Det er nøje planlagt, når regeringen styrer fra den ene møgsag til den anden

Knap var stormvejret om Store Bededag løjet af, før regeringen gav bolden op til endnu et politisk slagsmål. Denne gang om universiteternes fremtid.

Og selvom SVM-regeringen har indledt valgperioden på en upopulær kamikaze-kurs, hvor de styrer direkte fra den ene møgsag til den næste, så er der faktisk mening med galskaben.

Regeringen, ved hvad de gør – ja, de har endda forberedt sig på det. For regeringen handler det om at få truffet nogle af de ubehagelige beslutninger hurtigt og samtidig bevise, at regeringen har viljen til at bruge regeringsflertallet.

Lanceringen af udspillet om universitetsreformen rummer mindst fire interessante politiske kunstgreb, som regeringen har været meget bevidst om i ugerne inden lanceringen.

Først og fremmest har man internt i regeringen sikret, at der er sammenhold. Udspillet aftales endeligt i Koordinationsudvalget og signalet sendes også eksternt ved at alle tre regeringspartier er repræsenteret ved pressemødet.

Først og fremmest har man internt i regeringen sikret, at der er sammenhold. 

Jacob Bruun

Man deles om rampelyset, men også om kvalerne. Især når bølgerne går højt, så kan sprækker i regeringssammenholdet være ren gift.

Holdningsmæssigt kan især Socialdemokratiet se sig selv i udspillet. De foreslog det jo også før valget. Står det til socialdemokratiet, så skulle færre på universitetet og universiteterne skulle fokusere mere praksis- og virkelighedsnært.

Denne reform er virkelig en afgørende hjørnesten i regeringsgrundlaget for Socialdemokratiet.  Fordi de virkelig mener det.

Venstre er også ombord, men ikke drevet af ideologi, snarere af gammeldags økonomisk mådehold. Partiet har i årtier forfulgt målet om en ansvarlig samfundsøkonomi og har lagt stemmer til reformer af ethvert større politisk område. Som det også sker hér med en milliardbesparelse og øget arbejdsudbud til følge.

Og lur mig, om der ikke også venter en SU-reform forude, som gør besparelsen væsentligt større.

Og endelig Moderaterne. Ja, nu er det deres minister som har ansvaret for reformen, så det giver sig selv, at Folketingets yngste parti også loyalt bakker op.

Samtidig er det en kæmpe hjælp for regeringen, at Christina Egelund (M) både fremstår imødekommende, dialogsøgende og endda selv er uddannet på det franske eliteuniversitet Sorbonne. Så ingen i sektoren kan anklage hende for at være fjendtligt indstillet overfor universiteterne.

For det andet har regeringen planlagt timingen for udspillet grundigt. I toppolitik kan den rette timing sagtens være på bagkant af en anden (ofte større) møgsag. Fordi når medierne, oppositionen og danskerne lige har været hidset helt op i det røde felt over en mistet helligdag, så skal der altså meget til et genaktivere samme grad af modstand få dage senere.

I toppolitik kan den rette timing sagtens være på bagkant af en anden (ofte større) møgsag.

Jacob Bruun

Sammenlignet med 470.000 underskrifter og titusindvis af vrede faglærte demonstranter på Christiansborg Slotsplads, så virker nogle vrede lektorer og arbejdsløse humanister til at være en overkommelige modstander for regeringen.

Set i det lys var det meget bevidst, at regeringen gav bolden op til debat om universitetsreformen mindre end 48 timer efter afstemningen om Store Bededag var overstået.

For det tredje har regeringen bevidst arbejdet med at få og positiv opbakning til dele af udspillet. 

Én metode er at lægge nogle attraktive godbidder ind i udspillet. Det har regeringen gjort blandt andet ved forslaget om at styrke erhvervskandidat-uddannelserne, ligesom der er stor ros fra erhvervslivet til løftet i forhold til de engelsksprogede uddannelser.

For det tredje har regeringen bevidst arbejdet med at få og positiv opbakning til dele af udspillet.  Én metode er at lægge nogle attraktive godbidder ind i udspillet.

Jacob Bruun

Begge dele efterspørges af erhvervslivets organisationer og det kan de ikke undslå sig for at rose.

Og når først den ros kommer, så bliver den forstørret, delt og liket på sociale medier for at opbløde kritikken fra eksempelvis universiteterne selv eller de pligtskyldigt skuffede S-borgmestre i universitetsbyerne.

Typisk vil dem, som regeringen forventer vil rose udspillet, også være orienteret på forhånd, mens de forventede kritikere kan følge nysgerrigt med på pressemødet ligesom alle os andre. På den måde øges sandsynligheden for at de rosende kommentarer kommer før de kritiske. Endnu et klassisk greb i en lanceringsplan.

For det fjerde har regeringen tilrettelagt processen grundigt. Hvor Store Bededag var ét big bang, hvor forslaget hurtigst muligt skulle til afstemning, så bliver processen om universitetsreformen anderledes inddragende.

I de kommende måneder forhandler Christina Egelund med Folketingets partier, fordi store reformer trods alt bliver mest langtidsholdbare, hvis de har politisk bredde.

Og partierne har set skriften på væggen: Forslaget om at fjerne en helligdag blev virkelighed, og det bliver universitetsreformen også.

Og så må partierne beslutte, om de vil være med til at flytte kommaer, eller om de vil stå helt udenfor. Lokkemaden er, at dem som tager medansvar, også får lov til at dele nogle af de rare millioner ud senere. Den godbid kommer nogle af partierne til at hapse.

Samtidig ved regeringen, at de ikke kan tromle totalt henover universiteterne. Men det står klart, at universiteterne ikke får vetoret.

Ved at lave en tragt, hvor politikerne først aftaler rammerne – og derefter inviterer universiteterne til bordet for at drøfte, hvordan rammer skal udfyldes, så bliver det umuligt for universiteterne at anklage regeringen for at tromle dem.

Jacob Bruun

Ved at lave en tragt, hvor politikerne først aftaler rammerne – og derefter inviterer universiteterne til bordet for at drøfte, hvordan rammer skal udfyldes, så bliver det umuligt for universiteterne at anklage regeringen for at tromle dem.

Og samtidig bliver det næsten umuligt for universiteterne at forhindre de ændringer, som mange af dem er modstandere af.

Store Bededag var et skoleeksempel på, hvordan man kan bruge flertallet til brutalt at mase sin politik igennem, så er universitetsudspillet snarere et eksempel på, hvordan en klassisk politisk reform kan lanceres.

Slutresultatet bliver nok nogenlunde ens: Regeringen får sin politik igennem, men stilkaraktererne ender nok med at blive lidt forskellige. Og det betyder trods alt også noget i den popularitetskonkurrence, som politik også er.