Kronikken DF ikke kunne få optaget

Et græsstrå har måske ingen erindring.

En ål fornemmer måske kun sin gliden gennem vand.

Men et voksent menneske som Klaus Rifbjerg kan ikke tillade sig at bortretouchere sandheden om andre, som engang har ydet ham en stor tjeneste. Sådan som vi har gjort. Lad os nu tale sammen i alvor.

Rifbjerg skriver i sin kronik" Der kom en fax." ( Politiken d.22.9.03)

Det er historieforfalskning, Klaus Rifbjerg.

Sandheden er:

Ekstra Bladet kørte i 1974 under daværende chefredaktør, Victor Andreasen en voldsom personkampagne imod Klaus Rifbjerg, igen og igen bragtes heftige, ugunstige og stort opsatte artikler imod Rifbjerg.

Hetzkampagnen blev skrevet af Victor Andreasens tro væbner, journalisten Bent Juhl, som havde sans for den slags nydelser. Sven Ove Gade skriver i sin erindringsbog "Ulanen" om Victor Andreasen:

Der er ikke noget i vejen med kritik af, hvordan kulturpolitikkens små midler fordeles, men Victor Andreasen slog over i personhetz.

I 1974 tog jeg derfor initiativet til en boykot af Ekstra Bladet for Klaus Rifbjergs skyld, mine første kontakter var Niels Barfoed og Leif Blædel. Vi tre samlede så en snes kunstnere og intellektuelle, og min daværende mand, Jens Schoustrup-Thomsen og jeg åbnede vores hjem for mødet i vort kartoffelrækkehus på Østerbro i København. At forfatteren og kritikeren Niels Barfoed deltog så aktivt var rørende. Niels udviste endnu trofasthed overfor sit gamle venskab med Rifbjergs, skønt Rifbjerg skånselsløst havde hængt Niels ud med slibrigheder og navns nævnelse i en sine mange, fæle namedropping romaner.

Fra aftens forberedende møde, hvor Rifbjerg også deltog, fik vi andre senere ved hårdt arbejde indsamlet 123 underskrifter til en boykot af Ekstra Bladet. Fhv. statsminister Anker Jørgensen underskrev også, ligesom Villy Sørensen, Thomas Bredsdorff, Torben Brostrøm, Johannes Møllehave, Hans Hertel, Hans Scherfig, Elsa Gress, Viggo Kampmand, Uffe Harder, Marie Giacobbe, Joachim og Ulla Prætorius Israel, Inge og Sten Hegeler o.m.a. To modige personer fra Politikens Fondsbestyrelse, nemlig Lise Østergaard og Ole Schwalbe deltog ikke boykotten, men det var ubehageligt for Politikens bestyrelse, at de to på den måde viste deres sympati for sagen og protesterede internt mod Victor Andreasens giftige linie.

I en pressemeddelelse forklarede vi, at boykotten skyldtes Ekstra Bladet hensynsløse personforfølgelse, overtrædelse af grundlæggende journalistiske principper, at præsentation af flest mulige relevante oplysninger til stadighed tilsidesattes, samt at vulgariseringen af Ekstra Bladet var blevet en klar politiske faktor og burde imødegås som sådan.

Boykotten skabte en alvorlig konflikt i Politikens bestyrelse, og den massive anti-Rifbjerg kampagnen i Ekstra Bladet døde snart ud. Mødet i Kartoffelrækkerne hjalp altså, mange af deltagerne blev senere svinet til i Ekstra Bladet og mistede ved boykotten desuden et blad at skrive i.

Læs igen hvad Klaus Rifbjerg skrev om den aften. Taknemlighed vokser ikke i Rifbjerg som selve livets krav. Det skaber tanker om Rifbjergs måde at bruge og forbruge andre mennesker på, som et aftenglimt hen over stubmarken.

"Halvfjerdsindstyve er støvets år," skrev N.F.S. Grundtvig. Jo, aftenerne er blevet køligere, og knoglerne har sværere ved at holde varmen. Rifbjerg er en ældre herre på 72 år, hans sidste romans psykeinfantile, seksuelle fantasier over navngivne landspolitikere, burde skabe en litterær misbilligelse i Gyldendals forlagsredaktion.

