med et fast håndtryk, skulderklap og genner ind gennem havelågen i et tjept tempo.

Det gule stråtækte hus er omkranset af en tilvokset have med varieret beplantning. Træerne har netop fundet sommergarderoben frem, og solen bager. En lauerbærkirsebær skygger for nysgerrige forbipasserende.

Da vi har fundet en plads i skyggen, fortæller han, at han aldrig nåede at snakke med Ritt Bjerregaard om, hvad hun egentlig mente med, at hun aldrig havde elsket det parti, de begge er rundet af.

"Jeg kunne ikke nå at tale med Ritt om det, men jeg tror, hun mente, at hun ikke opfatter Socialdemokratiet som noget svar på alting. At være medlem af et så stort et parti indbefatter også en kultur og en række adfærdsmønstre, der kan være knap så kønne. Men hun ville til hver en tid kæmpe nidkært for sager, som er blandt hovedpunkterne i det socialdemokratiske partiprogram."

"Ligesom jeg selv ville," tilføjer han og sætter trumf på:

"Jeg har altid elsket Socialdemokratiet. Alene at synge sangene, at komme til kongres, at møde en næstformand i en af provinsbyerne. Dét er identitet for mig."

Poul Nyrups kærlighedshistorie er først og fremmest en fortælling om den moderne velfærdsstats evne til at transformere en “arbejderdreng” fra havnen i Esbjerg til en statsminister i de inderste magtcirkler i Kongens København. Men det er også en historie om den pris, der skal betales, og de ofre, der skal bringes, når man bruger sit liv på at vinde, beholde og udøve magten.

Vil helst tale om ungdommen

Poul Nyrup har en karisma og evne til at trænge igennem til den enkelte, som er få forundt. Da han var statsminister fra 1993-2001, trængte den side af ham ikke altid gennem skærmen, hvor han først og fremmest var kendt for sin alvorlige og somme tider kejtede fremtoning.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Men på tomandshånd er han både varm og imødekommende.

"Er der en stol, du ofte sidder i," spørger fotografen, der er på jagt efter det helt rigtige billede. Blikket flyder gennem køkkenalrummet, inden han svarer:

"Jeg sidder ikke ret meget ned," siger han og slår en latter op.

Det er lørdag formiddag, men den 79-årige er allerede bagud i dagens program. Fra morgenstunden skulle "det lille barnebarn", som går i 3.g, have hjælp til at dæmpe nerverne inden en vigtig eksamen. Så et interview med Altinget, og dernæst videre til en frokost i Lyngby.

Alligevel tager han sig god tid med sine svar, da han har sat sig til rette i en havestol i skyggen. Foran sig har han fundet sine noter frem. De er nedskriblet med sprittusch på en stak A4-ark foldet på langs.

Hvad håber han, vi skal tale om?

"Arhhh, så bliver vi aldrig færdige," indrømmer han.

Men det står alligevel hurtigt klart, hvilket emner, han brænder mest for.

Allerhelst vil han tale om ungdommen, eller "jer unge", som han siger og indikerer, at han godt kan se, at journalisten over for ham er for ung til at huske hans statsministertid.

Vi må ikke glemme omsorgen for vores ungdom – og især den ungdom, som ikke har fået de samme chancer som mange andre, og som risikerer at falde fra. For dem er der eddermame mange af lige nu.

Poul Nyrup Rasmussen

Dagen forinden stod han på talerstolen til svendegilde på Arbejdermuseet og talte for større anerkendelse af erhvervsuddannelserne. Sideløbende arbejder han med at søge støtte til Lone Dybkjær Fonden, der uddeler uddannelseslegater til kvinder i udlandet. Den er opkaldt efter hustruen Lone Dybkjær, den tidligere radikale miljøminister og europaparlamentariker, der døde for tre år siden efter et mangeårigt kræftforløb.

Og endelig kræver bestyrelsesarbejdet i Det Sociale Netværk og Headspace mange timers arbejde. Organisationen stiftede han efter sin tid i Europa-Parlamentet med drivkraft i datteren Signe, som led af paranoid skizofreni, og som på tragisk vis tog sit eget liv syv måneder efter, Poul Nyrup Rasmussen var blevet statsminister.

