Cevea: Vi har forsømt det vigtigste opgør efter finanskrisen

Af Frederik Lasserre og Kristian Weise
Hhv. analytiker og direktør i Tænketanken Cevea

Banker kan forvente at putte overskuddet på de unødigt risikobetonede aktiviteter i lommen, men blive reddet af staten, hvis det skulle gå helt galt.

Frederik Lasserre og Kristian Weise
Cevea

Lørdag 15. september 2008 indvarslede et tabt årti. Det kan vi konstatere her ti år efter, at Lehman Brothers gik konkurs og udløste en global finanskrise, der bragte flere års økonomisk recession og massearbejdsløshed. Og som i øvrigt ligeledes hidkaldte en katastrofal europæisk sparepolitik og en kriserespons, der satte fut under udviklingen i den allerede galoperende ulighed.

Storbankernes overdrevne spekulation og kompromisløse profitjagt i stræben efter at etablere finansimperier var drivkraften bag krisen, hvis efterdønninger banede vejen for den politiske polarisering og de opbrud, vi har set i Europa og USA de seneste år. 

I tillæg til de politiske og sociale omkostninger kommer den økonomiske regning. Ifølge Rangvid-udvalget kostede finanskrisen Danmark alene 400 milliarder kroner, hvoraf 200 milliarder kroner udgør et permanent velstandstab. Det vil sige en regning, som vores og fremtidige generationer må bære rundt på til tid og evighed.

Vi har altså af bitter erfaring lært, at finanskriser mildt sagt er vanvittigt dyre. Derfor er det altafgørende, at den finansielle regulering bidrager til at sikre en velfungerende og robust finanssektor. Ser vi på de mange nationale og internationale reformer siden 2008, er det dog ikke tydeligt, at reguleringen har været tilstrækkeligt ambitiøs til at opnå det formål.

De store banker er stadig for fede til at fejle
Det altoverskyggende mantra for det styrkede internationale samarbejde og den skærpede regulering efter krisen var, at skatteydernes penge aldrig igen skulle bruges til at redde konkurstruede banker. Som nationalbanksdirektør Lars Rohde for nylig slog fast, er vi ikke der endnu. Selvom vi på det principielle plan er på plads med lovgivning om, at aktionærer og kreditorer – fremfor småopsparende og skatteydere – skal holde først for, når en bank skal afvikles, er det endnu ikke troværdigt, at skatteyderne slipper helt.

Der er ikke gjort nok for at fjerne den uudtalte statsgaranti, der frister storbankerne til at optage de store risici, som førte dem ud i problemer i første omgang

Frederik Lasserre og Kristian Weise
Cevea

De seneste ti års reformarbejde har ikke realiseret det løfte, politikerne gav skatteyderne. For en af de vigtigste underliggende årsager til finanskrisen er endnu ikke løst: Vi har fortsat banker, der er for fede til at fejle.

De politiske reformbestræbelser har i altovervejende grad været fokuseret på smalle institutionelle reformer – øgede krav til bankernes kapital- og likviditetsposition samt skærpede rammer for kreditgivning. Selvom vi i Danmark stiller mindre krav til bankernes kapitalfinansiering end vores nordiske nabolande, er den øgede polstring isoleret set positiv. Med større kapitalbuffere kan bankerne nemlig bedre modstå store, pludselige tab.

Mens man har forsøgt at reducere muligheden for, at banker kommer i økonomisk uføre, er der ikke gjort nok for at fjerne den uudtalte statsgaranti, der frister storbankerne til at optage de store risici, som fører dem ud i problemer i første omgang. De større strukturelle reformer af bankmarkederne og bankernes størrelse blev efterladt på perronen, så snart det stærke politiske momentum for gennemgribende reformer begyndte at ebbe ud i årene efter krisen.

Det er problematisk, fordi risikoen for at gå nedenom og hjem og selv stå tilbage med regningen er det stærkeste og simpleste markedskorrektiv for enhver privat virksomheds risikovillighed.

Den brændende platform for det etiske selvopgør mangler
Når vi har set både Danske Bank, Jyske Bank og Nordea være involveret i hvidvask og skattely til trods for tættere regulering siden krisen, og når vi samtidig ser tidlige krisetegn i en faretruende udlånsvækst, som hovedsaligt er koncentreret i storbankerne, tyder det på, at deres etiske selvransagelse efter krisen er udeblevet.

Det er fristende at konkludere, at det skyldes fraværet af en brændende platform. Storbankerne jagter fortsat urealistisk høje afkast, som tvinger dem ud i tvivlsom adfærd. Og de tager ofte, bevidst eller ubevidst, større risici, end de burde, fordi banker kan forvente at putte overskuddet på de unødigt risikobetonede aktiviteter i lommen, men blive reddet af staten, hvis det skulle gå helt galt.

Hvis vi vil undgå, at finansiel spekulation atter påfører os en årelang politisk og økonomisk krise, er vores vigtigste opgave derfor at sikre troværdighed omkring, at bankerne selv betaler gildet, hvis de bringer sig selv i uføre igen.