Regeringen var ved at tabe anden halvleg mod corona

ANALYSE: Mens regeringen blev anerkendt for den effektive indsats mod corona i foråret, har eftersommeren budt på anderledes inkonsekvens. Der skal strammes op, hvis Mette Frederiksens image som krisekaptajn skal opretholdes.  

Superligakampe med flere tusinde tilskuere på den københavnske vestegn i en situation, hvor corona-smitten var ved at eksplodere.

Tilladelse til åbning af nattelivet indtil kl 02 på et tidspunkt, hvor det gik den gale vej med smitten.

Det er nogle af de bemærkelsesværdige beslutninger, regering og folketing traf i eftersommeren - indtil der tirsdag blev slået bak. I hvert fald i hovedstadsområdet, hvor smitten nu er værst. 

Der er derfor intet overraskende i, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i går  skærpede reglerne i forhold til superliga og natteliv. Det overraskende er, at det skete så sent.

Markant ændring
I foråret holdt regeringen fast i "det ekstreme forsigtighedsprincip", hvor kampen mod corona og borgernes sundhed gik forud for alt. Også økonomiske hensyn. Den systematiske nedlukning viste sig utrolig effektiv.

Under den første genåbningsfase i maj var det statsminister Mette Frederiksen (S), der - sammen med SF og Enhedslisten - holdt igen, mens der fra en række borgerlige partier var krav om at gå hurtigere frem. 

Reelt styrede S-regeringen enevældigt kampen mod corona i denne fase. Med Lars Løkke Rasmussen (V) som en markant undtagelse holdt oppositionen igen med kritikken, og alle meningsmålinger viste en enorm tillid til regeringens restriktive håndtering af krisen.

Fortsatte genåbning
Men da genåbningens fase 4 gik i gang efter sommerferien, fortsatte lempelserne, selvom  epidemien var i fremmarch igen. 

Der har været stigende pres fra den borgerlige opposition og fra erhvervslivet, særlig underholdningsindustrien. Den slags pres så den socialdemokratiske regering dog stort på i foråret, men den seneste måned er det ekstreme forsigtighedsprincip skubbet i baggrunden.

Der er ingen tvivl om, at de økonomiske hensyn nu vejer meget tungere for regeringen end i foråret. Man frygter, at de fyringer, der blev undgået på grund af de økonomiske hjælpepakker, vil komme som perler på en snor, hvis restriktionerne bliver skrappere.

Det er hensyn, enhver regering må tage. Spørgsmålet er bare, hvilke konsekvenser det får for sundheden. 

Ånden ud af flasken
I regeringskilder fremhæver man, at testkapaciteten er mangedoblet, og at smittesporingen er helt anderledes effektiv. 

Desuden har de regionale restiktioner vist sig meget effektive, såvel i Ringsted, Hjørring og Århus, så trods den mere lempelige kurs er der nu langt bedre redskaber til rådighed.

Alligevel er der dyb bekymring i regeringen over udviklingen, og meget tyder på, at man tvinges tilbage til en mere restriktiv kurs.

Frygten er, at bliver umuligt at få corona-ånden ned i flasken igen i hovedstadsområdet - med mindre man bruger meget drastiske midler. Det kan vise sig, at regeringen har ventet nogle dage for længe med at stramme op.

Lynindgreb
Allerede i dag mødes regeringens "C-udvalg", corona-udvalget, der udover sundhedsministeren har finansministeren, erhvervsministeren, udenrigsministeren og kulturministeren som faste medlemmer. 

De seneste ugers tøvende holdning er omsider parkeret. Regeringen er rede til at gribe yderligere ind fra dag til dag.

Mette Frederiksen og hendes regering har klaret første del af corona-krisen forbilledligt sammenlignet med andre lande. Men går det galt nu, kan vælgernes reaktion blive ubarmhjertig.

Forrige artikel Ny prognose: Sådan fordeler partiernes mandater sig rundt i landet Ny prognose: Sådan fordeler partiernes mandater sig rundt i landet Næste artikel Ugens målinger: Hver femte kvinde har oplevet seksuelle krænkelser på jobbet Ugens målinger: Hver femte kvinde har oplevet seksuelle krænkelser på jobbet
Vælgervandringer: Konservatives fremgang sker på bekostning af Venstre

Vælgervandringer: Konservatives fremgang sker på bekostning af Venstre

VÆLGERNE VANDRER: Næsten ni ud af ti af Konservatives nye vælgere satte kryds ved Venstre ved sidste folketingsvalg. Det viser en ny analyse af, hvordan vælgerne er vandret siden valget i juni 2019. Samme analyse viser, at Nye Borgerliges optur i meningsmålingerne ikke alene skyldes Dansk Folkepartis nedtur.