Headspace er et gratis, anonymt samtaletilbud til børn og unge under 25, som mistrives socialt eller psykisk.

"Det er ungdom, som vi ikke kan lade gå for sig selv. Hvis vi ikke giver de unge håb og en håndsrækning, risikerer vi, at alt for mange falder af sporet i den bredere forstand af fattigdom, som er mangel på kærlighed eller mangel på, at nogen tror på dig," siger han.

Opgør med almuesindet

Poul Nyrup Rasmussens egen historie starter i Esbjerg i 1943. Hans far var arbejdsmand, men arbejdsløs i lange perioder. Hans mor var køkkenmedhjælper og rengøringsassistent på et hospital. Her samlede hun skodder sammen for at rulle nye cigaretter af tobaksresterne.

Afprøvningen af, om jeg nu er god nok, har altid været en del af mit liv.

Poul Nyrup Rasmussen

Fattigdommen var, for mange der læser dette, uigenkendelig. At Nyrup fra Husvildehusene kom til at bestride det mest magtfulde embede i Danmark er i sig selv ubegribeligt.

Alligevel ser han ikke sig selv som mønsterbryder.

Han "brød jo ikke med noget", som han siger.

"Hvis man udnævner sig selv til mønsterbryder, så misbruger man sit held, sin kærlighed, det man har fået. Så gør du det til en individuel oplevelse," siger han.

Selvom han er opvokset i en fattig familie, fik han meget foræret, som han kunne bruge senere hen.

"Jeg fik nogle grundholdninger forærende, en vedholdenhed og en indbygget næsten gen-manifesteret kraft til at ville lave om på verden. Verden med alle dens uretfærdigheder er ikke en naturlov. Det lærte jeg tidligt, og det tror jeg har været drivkraften."

Der var langt fra opvæksten i Esbjerg til den akademiske og politiske elite i København, men han har aldrig skammet sig over at være vokset op i dyb fattigdom i en ufaglært familie.

"Hvad skulle jeg skamme mig for? Jeg lagde aldrig skjul på, hvor jeg kom fra."

Alligevel kender han noget, der måske minder om skam. Almuesindet, kalder han det, troen på, at ens skæbne og livsforløb bliver bestemt ved fødslen, og at den er en direkte konsekvens af ens sociale ophav. Almuesindet prægede bønderne og arbejderne på landet i forrige århundrede.

"Den tankegang har præget både min far og jeg hele livet. Da jeg satte mig i Statsministeriet, og ringede hjem til min far, spurgte han: ‘Er du nu sikker på, du kan klare det, Poul?'"

"Forklaringen på, at han sagde sådan til mig, og på, at det sådan set ikke kom bag på mig, det var almuesindet. Det kom jo altid bag på ham, at hans søn kom lidt længere, end han selv gjorde."

Almusindet trængte sig allerede på, da han fik arbejde i LO. Det var her, han for alvor begyndte sit tætte parløb med Svend Auken, der dengang spillede rollen som partiets forbindelsesofficer til fagbevægelsen, hvor den unge nationaløkonom hurtigt steg i graderne.

Læs også

Dengang vidste ingen af dem, at de begge senere skulle blive partiformænd – den ene på bekostning af den anden.

"Almuesindet spillede jo også ind tilbage i Svends tid. Svend kom fra en overlægefamilie i Aarhus. Han var super begavet, han fik topkarakter på universitetet, var en fremragende taler i enhver henseende. Så du kan godt se, at komme op imod Svend og være sammen med nogle af de virkelig bright, bright… Så kom ham her fra Esbjerg," siger han og peger tommelfingeren mod brystet og holder en pause.

"Afprøvningen af, om jeg nu er god nok, har altid været en del af mit liv."

Pligten først

Netop spørgsmålet om sociale klasser og evnen til at bryde med dem, er i de seneste år blevet et emne, der har bredt sig langt ud over venstrefløjens interne affærer.