Men næ, på Gyldendal tør man kun være kulturlivets tyranniske Rifbjerg til behag, klapper ham og taler godt for ham. Efter en susende start med glade, lyriske firspring i ungdommens dage, har Rifbjerg dog ellers i årtier sjusket sine evner væk, litterært som i debatformen.

Eksempel. På Politikens forside (23.9.03) er bragt et Rifbjerg citat : "Dahlerup er i dag Pia Kjærsgaards drøm om den perfekte svigerdatter: skingert xenofobisk, antihumanistisk petroleuse, supernationalist."

Alene i den ene sætning er der tre fejl.

Jeg kan ikke være Pia Kjærsgaards svigerdatter, da jeg ikke er en generation yngre end hun, men fem år ældre. (Xenofobisk betyder frygt og afsky for alt udenlandsk.) Jeg kan ikke være xenofobisk, da jeg er gift med en udlænding, min mand, biokemiker Michael Owen Marshall er britisk statsborger.

Petroleuse betyder ifølge Gyldendals fremmedordbog: "Under Pariserkommunen bourgeoisiets foragtelige navn til de kommunarder, der i forsvar mod Versailles-tropperne også betjente sig af ilds - påsættelse ved hjælp af petroleum." Rifbjergs brug af fremmedordet er altså helt i skoven, men hvad, fint skal det jo være, fru Hyacinth.

Hvad det er at være supernationalist forklares ikke. Så lad mig spørge; hvad er der i vejen med at elske danskerne og dansk kultur? Danskerhadet vil aldrig få min bevågenhed. Når vi skal besøge min elskelige, 92 årige svigermor i Southampton, skal vi vise pas ved Storbritanniens grænse og veksle til det traditionsrige engelske pund.

Hvad er der i vejen med, at også briterne har deres EU-forbehold og elsker deres fædreland, som de ikke ønsker at miste til et gigantisk, centralstyret bureaukrati i Bruxelles via den nye Forfatning.

Men der er meget i vejen med at være udenlandsdansker, at modtage store litterære ydelser via Kulturministeriets institutioner og så ikke ville være med til at bære samfundets byrder.

Af Folkeregistret fremgår det at: "Klaus Thorvald Rifbjerg, forfatter er udrejst af Danmark d. 5.3.1992. Sidst kendte adresse i udlandet er: Paseo del Limonar 3, 2 A, E-29016 Malaga, Spanien."

Rifbjerg har altså været udenlandsdansker i 11 år. Hvorfor?

Jeg kører jævnligt rundt i bil med min schæferhund Anna for at se, hvordan Danmark har det. I september i år gik hunden og jeg på Rørvig Havn for at købe fisk og faldt i snak med folk. "Hallo," råbte en mand efter mig, "der kommer en berømthed til. Klaus Rifbjerg har lige taget færgen til Hundested.". "Bor Rifbjerg her, " spurgte jeg, "som feriegæst?" " Nej, Rifbjerg har boet her længe i mange år, han har et sommerhus inde i bugten, et meget flot et med de rigtige Rørvig-farver."

Manden rejste sig fra bænken i sollyset og pegede ind mod bugten. I Kandestederne på Skagen har Rifbjerg et sommerhus til. Jo, lykken har sandelig tilsmilet udenlandsdanskeren Rifbjerg.

Sine økonomiske sager har Rifbjerg styret med stor overvågenhed og forstand, her er han ikke sjusket. Rifbjerg lever i velstand, velvære og boligmæssigt under usædvanlig gunstige forhold. I sin Politiken-kronik skriver Rifbjerg: "Hvis det kan interessere nogen - og det interesserer dødsikkert Ulla Dahlerup - har mine royaltyafregninger (altså det forlaget betaler én for retten til at udgive ens bøger) svinget mellem 50 og 75.000 kr. - om året."

