Fyret som TV 2-direktør, forsøg som V-politiker

Schleimann insisterede på at lave meget mere fjernsyn end der var afsat penge til, så seerne forstod, at TV 2 ikke bare var en lillebror til Gyngemosen, men et reelt alternativ. Derfor var det nødvendigt gang på gang at bringe TV 2 helt frem til afgrundens rand i økonomisk forstand, men hver gang uden at falde i den. Sådan var betingelserne og på de betingelser blev TV 2 en succes

Sune Aagaard
I bogen For tidligt ude"

Fredag den 3. april 1992 var der ekstraordinært bestyrelsesmøde på TV 2. Anledningen var en overenskomst mellem stationen og Dansk Journalistforbund, der var forhandlet hjem af Schleimann, mens økonomidirektør Peter Parbo var sygemeldt, og som var dyr. Alt for dyr, mente bestyrelsen. Da mødet var slut, blev Schleimann kaldt ind til bestyrelsen. Han fik den besked, at når hans kontrakt udløb den 1. oktober, ville den ikke blive forlænget.

Chokbølgerne bredte sig hurtigt. Først til husets chefer og medarbejdere, der, for første gang i stationens historie, lod skærmen gå i sort. Derefter til politiske kredse.

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen skulle have deltaget i Eleva2ren, men måtte køre hjem igen. På vej ind i ministerbilen sagde han, at han ikke mente, at TV 2s bestyrelse havde forstand på fjernsyn, og at Schleimann havde udrettet en af de største danske mediebedrifter i nyere tid med sin indsats på TV 2.