Klassekamp for journalister, lærere, embedsmænd og dommere

Af Ralf Pittelkow 

I 68 skabte vi en utopi ud fra vores personlige erfaringer i det lukkede og beskyttede universitetsmiljø. Vi hentede socialistisk inspiration i vores faglige miljø - hos hinanden, hos lærerne og i bøgerne.

Og vi omsatte denne inspiration til forestillingerne om et rådsdemokrati, der til forveksling lignede vores nære, frie og uformelle samvær med evig dialog i undervisningslokalerne og i studentersammenhænge.

Marxismen og det socialistiske rådsdemokrati forsvandt ud af billedet igen. Men disse universitetsmiljøer fortsatte med at udklække folk med et bestemt samfundssyn, som var præget af deres erfaringer under uddannelsen.

I stedet for marxismen blev det den bredere politiske korrekthed. Men mekanismerne forblev de samme.

En valgforsker vakte min interesse, fordi han gik nærmere ind i denne problemstilling. I forbindelse med forskningen i valget i 2005 så han på sammenhængen mellem folks uddannelse og deres holdninger til værdipolitik.

Han konstaterede, at grupper med videregående uddannelser hælder mod "venstre" i værdipolitikken: stor indvandring, multikulturelt samfund, blød retspolitik og lignende. Folk med mere praktisk orienterede erhvervsuddannelser hælder mod "højre", det vil sige mod en strammere værdipolitik.

Oversat til min sprogbrug betyder det groft sagt: De højtuddannede definerende klasser har politisk korrekte holdninger, mens folk med erhvervsuddannelser ikke har det. (Rune Stubager: "Uddannelse og ny politik", i Goul Andersen m.fl. (red.): Det nye politiske landskab, Århus, 2007)

Stubager henviser til, at de gængse forklaringer på denne forskel ikke holder særlig langt. Det gælder for eksempel den forklaring, at de højtuddannedes holdninger skulle skyldes, at de i kraft af deres uddannelse er mere velorienterede og kan se mere nuanceret på tingene.

Det er ellers en forklaring, som man godt kan lide i de definerende klasser.

I stedet når han frem til, at forskellene i holdninger især skyldes, at forskellige dele af uddannelsessystemet præger deres elever/studerende med forskellige værdier. Han bruger fagudtrykket "socialisering".

Det dominerende værdisæt på de videregående uddannelser trækker således i retning af den "venstreorienterede" værdipolitik. Hvorfor er det sådan? Det giver Stubager ikke noget færdigt svar på.

Traditioner spiller selvfølgelig en vis rolle. Men han peger også på en anden faktor: De studerende på de videregående uddannelser er præget af "de relativt frie og åbne arbejdsbetingelser" på disse uddannelser.

Det minder mig i høj grad om min 68-erfaring, hvor vores utopi efterlignede de sociale relationer i studiemiljøet. På lignende vis er nutidens politiske korrekthed i de definerende klasser gennemsyret af de sociale relationer og gængse holdninger på de uddannelser, som medlemmerne af disse klasser har været igennem.

Det er en beskyttet verden, som i høj grad avler forestillinger om et samfund, hvor alle dybest set ligner hinanden og kan finde hinanden, bare man får talt om tingene.

Når det kommer til stykket, vil den familiesammenførte somalier vel det samme som kontorchefen med parcelhus i Birkerød, ikke sandt. Mange i de definerende klasser fortsætter i samme type miljø, når de får job som gymnasielærer, journalist eller embedsmand.

Vores socialistiske 68-utopi blev slået i stykker ved mødet med virkeligheden. Nutidens politisk korrekte samfundssyn i de definerende klasser er også havnet i tiltagende problemer. I udlændingepolitikken er trossætningerne således kommet under voksende pres. Indvandringen og islam arter sig ikke, som de skulle.

Det er dog mere end svært for disse grupper at opgive det politisk korrekte verdensbillede. Dertil er det alt for stærkt forankret i de udannelsesmiljøer, de kommer fra, og de professionelle miljøer, som de er en del af.

Skulle medlemmerne af disse miljøer begynde at få kætterske ideer, vil de hurtigt mærke konformitetens pres - man risikerer at miste status og anerkendelse, hvis man ikke fastholder, at verden ser ud, som den blev defineret på journalistuddannelsen eller danskstudiet på universitetet.

Så man opgiver ikke sådan den politiske korrekthed. I stedet søger man at omfortolke virkeligheden, ikke bare for ens egen skyld, men for samfundets. Samfundet er nemlig præget af en befolkning, som diskuterer de forkerte ting og drager de forkerte konklusioner.

Derfor kan de politisk korrekte i de definerende klasser ikke bare lade folkestyret gå sin gang. De føler sig kaldet til at bruge deres position og indflydelse til at skabe en vis modvægt mod folkestyret, så det justeres i politisk korrekt retning.

Det kræver, at de definerende klasser får et passende spillerum til selv at bestemme, hvordan virkeligheden ser ud, og i hvilken retning samfundet bør gå. Derfor arbejder tv-journalister, lærere, embedsmænd, dommere og andre ihærdigt på at styrke deres uafhængighed i forhold til folkestyret og dets politikere.

Det sidste er der ikke noget nyt i, kan man sige. Disse professionelle grupper har altid ført en kamp for at sætte grænser for politisk indblanding i deres arbejde. Men der er alligevel sket en udvikling i denne kamp.

En del journalister, lærere, embedsmænd og efterhånden også dommere nøjes ikke med at slås for den fornødne uafhængighed til at udføre et professionelt forsvarligt arbejde. De bruger i stigende grad deres uafhængighed til at søge at sætte deres eget samfundssyn igennem.

Et politisk korrekt samfundssyn, som sejler op mod en befolkning, der i stigende grad går sine egne veje og har fået øget magt. Det ville være helt urimeligt at give indtryk af, at dette gælder alle i de pågældende faggrupper. 

Det gør det langtfra.

Mit ærinde er at pege på, at der er en øget tendens til, at medlemmer af disse grupper bruger deres professionelle status til at støtte bestemte holdninger i
værdipolitikken. Det er ikke bare en kamp for professionel uafhængighed.

Det er klassekamp.