Når Rifbjerg ikke tjener mere på sine bøger, skylder han sine hårdt trængte forfatter-kollegaer og skatteyderne en forklaring. Hvad gør ægteparret Rifbjerg til så velstående folk, hvad har skabt så store forhold, hvor kommer velstanden fra? Ja, bibliotekspengene er ikke beskattede ved udbetalingen, det er B-skat. I 2002 modtog Klaus Rifbjergs over en halv million ubeskattede kr. i biblioteksafgift, præcist 501.821 kr. Siden 1979 har Rifbjerg også været på livsvarig kunststøtte.

Under henvisning til offentlighed i forvaltningen har jeg spurgt om, hvor Rifbjerg betaler skat. Sagen er overgivet fra Kulturministeriet til Skatteministeriet. Det Rifbjergske skattecirkus som udenlandsdansker er sikkert bundet juridisk korrekt sammen med snilde reb, hæfteplaster og vakre juridiske fiksfakserier, men det er ikke moralsk rigtigt overfor den danske befolkning med verdens hårdeste skattebyrde.

Rifbjerg har en ejendommelig måde at være socialist på. Jeg har også bedt om en redegørelse for, hvor mange millioner i legater, alskens støtte, præmier, honorarer og bibliotekspenge denne ene forfatter har fået udbetalt gennem alle årene. Svaret kommer senere via Rigsarkivet. ( I 1974 har Rifbjerg f.eks. fået et arbejdslegat på 17.000 kr., som han må returnere. Hvad er det for en historie?)

Kulturministeriets havde i mange år intet loft var over, hvor meget en enkelt forfatter kunne skrabe til sig af biblioteks-afgift pr. bind, på fattigere kollegaernes bekostning. Rifbjerg står ifølge Det Kongelige Bibliotek for ca. 100 bogtitler, så stort er talentet ikke, men det var biblioteksafgiften. For at undgå velhavende forfatteres magtmisbrug er reglerne blevet ændret både i 1999 og i 2003. En alarm-lampe har altså blinket. Beløb indtil 328.134 kr. udbetales nu uden reduktion. Af beløb over 328.134 kr. og indtil 437.512 kr. udbetales halvdelen. Af beløb over 437.512 kr. udbetales en tredjedel.

Kulturkampen handler også om stop for misbrug af offentlige midler.

*

Jeg har altid så godt kunne lide september måned, når svalerne flyver bort, de visne blade daler, og nedfaldne æbler dufter af kulde i det våde græs.

Men disse september-uger omkring Dansk Folkeparties årsmøde i Vejle har været en særlig lykkelig og forunderlig tid. Tænk en glæde at være sammen med så mange venlige, solidariske og positive mennesker, som partiets ca. 700 delegerede i to dage, det har jeg aldrig prøvet før. Jeg var helt fortumlet af glæde over gensidig samhørighed.

Hvordan forklare det røre og den sindsbevægelse, som min tale på Dansk Folkeparties årsmøde har vakt?

Jeg modtager stadig en strøm af begejstrede breve, telefonsamtaler og e-mail fra folk. Mange har været undertrykt og haft triste forhold, særlig i undervisningssystemet og i massemedierne med gruppe- og selv censur. Skolelærere er åbenbart særlig gode til at mobbe "politisk ukorrekte" kollegaer. Jeg bliver standset af folk på gaden, omfavnet og får gode ord som: "Godt gået…Ih, hvor har du gjort mig glad. Godt du er kommet over til os. Velkommen."

Så er der et andet Danmark, bestående af en teoretisk magtelite på vel 20 procent af befolkningen. Hør, hvor de hyler op imod blæsten. Deres målestok for ytringsfrihed gælder kun dem selv. Efter Murens fald i 1989 lød der ingen undskyldning til befolkningen for marxistiske fejltagelser og forfølgelser af anderledes tænkende. Venstrefløjen forsøger nu i sin livsaften at benægte, hvor hårde, intolerante, udemokratiske de har været i samlet ulveflok i tre årtier. Men lur mine kritikerne, det, de angriber mig for, er de dog selv, med bukserne nede af ophidselse.