Poul Nyrup viser rundt i sommerhushaven. 
Poul Nyrup viser rundt i sommerhushaven.  Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Forfattere som Thomas Korsgaard og Morten Pape skildrer livet på samfundets bund og sætter spørgsmålstegn ved velfærdsstatens fortælling om social mobilitet. Og i øjeblikket er det Glenn Bech, der med manifestet "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet" har revitaliseret klassekampen.

Arbejderklasselitteraturen har også vakt genklang i Nyrups eget parti. Det siges, at Mette Frederiksen har pålagt alle hendes partifæller at læse Morten Papes "Planen". Og da Ane Halsboe Jørgensen i december overtog Beskæftigelsesministeriet fra partifællen Peter Hummelgaard, var det med Glenn Bechs manifest i afskedsgave.

Poul Nyrup lukker munden, læner sig tilbage i stolen og lægger armene over kors, da Glenn Bechs digtsamling bliver lagt på bordet foran ham i sommerhushaven.

Han vil ikke gøre sig til "dommer" over Glenn Bech og hans forfatterskab. Men der er alligevel noget ved Bechs kritik af magthaverne, der stritter på den tidligere regeringschef.

"Arbejderklassen rejste sig jo med rettigheder og pligter. Og pligter kom først. I arbejderklassens historie har vi aldrig oplevet, at folk rejste sig ved, at vi pakkede dem ind i klynk og medløb. Det er jo derfor, det hedder, i en af de der utallige sange, jeg render rundt og synger: ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’, og ‘vi rejser os trodsigt i vrimlen’, ‘du ranker ryggen, og enhver skal svare sit’."

"Jeg siger ikke, at nu skal du bare tage dig sammen, jeg siger, at jeg tror på dig, og sammen kan vi forandre."

Glenn Bech ser sit eget klassespring som et særtilfælde snarere end et bevis på social mobilitet.

"Hvad skal vi med mønsterbryderen / bekræfter han ikke reglen / at der kræves noget særligt før den enkelte formår at løfte sig op i en anden klasse?" skriver han.

Men her har Nyrup det lige omvendt:

"Jeg vil jo gerne vise, at man ikke skal lade magtesløsheden overvælde én som noget uundgåeligt. Der er altid noget, man kan gøre. Selvom du har tabt, er du ikke fortabt."

Tror du det spring, du tog, ville være muligt i dagens Danmark?

"Ja, det er det jo. Men det forudsætter, at man møder nogen, der siger, at du er god nok, som du er. Dem har vi for få af, og vi giver de unge for få chancer til at møde sådan nogle."

At turde magten

I årene hvor Poul Nyrup Rasmussen steg i graderne og gjorde karriere i fagbevægelsen, stod Socialdemokratiet i hvad Nyrup i dag kalder en "håbløs situation". De borgerlige havde under Poul Schlüters (K) regeringsledelse siddet på magten siden 1982, og Socialdemokratiet var ude på en uhørt magtpolitisk ørkenvandring.

Firebanden, blev de kaldt. Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard, Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken definerede socialdemokratisk politik fra midt-firserne og 20 år frem. I 1992 blev Svend Auken væltet af Poul Nyrup i formandsopgøret. Nyrup var statsminister fra 1993 til 2001. Svend Auken døde i 2009, og Ritt Bjerregaard gik bort i januar i år.
Firebanden, blev de kaldt. Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard, Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken definerede socialdemokratisk politik fra midt-firserne og 20 år frem. I 1992 blev Svend Auken væltet af Poul Nyrup i formandsopgøret. Nyrup var statsminister fra 1993 til 2001. Svend Auken døde i 2009, og Ritt Bjerregaard gik bort i januar i år. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

I 1987 blev Nyrup valgt til Socialdemokratiets næstformand. Og året efter stillede han – blandt andet på opfordring fra Svend Auken – op til Folketinget og blev valgt ind.

Ved både valget i 1988 og 1990 fik Svend Auken rekordhøje stemmetal. Men da Radikale så Poul Schlüter som garanten for økonomisk ansvarlighed, kunne Svend Auken ikke vinde nøglerne til statsministeriet, hvilket er det ubønhørlige krav, når man er formand for Socialdemokratiet.

