Benny Damsgaard: Kandidattest er noget, fanden har skabt

KOMMENTAR: Politikerne udfylder dem troligt, kandidattestene, men de fleste bryder sig ikke synderligt om dem. Og de kandidattest, hvor formålet først og fremmest er promovering af afsenderen, direkte hader man, skriver Benny Damsgaard.

Den gamle preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck er citeret for at have sagt, at ”jo mindre folk ved om, hvordan man laver pølser og politik, jo bedre sover de”.

Realpolitik er sjældent særlig kønt helt tæt på. De mange kompromiser undervejs gør, at beslutninger hverken bliver helt sorte eller helt hvide – og i hvert fald sjældent idelogisk rene.

Og kommer ens parti i regering, bliver det kun værre. Her står de tunge beslutninger og besværlige kompromisser i kø – specielt i et land som Danmark, hvor mindretalsregeringer mere er reglen end undtagelsen. ”Magtens åg” kaldte den gamle socialdemokrat Per Hækkerup det, når partier kom i regering og pludselig skulle gå fra at tale i lette, rene løsninger på svære problemer til hver gang at skulle tælle til 90.

Den ofte noget grå realpolitiske hverdag er en af de bærende årsager til, at de fleste politikere ikke bryder sig specielt meget om de mange internetbaserede kandidattest, som medierne i denne tid offentliggør på samlebånd som optakt til valget. Mange politikere synes, at testene i al for høj grad oversimplificerer komplekse politiske problemstillinger, og at formatet presser en til at sige ja eller nej til spørgsmål, som ofte er et både-og, og som måske endda var resultatet af et halvsløjt men nødvendigt kompromis.

Samtidigt er tilliden til kandidattestenes validitet ikke overvældende. En del kandidattest har vist sig at have betydelige metodiske udfordringer i spørgsmålsformuleringerne, som gør, at de ubevidst forfordeler bestemte partier.

Andre test har problemer med vægtningen af spørgsmålene og giver – pænt sagt – lidt besynderlige resultater. For eksempel som når erfarne politikere med stor indsigt i, hvad deres parti mener, alligevel ender på et helt andet parti, når de tager testene. Og sidst men ikke mindst gør det bare ondt på en del politikere, at det er journalister og ikke dem selv, der vælger, hvad der er de vigtigste politiske temaer i valgkampen, og som der derfor spørges ind til i testene.

På trods af irritation og metodiske bekymringer er der dog ingen seriøse politikere, der kunne drømme om at lade være med at udfylde kandidattestene fra i hvert fald de store aviser og tv-stationer. Eller rettere: Der er ingen folketingsmedlemmer, som ikke kunne drømme om at få deres sekretariater til at udfylde kandidattestene for dem!

Centralt udarbejdede svar, hvor medarbejderne får login-oplysningerne og klarer alt det praktiske, er langt det letteste i en travl politisk hverdag og også langt det sikreste. Det er altid en yndet sport for medier og politiske modstandere at grave alle svarerne igennem for at finde eventuelle interne uenigheder.

Det er dog ikke kun frygten for dårlige historier, der får partierne til at bruge betydelige mængder af energi på de mange test. Videnskabelige undersøgelser har vist, at op imod hver fjerde af dem, der tager testene, lader deres kryds bestemme af, hvad testen kommer frem til. Og de, der især lader sig påvirke, er dem, man normalt vil betegne som politisk uinteresserede ”swing voters” – vælgere, som ikke følger særlig meget med i politik, og hvis stemme er til at flytte.

Politikernes snor er dog langt kortere, når det kommer til de mange – ofte ganske tvivlsomme – spørgeskemaer og test, som de over de seneste måneder har fået tilsendt fra især mindre interesseorganisationer og ngo’er.

Test og spørgeskemaer, som tit er vinklet hårdt og aggressivt på en måde, hvor man fremstår som et dårligt og koldt menneske, hvis man siger nej til netop deres ønske om ressourcer. Og hvad værre er, så følger der sammen med denne type undersøgelser næsten altid bemærkninger med om, at hvis man ikke har svaret inden den og den dato, så vil den pågældende organisation eller ngo offentliggøre, at man har ”nægtet at svare”.

Fremgangsmåden er imidlertid både ineffektiv og i visse tilfælde også direkte skadelig. Der skal normalt meget mere end en enkelt, ofte metodisk tvivlsom, undersøgelse til at få noget på dagsordenen i en valgkamp, hvor det hele koger. Derfor er det eneste, som organisationer og ngo’er, der laver denne type aggressive manøvrer, med sikkerhed opnår, at irritere de politikere, som man gerne vil have til at se positivt på ens sag.

--------------

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese. Han har gennem de seneste to årtier arbejdet professionelt med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Fra 2013 til 2016 var han kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad. Frem mod valget skriver han hver anden uge om partiernes valgkampsforberedelser set indefra.

Forrige artikel Lars Midtiby: Både V og S håber på at gentage kampagnesucces Lars Midtiby: Både V og S håber på at gentage kampagnesucces Næste artikel Benny Damsgaard: Løkke bliver næppe  ny DI-direktør Benny Damsgaard: Løkke bliver næppe ny DI-direktør
Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

POLITISK PORTRÆT: Intelligent, strategisk tænkende, politisk engageret, stærk til kommunikation. Men også ilter, hårdhændet, konfliktoptrappende og nærtagende. Det er blot nogle af de begreber, der hæftes på Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen, der har fået en uhørt magtfuld post.