Hvem skal nu betale?

Nedskæringerne – i finanslovssprog hedder det effektiviseringer og tilpasninger – bør ikke komme som den store overraskelse for nogen. Der går en klar linje fra Venstres løfter i valgkampen, over regeringsgrundlaget til finanslovsforslaget. Men de færreste havde tilsyneladende forventet, at løfterne om at omfordele midler på finansloven ville blive effektueret så hurtigt og så målrettet.

Lige nu spekulerer de frivillige organisationer derfor på, hvordan de kan begrænse skaderne ved at indgå i alliancer med andre af folketingets partier om at moderere regeringens planer. Som Altinget andetsteds har beskrevet, er organisationerne sandsynligvis for sent ude og kan ikke stille meget op. Det politiske spil om finansloven har nemlig været i gang siden foråret. ”Det handler om forberedelse, forberedelse, forberedelse i god tid”, forklarer Peter Mose, partner i Mose og Hegelund og med en fortid som kommunikations- og analysechef i Ingeniørforeningen.

Én af de organisationer, som arbejder hårdt for at redde bevillingen på målstregen, er den private rådgivningstjeneste Livslinien. Organisationen åbnede i januar 2014 forsøgsvis en natterådgivning for selvmordstruede. Forsøget har netop fået Deloittes ord for, at der er efterspørgsel: Siden januar sidste år har 2.300 mennesker ringet til én af de frivillige rådgivere, som lønnet passer telefonerne om natten. Aktuelt står Livslinien til at miste fire ud af de ti millioner kroner, de indtil nu har haft begrundet udsigt til at få fra finansloven i 2016. Flere politikere har i de seneste dage været ude for at melde deres støtte, så nu venter alle på sundhedsministerens udspil over for satspuljekredsen.

Hvor svært kan det være at være dygtig?
Sofie Løhde har allerede peget på fondene som en alternativ finansieringskilde til Livslinien. I Politiken kom sundhedsministeren med følgende opfordring: ”Tidligere har Livslinien været dygtige til at få støtte fra blandt andet private fonde, og det kan vel ikke afvises, at man også i fremtiden kan få midler fra fonde og andre til støtte for Livsliniens arbejde”.

Når det gælder fondsansøgninger, er 6-12 måneder realistisk fra modning af ideen til fondsbestyrelsens eventuelle bevilling af midler.

Birgitte Boesen
Rådgiver og analytiker, büroCPH

Hvor svært kan det være at være dygtig? Den uskrevne regel om, at interessegrupper, der ønsker indflydelse på det årlige finanslovudspil i oktober, skal være ude allerede i foråret, gælder også, når civilsamfundets organisationer er på jagt efter fondspenge: forberedelse, forberedelse, forberedelse. I modsætning til på Christiansborg er et halvt år næppe nok. Når det gælder fondsansøgninger, er 6-12 måneder mere realistisk fra modning af ideen til fondsbestyrelsens eventuelle bevilling af midler. Eksempelvis tager det snildt to-fire måneder fra ansøgningen er afleveret, til der kommer svar på, om fonden vil støtte projektet. På den baggrund er det næppe realistisk for Livslinien og andre pengetrængende institutioner at komme igennem med en fondsansøgning, før vi er langt henne i 2016.

Ingen forventet efterbevilling
Der er naturligvis stor forskel på, hvordan almennyttige fonde har indrettet deres bevillingssystemer. Nogle har faste deadlines for ansøgninger; andre modtager løbende ansøgninger. Fælles for de fleste er dog, at bestyrelsen er bevillingsgiver, og at de behandler ansøgningerne efter indstilling fra den administrative stab. Et hurtigt kig på nogle af de største fondes hjemmesider viser samstemmende, at man råder ansøgere til at være ude i god tid, før det ansøgte projekt sættes i gang. Det nytter ikke noget at forvente en ’efterbevilling’: De færreste projekter vil kunne få støtte, når de først er afholdt.

Benspænd
Det største benspænd for at kompensere manglende finanslovsbevillinger med fondsmidler er dog forventningen om, at fonde vil give penge til drift af projekter, som er ude over forsøgsstadiet. Meget sjældent giver fondene nemlig penge til driften af institutioner. Tilfældet, hvor Carlbergfondet støtter Glyptoteket, er én af de få undtagelser. I det konkrete eksempel med Livslinien var natterådgivningen for selvmordstruede i første omgang finansieret af fondsmidler, netop fordi det var en forsøgsordning.

I princippet kan man godt forestille sig, at fonde betaler for driften af private institutioner, som det offentlige hidtil har finansieret. Men det er svært at forestille sig, at private fonde vil forpligte sig til at betale for driftsudgifter på den lange bane. Logikken er enkel: I modsætning til staten, der har monopol på at kræve penge ind fra borgerne, har de almennyttige fonde ingen steder at hente flere midler, hvis deres indtjening svigter. Og forudsætningen, for at der er penge til filantropiske uddelinger, er, at de virksomheder, som de erhvervsdrivende fonde ejer, giver overskud, eller at de investeringsaktiver, som fondene finansierer deres filantropi med, fortsat giver afkast.

Spilleregler udfordret
Tilbage står erkendelsen af, at en tættere samtænkning af den offentlige finanslov og de private fondes medfinansiering af velfærdssamfundets opgaver udfordrer de hidtidige spilleregler for, hvornår hvem tager ansvar for hvad.

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.