Den utilfredsstillende situation var med til at styrke de kræfter i partiet, der ønskede en ny leder, som kunne appellere bedre til midterpartierne og omsætte mandaterne til ministertaburetter. Og med årene stod det mere og mere klart, at den siddende næstformand var manden, der kunne lokke Radikale tilbage og sikre flertallet.

Alt dette var baggrund for det berømte formandsopgør i Danmarks største parti i 1992.

Udlægningerne af formandsopgøret er utallige, og derfor afhænger essensen af, hvem man spørger. For den tabende Auken-fløj var det et utidigt brud med partiets traditioner om at støtte den til enhver tid siddende formand. For den vindende Nyrup-fløj var det et drastisk, men nødvendigt redskab, der måtte tages i brug for at få partiet ud af det magtpolitiske dødvande.

Selvom Socialdemokratiet med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen genvandt regeringsmagten i 1993, martrede formandsopgøret partiet i årtier efter.

Hvorfor gjorde han det, er det store spørgsmål.

Selvom han har fået det mange gange, er opgøret med Svend Auken ikke et let emne for den tidligere statsminister.

Når man spørger ham, begynder han med at opridse de politiske omstændigheder, der var helt afgørende. Nyrup fremhæver arbejdsløsheden, som steg i årene under Schlüter, og som havde siddet i ham, fra han var barn. Forventningerne til ham i medierne og i partiet voksede. Socialdemokratiet måtte ikke misse en chance for at gribe magten, skulle Tamil-sagen vælte Schlüter af pinden. De Radikale kunne ikke acceptere Svend Auken som formand.

Men når alt kommer til alt, handler det også om, hvem man er.

Da rygterne om et muligt formandsopgør havde svirret i noget tid, afkrævede partiets forretningsudvalg et endeligt svar af næstformanden. Havde han tænkt sig at stille op?

Jeg siger ikke, at nu skal du bare tage dig sammen, jeg siger, at jeg tror på dig, og sammen kan vi forandre.

Poul Nyrup Rasmussen

Konfrontationen tog ham helt tilbage til havnen i Esbjerg, hvor den, der blinker først, er den, der taber.

"Spørgsmålet udløste både de værste og de bedste instinkter i mig. Stiller du op eller ej? Underforstået: Tør du eller tør du ikke? Hvis man stiller mig det spørgsmål, så svarer jeg, at selvfølgelig gør jeg det. Hvis jeg bøjer mig her, så ville jeg ikke være den, jeg kender mig selv som."

Handlede det ikke også om at få magten?

"Jo, det tror jeg egentlig, det gjorde. Men det hænger jo nøje sammen med det andet. Siden jeg var ganske lille, har jeg haft en stor, stor vilje til at ville redde verden. Og det er jo også magt, det er klart. Hvorfor tog jeg en studentereksamen? Hvorfor gik jeg på universitetet? Hvorfor søgte jeg ind i LO? Hvorfor gik jeg ind i politik? Selvfølgelig kan man jo sige, at det også var fordi, jeg ville bestemme – at jeg ville have magt."

Han har aldrig været bange for magten. Der er ikke noget galt med magt, medmindre man misbruger den. Og selve magten som begreb hører til som del af vores liv i alle dets afskygninger, understreger han.

"I dag har jeg jo enorm magt. Enorm magt til at komme igennem med nogle budskaber. Enorm magt til at tale op til unge mennesker. Enorm magt til at skabe håb og tro på sig selv. Og det kan jeg jo takke min gamle magt for. Hvis jeg ikke var blevet statsminister, så havde jeg ikke haft den gennemslagskraft, jeg har nu. Omvendt kan man sige, at jeg ville føle det som et personligt svigt, hvis jeg ikke brugte den platform."

Ønsk Nyrup tillykke i Allinge

Poul Nyrup Rasmussen fylder 80 år den 15. juni. Altinget markerer den runde dag med fødselsdagsinterview og fællessang på Folkemødet. Det sker fredag den 16. juni klokken 9:15 på Folkescenen (N6). Kom forbi og ønsk Poul Nyrup til lykke med dagen!

Er det egentlig vanskeligt for dig at tale om Svend Auken i dag?

