Østergaard fik mandat til et langt sommerslag

ANALYSE: Med et stærkt resultat vundet på en skarp profil og et kæmpe nederlag for DF håber Radikale igen at overtage styringen, men der er snævre grænser for indrømmelser fra S. Den uventede gevinst til Venstre har købt Løkke tid.

Smilene virkede en anelse anstrengte hos socialdemokraterne – og med god grund. Partiet fik slet ikke det boost med fra valget, som kunne styrke Mette Frederiksen (S) i dronningerunderne, og som de fleste målinger havde varslet.

Intet tyder dog på, at det lunkne resultat får socialdemokraterne til at ændre kurs, og der er lagt op til en langvarig styrkeprøve mellem S og R.

Store bivirkninger
Valget blev kendetegnet ved en kæmpemæssig vælgerbevægelse med Socialdemokratiet som omdrejningspunkt.

De sidste års ændring af den socialdemokratiske værdipolitik har entydigt flyttet Socialdemokratiet over i den udlændingepolitiske strammerblok. Logisk nok blev den bevægelse efterfulgt af en tilsvarende forskydning af vælgere, hvor S vandt titusindvis fra højre og til gengæld afgav andre til partier som Radikale og SF.

Det sikrede et knusende flertal til oppositionen og eliminerede fuldstændig det 20-årige socialdemokratiske dræn til DF. Medicinen virkede, men bivirkningerne blev større end ventet i form af et ukontrollabelt vokseværk til Radikale Venstre.

Heftig radikal reaktion
For Morten Østergaard var valgnattens gevinster en direkte følge af det, der skete for præcis et år siden. Dengang Mette Frederiksen på grundlovsdag 2018 varslede dannelsen af en ren socialdemokratisk regering uden Radikale.

De forsmåede radikale svarede omgående igen med en skærpet retorik og en stadig voksende serie af krav til socialdemokraterne. Med det formål at stemmemaksimere og ultimativt tvinge sig i regering. Det første lykkedes over al forventning, men intet tyder på, at det sidste vil lykkes.

Glem det
Set fra en socialdemokratisk synsvinkel er der ingen vej tilbage, og derfor er der kun en lille margen for indrømmelser til Radikale. Som en central socialdemokratisk politiker udtrykte det onsdag aften:

”Vi har vundet tusindvis af DF-vælgere over ved en stram udlændingepolitik og ved at lægge afstand til Radikale. Skulle vi så give efter for de radikale krav eller invitere dem i regering, så snart valget er ovre? Glem det, det kommer ikke til at ske.”

En S-veteran udtrykte det sådan:

”Det her handler ikke om at få regeringsmagten uanset prisen. Gør vi det, kan vi hygge os i tre-fire år som under Thorning – og blive stemt ud igen. Det handler om at få regeringsmagten på en måde, så folk også har lyst til at stemme på os næste gang.”

I sin tale lige over midnat konstaterede Mette Frederiksen da også, at der stadig er et klart flertal i Folketinget for en stram udlændingepolitik – og at hun fortsat arbejder for en socialdemokratisk mindretalsregering.

Forskelle til 2011
Det smukke radikale resultat har fået flere til at sammenligne med situationen i 2011, der endte med den socialdemokratiske kapitulation i det berygtede sorte tårn. Men selvom styrkeforholdet mellem S og R minder meget om dengang, er der afgørende forskelle.

Dengang stod Radikale stadig så stærkt, at Margrethe Vestagers (R) bedste kort var truslen om, at Radikale ikke ville gå med i en socialdemokratisk ledet regering. Otte år efter kæmper Radikale energisk for at få lov til at komme med i en regering.

Midt i den radikale sejrsfest kunne man møde en smule forbehold. En frygt for, at der ikke er tilstrækkelig vilje til at indgå kompromiser på nogen af siderne.

På den ene side en Morten Østergaard, der kan blive fanget af sin hardcore retorik op til valget og derfor ikke kan give indrømmelser uden at skuffe mange vælgere. På den anden side et Socialdemokrati, der under ingen omstændigheder vil afvige fra linjen og hellere tager et nyvalg end at kapitulere for Østergaard.