Eksempel. En af tordenskjolds stivbenede soldat på offentlig spadseregang er Georg Metz (Information d.6.10.03) Under rubrikken "Intermezzo" udsteder han følgende sorte forbandelser over min person:

"..en uærlig journalist.. skrevet en ualmindeligt uhæderlig bog.. malede Dahlerup usandhed på usandhed op og ned ad stolper…uden nævneværdig brug af journalistisk eller kritisk metode.. Sovjet og nazi-Tyskland bliver det næsten uundgåelige sammenligningsgrundlag .. minder ikke desto mindre om forfatterinden Olga Eggers’ bidrag i Fædrelandet. Hvorvidt dette bliver lettere at kapere, og hvorvidt den politiske samtale bliver friere ved i stedet at kalde Ulla Dahlerup et røvhul eller et dumt svin, frem for at anføre, at hendes udgydelser minder om nazisternes eller for den sags skyld Stalins propagandaretorik.." osv…osv.

Hvilket menneskesyn, hvilken kvindeforagt. Skal det være Informations humanisme, tolerance og frisind? Der lagde Metz´s i hysteri et vindæg.

Oprøret i Danmark er borgerligt. Vi står nedenfor en åndelig Berlin- mur fra Den Kolde Krigs tid. Vi de "politisk ukorrekte" kommer frem fra skygger og slår de første hammerslag lige ind på muren. Se, vogtere styrter frem med ildfulde øjne og skyder på os i en kugleregn af bidske, beskidte ord.

Alt skjules kort i krudtrøg. Men den stramme, venstreorienterede meningsdannelse kan ikke holde fremtidens folk spærret inde bag muren mere. Tiderne skifter, og vi med dem. Der kommer ytringsfrihed for andre politiske ideer. Magteliten er blevet gammel i ånden siden 1968, er uudsigelig træt, knyttet til fortidens vaner og gangbesværet.

Æres den, der æres bør i kulturkampen.

At "Kommunismens sorte bog" efter fem års venten udkom i Danmark, skyldes ikke Gyldendals direktør Johs. Riis, men en mand af en helt anden støbning, nemlig Morten Hesseldahl, som i 1997 blev direktør for Høst og Søn, han kom fra Gyldendal. Morten undrede sig over, hvor "Kommunismens sorte bog" blev af, talte med historikeren, professor Bent Jensen og købte manus til udgivelse. Morten siger ved min telefonopringning:

Johs. Riis havde fået tilbud manus af Borgen, men sagde nej. Gyldendal ville ikke udgive

"Kommunismens sorte bog."

Hesseldahl fik bogen ud i december 2002, første oplag var udsolgt inden en uge, så stor var efterspørgslen på viden om kommunismens samlede blodige historie. At Gyldendal senere køber Høst & Søns Forlag fra Munksgård, betyder ikke et hak i denne sammenhæng, da Gyldendal redaktionelt intet havde at sige på Høst & Søns Forlag.

Kulturkampen er begyndt med den gamle magtelites fornægtelser.

NB.
I kulturkampen påstås det, at vi " de politisk ukorrekte" altid har kunnet komme til orde. Det er ikke korrekt.

Det er meget afslørende for dagbladet Politiken, at chefredaktionen i tre uger efter min tale på Dansk Folkeparties årsmøde i Vejle d. 20-21 september har angrebet mig hårdt i stor opsætning, forside, sektionsforsider og en strøm af påfaldende negative læserbreve - men fredag d. 10.10 nægter man mig at forsvare mig, man nægter at trykke min genmæle-kronik.

Retten til at være uenig er dog demokratiets rygrad. Prøv at spørge i de lande, hvor man ikke har haft demokrati. Men på dagbladet Politiken under chefredaktør Tøger Seidenfaden gælder ytringsfriheden åbenbart kun de kulturradikale selv.
At Tøger Seidenfaden bortcensurere politisk uenighed og nægter fair play afslører, at kulturradikalismen i dag hverken er frisindet, tolerant eller har et særlig fint menneskesyn. Hvis Tøger Seidenfaden mener, at han har patent på "sandheden ", så burde han da trygt og med sindsro kunne lade mig svare på Politikens voldsomme angreb og trykke min genmæle-kronik. Også positive læserbreve censureres bort, mange folk sender så brevene til mig, nu de har skrevet dem.

I et demokrati skal meningerne kunne brydes, ellers er det ikke et demokrati.

---000---