"Ja, det er det. Især fordi han ikke er her længere, ved siden af mig, til at svare for sig."

Svend Auken døde af kræft i 2009. Senere samme aften tikker en lang mail ind fra Nyrup. Der er noget om Svend Auken, han glemte at sige.

"Vi kom igen meget tæt gennem det sidste år, inden han døde. Gode samtaler fulgte, både om politik, finansmarkedets grådighed og om det eksistentielle, og til sidst udtørrede medicinen hans slimhinder, så han næsten ikke kunne tale – men det forhindrede ham ikke i at fuldende sine argumenter."

Efterløn og eftermæle

Hvordan Poul Nyrup kom til at præge sit parti og landet de ni år, hvor han sad på statsministerposten, vil han helst lade andre analysere på.

Jeg skulle have skåret mit arbejde lidt hårdere til, så jeg fik lidt mere plads til Signe de sidste år. Folk siger, at hun ikke var rask, og at jeg jo ikke kunne have gjort noget ved det, og det er jeg klar over. Men spørger du, hvad jeg fortryder, så er det det.

Poul Nyrup Rasmussen

Men at det lykkedes at banke arbejdsløsheden i bund og at gøre Socialdemokratiet til et troværdigt parti på den økonomiske politik, er noget af det, han gerne vil huskes for.

"Noget af det, jeg har kunnet gøre godt for mit parti, det var at få styr på den økonomiske politik – ikke som et isoleret tillæg til alle de andre politiker, men som et sammenhængende, robust underlag for at det sociale, uddannelsesmæssige, ligestillingsmæssige, miljømæssige, klimamæssige og det internationale kunne blive realiseret."

Nyrup fremhæver også flexicurity på arbejdsmarkedet og bevægelsen mod at gøre Socialdemokratiet til et mere Europavenligt parti.

Andre politiske resultater er han mindre stolt af.

"Retten til efterlønnen blev bevaret i min tid, men jeg var ked af den måde, hvorpå besparelsen blev gennemført. Problemet var, at den var tiltænkt nedslidte mennesker, men den bedre del af middelklassen gik også på efterløn. Da Venstre så krævede den afskaffet, strømmede folk til, selvom de måske gerne ville have blevet på arbejdsmarkedet nogle år endnu. Dermed fik du en så uimodståelig finanspolitisk cirkel."

På trods af et valgløfte om at sikre efterlønnen, så Nyrup sig nødsaget til at tage et opgør med den lidt for favorable ordning. Løftebruddet kom til at hjemsøge ham resten af hans regeringstid.

Nyrup blev desuden kendt for at have sagt om Dansk Folkeparti, at de ikke var stuerene. Under hans ledelse nåede Socialdemokratiet ikke at finde fælles fodslag i udlændingepolitikken, mens Venstre og Dansk Folkepartis hårde position i debatten trak mange socialdemokratiske vælgere hen over den politiske midte.

Det blev den afgørende årsag til, at Anders Fogh Rasmussens vandt valget i 2001, og ledte Socialdemokratiet ud i endnu en tiårig ørkenvandring.

Allerstørst har omkostningen af et ambitiøst arbejdsliv dog været på privatfronten.

"Jeg skulle have skåret mit arbejde lidt hårdere til, så jeg fik lidt mere plads til Signe de sidste år. Folk siger, at hun ikke var rask, og at jeg jo ikke kunne have gjort noget ved det, og det er jeg klar over. Men spørger du, hvad jeg fortryder, så er det det," siger han om datteren, der var plaget af psykisk sygdom og tog sit eget liv kort efter, han blev indsat som statsminister.

Kompromisets kunst

Der er mange relevante tråde at trække til nutidens politiske situation. Ligesom Nyrup har Mette Frederiksen skrevet sig ind i historien af socialdemokratiske ledere, som har opnået genvalg. Og ligesom Nyrup har Mette Frederiksen kastet sig ud i reformer af velfærdssamfundet, som kan gøre ondt i det socialdemokratiske vælgerhav. Nyrup baksede med efterlønnen, og tilsvarende bakser Mette Frederiksen med seniorpensionen.