Kongemager eller kaospilot
Radikale Venstre har ikke fået sin gamle rolle igen, for partiets evne til at svinge fra side til side eksisterer ikke mere. Derimod kan Østergaard – som han har truet med – blokere for, at der dannes en ny regering, så længe den ikke imødekommer hans krav.

Østergaard har fået magt til at skabe svenske tilstande med månedlange regeringskriser. Men det er ikke en position som kongemager, Østergaard har fået igen. Det er snarere rollen som kaospilot.

Det tegner til en lang varm sommer på den røde side af gærdet

DF's kernenedsmeltning
På den blå side var dramaerne om muligt endnu større.

Den totale nedslagtning af Dansk Folkeparti er simpelthen svær at forklare ud fra en normal analyse. I januar lå DF i Altingets vægtede gennemsnit på 17 procent, ved valget 5. juni fik partiet kun halvdelen.

DF har ikke ramt boldene rent i de seneste måneder, men der har ikke været tale om politiske eller personlige skandaler, der kan forklare en katastrofe af dette omfang. Som en DF’er resigneret udtrykte det på valgnatten, har partiet været ramt af en perfect storm:

Lige fra Meld/Feld-sagen, beskyldninger om centralisering i sundhedsreformen, en slingrende tilgang til debatten om nedslidte, Kim Christiansens omfartsvej, Radio24syv – og det hele toppet op med Pia Kjærsgaards "klimatosser". Dertil de mere strukturelle forklaringer med tab af stemmer til både venstre (Socialdemokratiet) og højre (Nye Borgerlige og Stram Kurs) og en EU-modstand, der er i knæ efter Brexit.

Selv med alle disse forklaringer på bordet er det stadig svært at forstå, at det på så kort tid endte med en kernenedsmeltning.

Forskudte nedture
Noget lignende kan siges om Liberal Alliance, hvor partileder (og udenrigsminister) Anders Samuelsen sensationelt røg ud af Folketinget.

At LA kom i problemer efter at have solgt sin stolte fortælling for ministerposter, det er ikke overraskende. Men også her må forløbet undre.

LA mistede en tredjedel af vælgerne og røg ned på omkring fem procent efter de farceagtige tilstande i 2017, hvor partiet truede med at stemme imod finansloven fra den regering, man selv deltog i. Men derefter så det ud til, at regningen var betalt – og at partiet havde stabiliseret sig.

Men i løbet af de seneste måneder blev LA yderligere decimeret til at danse på spærregrænsen. Heller ikke her er det indlysende, hvorfor der kommer en ekstraregning netop nu.

Den snu mand med de ni liv
Nogle af de frafaldne fra DF og LA endte hos Konservative og Venstre. Den konservative fremgang var ventet, mens Venstre til det sidste stod til at få et sølle valgresultat, en smule under nederlaget fra 2015. Ud af det blå vandt Venstre så ni mandater.

Her viste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sig endnu en gang som en snu taktiker, der med sine SV-fantasier fik trukket nogle vælgere ind over midten. En helt gratis omgang, men det virkede efter alt at dømme.

Desuden var det en effektiv plan at bruge fremgangen ved europaparlamentsvalget som en katapult ind i valgkampen til Folketinget. Venstres gevinst redder ikke Statsministeriet, men det kan skabe mere ro i partiet. For en tid bestemmer Løkke selv, hvornår han vil gå af.

Iagttageren
Det har Løkke tydeligvis ingen planer om lige nu. Den fungerende statsminister vil ”sidde og iagttage” forhandlingerne mellem Mette Frederiksen og hendes parlamentariske grundlag – og satse på, at stafetten på et tidspunkt ryger tilbage til ham. Som en edderkop i spindet, der venter på byttet.

Med den nuværende fordeling af mandater har Løkke ingen chance for at blive statsminister igen. Men hvis fronterne mellem S og R bliver ved at være lige stejle, kan Løkke håbe på, at et nyvalg endnu en gang vil sikre ham en plads ved rouletten.

Forrige artikel SV-modellen er relanceret – nu med sidevogn SV-modellen er relanceret – nu med sidevogn
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.