En hverdag, hvor børnene har pædagoger omkring sig, der har mulighed for at være nærværende. Pædagoger, der har tid til at fordybe sig med dem. Pædagoger, der kender dem så godt, at de ved præcis, hvordan det enkelte barn har brug for støtte i sin hverdag.

Nu er det bare sådan, at det er noget nær umuligt at rekruttere pædagoger til de ledige stillinger, der er. Pædagoger forsvinder i dag i stort antal fra vores daginstitutioner og nye kommer ofte ikke tilbage. I fremtiden ser det endnu værre ud. Det hjælper nye regnemodeller desværre ikke på.

Vi skal derfor passe på, at hele normeringsdebatten ikke kommer til at stå alene og skygge for de bagvedliggende problemer, der må og skal findes holdbare løsninger på.

En solid børnepolitik kan understøtte, at vi ikke blot slukker de brande, der nu står i lys lue på daginstitutionsområdet

Anja Marschall

Noget, der undrer mig, er, at vi i et land som Danmark ikke har en reel børnepolitik.

Med det mener jeg, at vi ikke har en politik, der ærligt stiller sig på børnenes side og har fokus på, hvad der kan betragtes som et godt børneliv. En politik, der træder til, når hverdagen ikke fungerer i eksempelvis daginstitutionerne. For hvilket hverdagsliv er det egentlig, vi ønsker at tilbyde vores børn?

En solid børnepolitik kan understøtte, at vi ikke blot slukker de brande, der nu står i lys lue på daginstitutionsområdet.

Som en del af denne skal der lægges langsigtede planer i forhold til 1) at fastholde de pædagoger, vi i praksis har i dag, 2) at få dem tilbage, som har forladt institutionsområdet, og ikke mindst 3) at sikre at mange flere unge fremadrettet får lyst til at uddanne sig i pædagogfaget.

Dette kunne en målrettet og ambitiøs børnepolitik rette op på. For pædagoger er på børnenes side, og pædagogiske daginstitutioner er et solidt supplement til barndommen, når de vel at mærke fungerer. 

Derfor handler det bagvedliggende problem om mere end hænder og om meget mere end, hvordan vi tæller og opgør dem i antal.

De hænder, eller mennesker om man vil, børnene efterspørger, er nemlig ikke tilfældige vikarer på gennemrejse. Det er pædagoger, der kender dem rigtig godt og har fulgt dem og deres familie over tid. Pædagoger, som ved, at mor og far var lige ved at blive skilt. Pædagoger, som ved, at lillebror har svært ved at sove om natten, og at familien derfor er udmattet. Ligesom de ved, at storesøster indimellem trækker sig; ikke fordi hun gerne vil være alene, men fordi det bare er svært at finde vej ind i legene med de andre børn.

Denne viden har pædagogerne tilegnet sig over tid. Derfor kan de også se, at det er blevet meget bedre med storesøster, og de ved lige præcis, hvordan de skal gøre hende synlig for de andre børn, så de inviterer hende med.

Dette arbejde kan ikke lade sig gøre i dag, hvor uddannede pædagoger forsvinder, sygemeldes eller er optagede af andre ting end børnene. Det kan heller ikke lade sig gøre, hvis man er ny vikar.

Pædagoger stopper, fordi de netop gerne vil være pædagoger. Arbejdet med børnene er så vigtigt for dem, at de ikke længere kan stå på mål for den praksis, der er mulig, som rammebetingelserne er i dag. 

Minimumsnormeringer er en selvfølge. Naturligvis skal der være nok pædagoger i institutionerne, selvom børnene ikke tæller dem. Vi kan ikke være andet bekendt, og det burde vi ikke behøve regnemodeller for at forstå.

Men det kræver politisk tillid til, at pædagoger ved, hvad der skal til og kan træffe gode beslutninger uden detailstyring og ført hånd.

Et godt sted at starte er at derfor give pædagogerne mulighed for at lave det pædagogiske arbejde, de er uddannet til, helt tæt på børnene og deres familier.