Læs også

Din økonomiske politik fik kritik for at være for blå. Det gjorde Helle Thornings også, og det gør Mette Frederiksens nu. Hvad siger det om det dilemma, alle socialdemokratiske ledere tilsyneladende står i?

"Jeg tror, at det socialdemokratiske dilemma består i, at mens robustgørelsen af økonomien er grundlaget for at gøre de mange ting, vi gerne vil, må det tempo, det kan foregå i, nødvendigvis også sættes sine grænser for, hvor hurtigt vi kan gå frem på alle de gode reformer. Men du vil altid have nogle partier, der siger, at gælden er mindre vigtig, ligesom du vil have nogle andre partier, der siger, at reformerne godt kan vente."

Kunne man også sige, at det at være socialdemokrat også indebærer at kunne gå på kompromis med sine idealer?

"Ja, men jeg anser det at kunne gå på kompromis som en hædersbevisning. Du går ikke kun på kompromis, fordi der er et politisk flertal, der presser dig til at gøre det. Du gør det også, fordi du ved, at det på længere set er det bedste at gøre. Hvis du lever et kompromisløst politisk liv, vil du ikke kunne skabe forbedringer i et demokrati."

Skal han svare på, hvor den bevægelse, han altid har elsker, står i dag, må han tilbage til Thorvald Stauning, der i 1933 indgik et berømt forlig med Radikale og Venstre for at standse strejkerne mod arbejdsløshed og løse landbrugskrisen. Om det, der senere blev kendt som Kanslergadeforliget, sagde den socialdemokratiske statsminister, at man havde opgivet nogle principper, men reddet landet.

Ligeledes ser Nyrup de store kriser i dag. Inflation, krigen i Ukraine, klimakrisen, fødekæden fra Kina til Europa, risikoen for at Trump genvinder magten i USA.

"Ligesom i dag var der under Stauning mange afgørende spørgsmål, der skulle håndteres på én gang. Og ligesom i dag var den politiske situation sådan, at det var fuldstændig umuligt at finde et stabilt flertal på den ene eller anden side."

"Så som jeg læser Socialdemokratiets formand, så tror jeg, hun tænker, at nu må man samle de nationale kræfter. Du kan kalde det et flerårigt nationalt kompromis, der skal håndtere de væsentligste af tingene. På et vist tidspunkt kommer vi tilbage til vores velkendte politiske forum. Ingen kan sige hvornår, men det tror jeg, vil komme tilbage igen," siger Poul Nyrup Rasmussen.

Livsmissionen

Selvom Poul Nyrup Rasmussen har sin politiske storhedstid bag sig, har han ikke lagt sit engagement på hylden. Det gælder både, når han giver sin analyse af tingenes tilstand i dansk politik i almindelighed og i sit parti i særdeleshed. Men især når han taler om ungdommen, som han bruger sit livs efterår på at kæmpe for, er det med ild i øjnene, som stod han på Folketingets talerstol.

 Jeg anser det at kunne gå på kompromis som en hædersbevisning.

Poul Nyrup Rasmussen

Det er også derfor, han ikke kunne drømme om at fejre sin runde fødselsdag med boller og lagkage i sommerhuset. Det ville ganske enkelt ikke være nok. Det skal ses og høres, hvis han skal fejre noget, og derfor foregår det på Folkemødet på Bornholm.

Her vil han bruge den taletid, der hører med, når man kan skrive tidligere statsminister på visitkortet, på at tale om, hvad han ser som sin livsmission. Nemlig drømmen om at andre unge får de samme muligheder, han selv fik.

"De seneste år er jeg blevet klar over, hvad min mission i livet er og altid har været. Forhåbentlig efterlader jeg budskabet om, at man skal passe godt på det unge menneske, som kan få et stort og langt liv. Vi må ikke glemme omsorgen for vores ungdom – og især den ungdom, som ikke har fået de samme chancer som mange andre, og som risikerer at falde fra. For dem er der eddermame mange af lige nu."

Læs også

 

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Nyrup Rasmussen

Protektor, Det Sociale Netværk/headspace Danmark, fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. formand, PES & LORC, fhv. MEP
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00