Venstre skal ikke videre, men hjem til Fogh

I et af sine sidste politiske skaktræk kastede Jakob Ellemann-Jensens sig ud i et opgør med Venstres tidligere formand og statsminister – Anders Fogh Rasmussen. 

I Politiken anklagede han Fogh for at have undertrykt den idépolitiske debat så hårdt, at venstrefolk fortsat var bange for at tænke frit og udgive bøger. Ved samme lejlighed lagde Ellemann luft til Hjort-doktrinen – opkaldt efter partiets tidligere superstrateg Claus Hjort Frederiksen – som var med til at erobre både midten og magten til Venstre. 

Kort efter blev Jakob Ellemann-Jensen – ifølge lækkede oplysninger – grillet af Claus Hjort Frederiksen på et internt møde i Venstre. Og da han i mandags annoncerede sin afgang, var Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen blandt de første til at pege på Troels Lund Poulsen som den helt rigtige nye formand. 

At Jakob Ellemann-Jensen, mens han stod i problemer til halsen, fandt på at udfordre det gamle succesrige makkerpar, var ikke bare dumt. Det var med til at besegle hans skæbne. 

At Ellemann systematisk havde trukket Venstre ned på et historisk lavpunkt, havde isoleret Venstre fra det borgerlige Danmark og selv stod uden realistiske chancer for at blive statsminister, gjorde i forvejen ondt på mange venstrefolk. 

Men de tog sig til hovedet, da han i denne situation valgte at kaste smuds på en periode, en guldalder, hvor Venstre var det suverænt største borgerlige parti og i perioder var større end Socialdemokratiet. 

Den korte analyse af Venstres nuværende situation er, at i Jakob Ellemann-Jensens turbulente tid som leder blev opløsningen af den brede vælgerkoalition, som Fogh skabte, fuldendt.

Thomas Larsen

Et godt gæt er, at Troels Lund Poulsen i rollen som – forventet – ny formand ikke kommer til at kaste vrag på Fogh og Hjort. Tværtimod vil han nok tænke over, hvad der dengang gjorde Venstre til et så stærkt parti. 

I den forbindelse kan han genlæse I godtvejr og storm, som undertegnede udgav i to omgange i starten af nullerne. Første udgave af bogen udkom i 2000 og rummede reelt Foghs drejebog til at vinde magten. Hvilket han gjorde med en overlegen valgsejr i 2001, da han udraderede Poul Nyrup Rasmussen og Socialdemokratiet og derpå dannede sin første VK-regering med loyal støtte fra Dansk Folkeparti. 

Anden udgave udkom i 2003, hvor Fogh reflekterede over de første år i Statsministeriet og gjorde status over Venstres udvikling. Og det gjorde han blandt andet med disse ord: 

"Ved valgene i 1994 og 1998 nåede Venstre ind i Københavns forstæder, men vi manglede gennembruddet på stenbroen. Det lykkedes i 2001. Dermed blev Venstres omstilling tilendebragt i den forstand, at vi blev det bredest forankrede politiske parti i Danmark." 

Han fastslog, at sejren ikke bare var udtryk for taktik og strategi: 

"Af samme grund var det så vigtigt for mig allerede på valgaftenen at understrege, at ingen måtte tro, at vi blot havde fået valgsejren på grund af en taktisk manøvre, der var tilrettelagt alene for at vinde regeringsmagten. Mange vælgere, som traditionelt ikke ville have stemt på Venstre, havde betroet os deres stemme i tillid til, at vi mente, hvad vi sagde." 

I samme moment kom han med en forudsigelse af de nye vilkår, som partierne måtte indrette sig på, da han forudså, at politik ville blive præget af flere voldsomme opbrud: